Intro til uddannelsen

Lær om virksomheders økonomi, organisation, ledelse og afsætning.

Virksomhedsstudier er et fag, du læser som en del af din bacheloruddannelse på RUC. 

Moderne virksomheder skal drives effektivt og samtidig navigere i en omverden, hvor de blive bedømt på mere end deres bundlinje. På Virksomhedsstudier tager vi udgangspunkt i erhvervsøkonomi, men udvider den med samfundsvidenskabelige perspektiver på virksomheders organisation og ledelse.

På bachelorfaget Virksomhedsstudier lærer du at forstå og analysere en virksomhed som både en økonomisk, social og organisatorisk enhed. Du får værktøjer i form af erhvervsøkonomiske teorier og metoder til at forstå den spilleplade, en virksomhed spiller på – fx når det gælder forretningsmodel, ressourcebehov, produkter, afsætning, struktur og ledelse. 

Vi lærer dig bl.a. at læse et regnskab, analysere en virksomheds grundlag og opbygning, og planlægge marketingaktiviteter, både B2B og B2C.

Det særlige ved Virksomhedsstudier på Roskilde Universitet er, at du har mulighed for at specialisere dig inden for forskellige dele af virksomhedsstudier, alt efter interesse. Afhængig af hvilket andet bachelorfag, du vælger at kombinere med, kan du brede den erhvervsøkonomiske faglighed ud til at omfatte fx kommunikation, arbejdslivsstudier eller psykologi. 

Det giver dig flere perspektiver på studiet af virksomheden, fra det sociologiske til det mere markedsorienterede – og dermed får du et stærkt fundament for dit kommende arbejdsliv.

Din hverdag på studiet

Virksomhedsstudier er et relativt stort fag på Roskilde Universitet, og du vil møde studerende med vidt forskellige baggrunde og vinkler på faget. Det giver et dynamisk og engageret studiemiljø, hvor vi aldrig går af vejen for en god diskussion. 

Du har gode muligheder for at lære folk at kende – dels gennem projektarbejde og dels til temaseminarer, og du er selv med til at præge det sociale miljø på studiet. På temaseminarerne kan du også få indblik i de områder, som du synes er mest spændende, og diskutere dem med andre studerende.

Vi har et fagudvalg af studerende, der står for at arrangere virksomhedsbesøg og forelæsninger, som tit bliver efterfulgt af cafebesøg og hygge. Festudvalget arrangerer også en række fester i løbet af året.

Fra bachelor til kandidat

En bacheloruddannelse fra Roskilde Universitet giver dig adgang til at læse en kandidatuddannelse. Alt efter hvilke(t) fag du vælger på din bacheloruddannelse, har du adgang til en eller flere af vores  kandidatuddannelser.

Undervisere

Undervisere Virksomhedsstudier