Intro til uddannelsen

Journalistik der kombinerer styrkerne fra den journalistiske og den akademiske tradition

Journalistik er et fag, du læser som en del af din bacheloruddannelse på RUC. 

Bachelorfaget Journalistik kombinerer styrkerne fra den journalistiske og den akademiske tradition. Vi uddanner journalister der kan sætte deres historier og synsvinkel på verden ind i et bredt perspektiv med analyser af årsager og konsekvenser.

Du lærer på et grundlæggende niveau at gennemføre, analysere og reflektere over den journalistiske arbejdsproces fra ideudvikling over research og kildekritik til det færdige produkt. Du har praktiske værkstedskurser med fokus på vinkling, interview, netjournalistik osv. 

Som en vigtig del af uddannelsen får du kendskab til de institutioner og redaktionelle processer som journalisten indgår i, samt mediehistorie, magtforhold, nyheds- og væsentlighedskriterier, offentlighedsanalyse, medieansvar og journalistisk etik.

En bacheloruddannelse med journalistik på Roskilde Universitet starter med ét års studier inden for et hovedområde - fx Humanistisk Bachelor. Her lærer du hovedområdets grundlæggende teorier og metoder at kende. De sidste to år specialiserer du dig i journalistik og et andet bachelorfag.

Din hverdag på studiet

Som udgangspunkt vil du være på universitet hver dag for at deltage i undervisningen. Du får rig mulighed for at producere 'rigtig' journalistik i din studietid. Vi har vores egen netavis: navisen.dk. Netavisen er en integreret del af et undervisningsforløb på bachelor. Det er de studerende selv, der skriver til avisen, der redigeres af underviserne på faget. Netavisen skrives i kursusperioden i samarbejde med eksterne medier, hvilket betyder, at de bedste artikler bliver publiceret hos vores samarbejdspartnere - blandt andet Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske, Mx.dk og B.T. Vi samarbejder også med TV2 Lorry om magasinprogrammet, RUC Undersøger og har vores egen Youtube-kanal, hvor du kan publicere dine tv-produktioner.

Du har mulighed for at deltage i kurser, events, workshops og konferencer i undersøgende journalistik, som bliver arrangeret af Center for Undersøgende Journalistik (CUJ) - et samarbejde mellem Roskilde Universitet og Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ).

Følg os: Følg Journalistik på Facebook og Twitter

Fra bachelor til kandidat

En bacheloruddannelse fra Roskilde Universitet giver dig adgang til at læse en kandidatuddannelse. Alt efter hvilke(t) fag du vælger på din bacheloruddannelse, har du adgang til en eller flere af vores  kandidatuddannelser.

Særligt om ansøgning og optagelse på Journalistik

Journalistik har særlige optagelsesregler. Ved ansøgning til én af RUCs bacheloruddannelser, skal du anføre, at du vil have Journalistik som dit ene bachelorfag. Journalistik har også særlige kriterier for optagelse via kvote 2.

Adgangskvotienter: Journalistik har særlige adgangskvotienter. Dem finder du under hver enkelt bacheloruddannelse.

Undervisere

Undervisere Journalistik