Karriereprofil Nanna Nørregaard
Journalist og nyhedsvært, P3Nyheder og DR Nyheder
Cand. comm i Journalistik og Dansk, 2014
Hvad arbejder du med?
Jeg arbejder primært som nyhedsvært på P3. Sammen med min redaktør bearbejder jeg dagens nyhedsudbud, så det passer til P3's format. Vores nyheder er korte og skarpe, og vi bruger rigtig mange kræfter på både det sproglige og på vinklingen, så begge dele matcher vores specifikke målgruppe: Unge og de yngste af de voksne radiolyttere. Jeg laver indimellem også helt almindelig nyhedsjournalistik som radioreporter ude i marken eller hjemme i redigeringsrummet på redaktionen.
Hvorfor valgte du Roskilde Universitet?
Jeg kunne godt lide bredden og tyngden i uddannelsen. Og jeg kunne godt lide tanken om både at være akademiker og håndværker. Det gav mig noget, jeg ikke kunne finde på andre journalistuddannelser.
Hvordan bruger du dine kompetencer fra Roskilde Universitet i dit arbejde?
Jeg bruger dagligt i mit arbejdsliv de kompetencer og den ballast, RUC har givet mig. Helt konkret, blandt andet fordi RUC'ere kan samarbejde: Vi lærer fra første semester at indgå i et gruppearbejde og hele den proces, der ligger bag. Både når det handler om at argumentere for sine egne holdninger, lytte til andres og at kunne overgive sig, hvis man har taget fejl.
Derudover så ved vi også, hvor meget pay-off det giver, når man står på skuldrene af hinanden. Sammen - med flere øjne og flere hjerner - får man det bedste og stærkeste produkt. Også hvis det betyder, at du selv skal løfte tungest i perioder.
Gør dig umage og sug alt, hvad du kan, til dig
Journalistuddannelsen på RUC er mere kort og intens, hvis man sammenligner med de andre journalistuddannelser. Du kommer ikke sovende igennem, hvis du vil noget med din uddannelse. Så mit råd til dig, der overvejer at læse uddannelsen er: Tag en dyb indånding, gør dig umage, og sug alt, hvad du kan, til dig - du skal have mest muligt ud af semestrene.
Læs mere om fagene på bacheloruddannelsen
Relevante kandidatuddannelser på Roskilde Universitet