Intro til uddannelsen

På den humanistiske bachelor får du både en bred humanistisk viden og en specialisering i to bachelorfag

Det humanistiske område handler om at undersøge, forstå og forklare hvordan det er vi som mennesker tænker, føler, handler og udtrykker os i samspil med den kultur og den historiske tid vi er en del af.

Det første år på uddannelsen arbejder du tværfagligt med humaniora. På fire grundkurser får du undervisning i sprogvidenskab, litteraturanalyse, kommunikation, moderne medier, filosofi, videnskabsteori, historie, kulturstudier, pædagogik og psykologi Det giver dig viden om centrale humanistiske begreber, teorier og metoder, som du kan bruge uanset hvilken specialisering du vælger.

Du går i dybden med de områder, du finder interessante i dit projektarbejde, hvor du selv vælger hvilke problemstillinger du vil arbejde med.

Fra andet år begynder du at specialisere dig i to bachelorfag. Du kan vælge blandt en lang række kombinationer - enten med begge fag inden for humaniora, eller med et fag fra samfundsvidenskab eller naturvidenskab.

Fra bachelor til kandidat

De to fag du vælger som bachelor, kan du læse videre på vores kandidatuddannelser. Din bacheloruddannelse giver også adgang til andre af vores kandidatuddannelser. 

Udveksling

Du har mulighed for at tilbringe et semester ved et af de universiteter, RUCs humanistiske område har indgået udvekslingsaftaler med eller tage på et selvarrangeret studieophold.