Karriereprofil Tobias Mollerup
IT Management Consultant hos PA Consulting Group A/S
Cand.Scient i Informatik + Kommunikation, 2016
Hvad arbejder du med?
Jeg er ansat hos PA Consulting Group A/S, hvor jeg rådgiver offentlige og private kunder omkring deres it-løsninger. Typisk arbejder jeg sammen med et team af konsulenter om at løse et afgrænset projekt hos en kunde. Mine opgaver varierer en del, men er især fokuseret omkring kortlægning og optimering af forretningsprocesser, selektion og sourcing af it-forretningsløsninger samt mere klassisk projekt- og implementeringsstøtte.
Hvorfor valgte du Roskilde Universitet?
Jeg startede på Humanistisk-Teknologisk Bachelor, fordi jeg altid har haft en generel interesse for teknologi. Det undrede mig især, hvordan der kunne blive designet genstande, der ikke var i nærheden af at opfylde selv enkle og basale krav. F.eks. mine forældres elkedel, der ikke kunne hælde ordentligt, så det kogende vand i bedste fald ramte bordet og ved mere uheldige lejligheder gulvet og min fod. Jeg måtte finde ud af, hvordan designprocesser fungerede og lære, hvordan jeg kunne undgå at lave de samme fejl.
Hvordan bruger du dine kompetencer fra Roskilde Universitet i dit arbejde?
I mit arbejde som konsulent hos PA Consulting Group A/S bruger jeg dagligt mine kompetencer fra min uddannelse. Jeg tilgår hovedparten af mine opgaver med et design-approach, som tager udgangspunkt i målgruppen og indeholder flere iterationer undervejs. Derudover anvender jeg især min indsigt i it-projekter, organisationsteori og implementering til at analysere komplekse it- og forretningsmæssige problemstillinger. Jeg har blandt andet bidraget med en dataanalyse hos en offentlig myndighed, hvor vi undersøgte effekten af deres it-strategi. Jeg har også biddraget til en implementering af et økonomisystem (ERP) i en dansk produktionsvirksomhed.
Deltag i Case Competitions. Det er sjovt, ufarligt og lærerigt!
Mine råd til dig, der overvejer at læse uddannelsen er: Søg et studierelevant arbejde og deltag i Case Competitions. Det er sjovt, ufarligt og lærerigt! Sørg for at skrive minimum et af de sjove og gøglede projekter, der kan handle om alt mellem himmel og jord: Tesla coils mod myg, afspærring for istapper, cykelvæddeløb på Nørrebrogade ... listen er lang. Husk også at skrive virkelighedsnære semesterprojekter, der har en værdi, ud over det rent studiemæssige, for samfundet og/eller erhvervslivet. Det kan lede til jobmuligheder efterfølgende.
Læs mere om fagene på bacheloruddannelsen