Karriereprofil Signe Gren
Marketingansvarlig hos Heartbeats
Cand.comm. i Kommunikation, 2016. (Uddannelsen hedder nu Strategisk Kommunikation og Digitale Medier)
Hvad arbejder du med?
Mit arbejde som marketingsansvarlig består i at udbrede kendskabet til Heartbeats, bl.a. via vores tilstedeværelse på sociale medier, så endnu flere kan få glæde af vores artikler, videoer, podcasts og live radio. Mere konkret indebærer mit arbejde idéudvikling, planlægning, eksekvering af indhold og kampagner på sociale medier, herunder opsætning af annoncer og analyse af data. Men da Heartbeats’ forretningsmodel er baseret på branded content, hvor fx Mercedes Benz er sponsor på en podcast, står jeg også for at udarbejde strategier for, hvordan vi distribuerer indholdet i samarbejde med kunden.
Hvorfor valgte du Roskilde Universitet?
Jeg valgte Roskilde Universitet, fordi jeg var rigtig glad for samfundsfag i gymnasiet og havde et ønske om at kombinere det med kommunikation. Derfor startede jeg på samfundsvidenskabeligt basisstudie og fortsatte med en bachelor i virksomhedsstudier og kommunikation. Her fandt jeg ud af, at kommunikation virkelig var det, der havde min interesse. Da kandidatuddannelsen i Kommunikation blev oprettet, var valget derfor nemt for mig, da jeg nu fik mulighed for at forddybe mig i netop kommunikation. Det valg har jeg bestemt ikke fortrudt.
Hvordan bruger du dine kompetencer fra Roskilde Universitet i dit arbejde?
Uanset om det er konceptudvikling af en ny podcast eller udarbejdelse af indhold til sociale medier, har uddannelsen i Kommunikation lært mig, hvor vigtigt det er at have målgruppen for øje, og hvad det er, vi som afsender ønsker at opnå med det specifikke indhold.
Kandidaten har givet mig en stor ballast inden for strategisk kommunikation, og dét at en virksomhed eller organisations kommunikation skal understøtte den overordnede vision og mission
Kandidaten har givet mig en stor ballast inden for strategisk kommunikation, og dét at en virksomhed eller organisations kommunikation skal understøtte den overordnede vision og mission. En anden ting jeg ofte trækker på fra RUC, er vigtigheden af at forventningsafstemme - uanset om det er i gruppearbejdet på studiet eller i arbejds- og kunderelationer. Hvis man over for ens leder såvel som kunder spørger: "Hvornår er jeg en succes?", får man klarlagt, hvilke parametre man bliver målt og vejet på. Sidst men ikke mindst, er det virkelig gået op for mig, at "hvis man vil være alt, bliver man intet" - og så er vi tilbage ved det overordnede formål med kommunikationen, og hvad man ønsker at opnå med den.
Mine gode råd til dig, der vil læse uddannelsen, er:
- Hvad brænder du for? Skriv projekter og vælg kurser der relaterer sig til det.
- Organisér din studietid og vær skarp på, hvad du har skrevet projekter om. Det er guld værd, når du skal skrive CV samt sidder til jobsamtalen.
- Ha’ din værktøjskasse i orden. Sørg for at tilegne dig kompetencer foruden dem du får på uddannelsen, fx viden om Facebook-annoncering, videoredigering etc.
- Gør dig bemærket og interessant – deltag i gå-hjem-møder, vær aktiv på Twitter, skriv blogindlæg på LinkedIn.
- Deltag aktivt i studielivet – relationer og et stort netværk er uvurderligt.
Læs mere om fagene på bacheloruddannelsen
Relevante kandidatuddannelser på Roskilde Universitet