| Nyhed

Studerende hjælper grossist af haveprodukter med udvidelse til udenlandske markeder

Fausol, der forhandler varer til havefolket, har samarbejdet med studerende fra Roskilde Universitet om analyser af markeder i Sverige, Norge, Finland og Holland.
Kim Faurbjerg, CEO, Fausol
Kim Faurbjerg, direktør, Fausol. Foto: RUC Kommunikation & Presse


Hvordan kommer man som dansk virksomhed ind på det finske og det hollandske marked? Hvordan ser konkurrencen ud, og hvordan kan sociale medier hjælpe til at udvide kendskabet til varerne?

Det er bare nogle af de spørgsmål, som virksomheden Fausol har fået svar på gennem samarbejder med studerende fra Roskilde Universitet.

”Vi har fået nogle gode analyser, og jeg ser en stor værdi i det,” siger Fausols direktør Kim Faurbjerg.

Gennem de seneste år har Fausol gennemført to samarbejder med studerende og er i gang med et tredje forløb.

Fausol handler med planteskoler, byggemarkeder, supermarkeder og lignende butikker og leverer alt, hvad havefolket ønsker sig fra frø over myrelokkedåser, muld og gødning til redskaber. Virksomheden har hovedsæde i Region Sjælland men er aktiv i Danmark, Norge, Sverige og Finland og lurer også på at komme ind på det hollandske marked.

Virksomheden er i sin tid startet som en iværksættervirksomhed af Kim Faurbjergs forældre, og den entreprenante tilgang er stadig fremherskende i Fausol.

”Vi spejder efter, hvordan vi eventuelt kan købe et nyt firma eller udvikle et nyt land. Vi plejer at sige, at der skal ske noget nyt hvert år. Så entreprenørskabet er der stadig,” fastslår Kim Faurbjerg.

Det er her, samarbejderne med de studerende fra Roskilde Universitet kommer ind. Det første samarbejde handlede om eksport til Holland, mens det andet handlede om virksomhedens webbutik i Sverige.

”Lige nu handler det om penetrering af det finske og norske marked set med nye øjne. Hvordan kan man gøre det på en anden måde, end vi gør i dag? Vi synes ikke, det kører stærkt nok, så vi kan måske finde andre salgsstrategier eller salgskanaler,” forklarer direktøren.

Via samarbejdet med studerende har han fået indblik i forbrugeradfærd, prisniveau, og hvordan markedsføring påvirker forbrugerne.

”Vi har fået analyseret forskellige aspekter som markedsføring, demografiske forhold og konkurrenceforhold, så vi derigennem har fået en markedsanalyse, der kan hjælpe os med at udvide disse markeder, som vi gerne vil gøre større,” siger Kim Faurbjerg.

Fausol har arbejdet sammen med studerende fra uddannelserne Virksomhedsledelse og Business Administration and Leadership.
 

Positivt overrasket over kvalitet

Kim Faurbjerg oplever, at han og Fausol har fået meget ud af at samarbejde med studerende fra Roskilde Universitet.

”De studerende har haft god tid til at forfine deres analyser og gøre det endnu bedre, end hvis vi havde sat et konsulentbureau på opgaven. Jeg har været virkelig overrasket over kvaliteten. De studerende har lavet deres analyser baseret på et dybtgående datagrundlag, hvor de har undersøgt alt fra demografi til information om konkurrenter og priser,” siger han og tilføjer:

”Ofte kører hverdagen, og så kan man glemme at bruge et øjeblik på at kigge ned i detaljerne, men når man gør det, får man ny data og nye overvejelser. Det er en kombination af, at man får bekræftet nogle antagelser, man har haft, og som man kan bygge videre på. Og andre gange får man ideer om, hvad man ellers kan gøre i forhold til for eksempel markedsføring eller salgskanal, eller hvad man skal gøre for at vinde forbrugernes gunst. Det er en blanding af en blåstempling af egne fornuftige ideer og nye indspil,” forklarer Kim Faurbjerg.

 

Om Fausol

Fausol er en grossist, der forhandler gødning, blomster- og grøntsagsfrø, muld, græsfrø, redskaber og andet tilbehør.

Virksomheden handler primært med planteskoler, byggemarkeder, supermarkeder og lignende butikker, som sælger til havefolket.

Fausol er en dansk familieejet virksomhed, som blev grundlagt i 1969. Virksomheden har haft base i både Roskilde og Tune, men har nu hovedsæde i Bjæverskov.

Virksomheden har 40 medarbejdere.

Ud over Danmark gør Fausol sig på markederne i Norge, Sverige og Finland og er i gang med at udvide til Holland.

Kilde: fausol.com

Projektsamarbejde mellem virksomheder og studerende

Samarbejdsprojekter mellem virksomheder og studerende starter to gange om året – i februar og september.

Samarbejdet varer i fire-fem måneder indtil semesterets afslutning i henholdsvis juni og december.

Gruppernes størrelser er typisk på 2-5 studerende, og hver studerende bruger mellem 200 og 400 timer på projektet.

Virksomheden aftaler individuelt med de studerende, hvor mange ressourcer virksomheden sætter af til samarbejdet. Det vil typisk være 30-40 timer i det samlede projektforløb.

Deadline for tilmelding til projektsamarbejde med studerende er 10. januar og 10. august.

Interesserede virksomheder kan kontakte Mogens Riber, Business Relationship Manager, Roskilde Universitet. E-mail: mogensr@ruc.dk eller telefon 2563 7080