Trin 2: Hvornår og hvordan søger jeg ind?
Søg inden 15. marts kl. 12.00
Alle ansøgere kan søge 15. marts – og det kan aldrig forringe dine muligheder for optag at søge til fristen 15. marts.
Nogle ansøgere skal søge 15. marts – det gælder, hvis du:
- Har en udenlandsk adgangsgivende eksamen (dette gælder for eksempel også en IB fra Danmark)
- Har et andet adgangsgrundlag end en gymnasial eksamen (særlig tilladelse)
- Har et adgangsgrundlag uden et karaktergennemsnit
- Søger om dispensation
- Har været optaget på samme uddannelse tidligere
- Søger om optag og ønsker at blive vurderet efter kvote 2-kriterierne
- Søger Samfundsvidenskabelig Bachelor eller International Bachelor in Social Sciences og ikke opfylder karakterkravet på 6,0
Hvis du er i den helt særlige situation, at du er nødt til at søge uden MitID, skal du underskrive og indsende den Signature page/Underskriftside, der findes på optagelse.dk, til hver uddannelse, du søger. Det er kun Signature page/Underskriftside, der gør det muligt for os at hente din ansøgning.
Du skal uploade Signature page/Underskriftside via vores webformular. Du finder webformularen i folde-ud menuen "Approve your application" under overskriften "If you do not live in Denmark" på denne side.
Vi skal modtage Signature page/Underskriftside inden den 15. marts kl. 12.00. Din ansøgning er først afsluttet, når vi rettidigt har modtaget din/dine Signature page/Underskriftside.
Søg inden d. 5. juli kl. 12.00
Du kan søge til fristen 5. juli, hvis du:
- Har en dansk adgangsgivende eksamen
- Ikke søger en dispensation
- Ikke har været optaget på uddannelsen tidligere
- Søger om optag og kun ønsker at blive vurderet på dit karaktergennemsnit
- Søger Samfundsvidenskabelig Bachelor eller International Bachelor in Social Sciences og opfylder karakterkravet på 6,0
Husk: Du kan altid søge d. 15. marts – det kan aldrig forringe dine muligheder for optag.
Hvordan skal jeg søge om optagelse?
Du skal søge via optagelse.dk. Ansøgningssystemet åbner 1. februar.
Garanteret optag for kvalificerede ansøgere
Du kan godt søge flere uddannelser på Roskilde Universitet
Du kan godt søge om optagelse på en bacheloruddannelse med Journalistik samtidig med, at du søger om optagelse på en bacheloruddannelse uden Journalistik. Du skal huske, at det er to separate ansøgninger.
Har du læst på en anden videregående uddannelse (før-start-merit)?
Hvis du tidligere har læst på en videregående uddannelse, hvor du har bestået eksamener, skal du søge om merit for disse, når du søger optagelse på en bacheloruddannelse på RUC. Du skal udfylde en blanket, som du skal uploade sammen med relevante bilag.