Karriereprofil Mikkel Gjelstrup
Medstifter af Andel
Kandidat i Performance Design + Virksomhedsstudier, 2009. Har suppleret med ledelses- og strategifag på CBS.
Nuværende job
Medstifter af Andel.
Andel er et kollektiv af frie og selvstændige rådgivere. Vi har hver vores spidskompetencer, men arbejder alle med udviklings- og formidlingsprojekter, der bringer mennesker og aktører sammen om at udvikle nye løsninger, ny viden og om at sætte nye dagsordener.
Vi tror på, at det er samarbejde og fællesskaber, der skal drive en positiv udvikling i vores samfund. Det vil vi gerne bidrage til med det vi har at byde på professionelt og menneskeligt.
Bestyrelsesmedlem i Lokale og Anlægsfonden
Hvad arbejder du med?
I Andel arbejder vi med udviklings- og formidlingsprojekter inden for by, byggeri, kultur, idræt og sociale indsatser.
Mere konkret:
- at drive og facilitere udviklingsprocesser, der samler mennesker på tværs af organisationer og kulturer om at skabe nytænkende, effektfulde og bæredygtige løsninger.
- at involvere og engagere brugere og borgere i byområder, kulturhuse, idrætsfaciliteter. Både i udvikling via design og facilitering af workshops og processer. Men også i driften ved at udvikle strategier for brugerinddragelse, fleksibel organisering og samskabelse.
- at udvikle forankringsstrategier for sociale og frivillige indsatser hos kommuner, fonde, foreninger, Ngo’er, private etc. med fokus på skalering, styrket effekt og bæredygtig drift/forretning.
- at udvikle modeller for samarbejde på tværs af forvaltninger, foreninger, Ngo’er, frivilliggrupper, private etc. så nyskabende, mere effektfulde og billigere løsninger opstår.
- at udvikle og afvikle arrangementer og workshops i stor og lille skala med byen, kulturen eller idræt som omdrejningspunkt.
Hvorfor valgte du Roskilde Universitet?
Et fokus på samarbejde, proces og projektarbejde. Og så passede det mig fint, at basis varede et par år, så jeg havde tid til at finde ud af, hvad jeg ville læse på overbygningen.
Hvordan bruger du dine kompetencer fra Roskilde Universitet i dit arbejde?
Igennem hele mit arbejdsliv er jeg blev kastet ud i udfordringer, jeg ikke har prøvet før, men hvor jeg skal gøre det bedste jeg kan, med hvad jeg kan. Og det har jeg prøvet mange gange før på RUC. At bruge min kritiske og kreative generalist-baggrund til at udvikle den bedst mulige metode til at løse den udfordring, jeg står overfor.
For mig har RUC været en lang mulighed for at lave udviklingsorienterede praksisprojekter baseret på samarbejde - og det er egentligt også det, jeg laver i dag.
Mit arbejde som udviklingschef i GAME kom ud af et studiejob. Min nystartede virksomhed er startet med folk fra den virksomhed, hvor jeg var i praktik
For mig har det stærkeste været studiets mulighed for at koble teori og praksis. Så mine råd til dig, der ønsker at læse uddannelsen er:
- Få et relevant studiejob
- Tag et praktikforløb
- Lav praktisk relaterede projekter