Karriereprofil Lotte Klinte
Project Manager / Consultant i NIRAS
Kandidat i Geografi + International Development Studies, 1997
Hvad arbejder du med?
Jeg er ansat i den internationale afdeling, hvor vi arbejder med udviklingsprojekter i Asien, Afrika og Europa. Vi byder på opgaver for Danida, EU og andre donorer inden for sektorer som klima, miljø, landbrug, vand, og ”governance” i bred forstand. Det kan være opgaver om at formulere et nyt program eller implementere korte eller flerårige programmer. Vi kan også stå for at evaluere projekter eller programmer.
Jeg er projektleder, hvilket bl.a. betyder, at jeg støtter teamet teknisk, især ved at sparre med teamlederen og kvalitetssikre rapporter, og jeg står for administration af kontrakter. På de længerevarende opgaver tager jeg på projektbesøg ca. en gang om året. Jeg udfører også kortere konsulentopgaver. Eksempelvis var jeg sidste år i Tanzania og udarbejde guidelines til et program med fokus på Human Rights Based Approach. På en opgave i Mali underviste jeg bl.a. i Theory of Change og assisterede deltagerne i at benytte metoden konkret i deres organisation. Desuden arbejder jeg med at vurdere, hvilke opgaver vi skal byde på, og jeg udarbejder tilbud på projekter. Det indebærer at analysere det område, opgaven handler om, finde de rette konsulenter, og skrive det tekniske og finansielle tilbud.
Hvorfor valgte du Roskilde Universitet?
Jeg kunne godt lide idéen om at arbejde i grupper, og jeg havde svært ved at finde ud af, hvilken naturfaglig linje, jeg ville læse. Basisuddannelsen gav tid til at få mere kendskab til enkelte fag og tilbød en bredere vifte af kurser. Jeg tænkte, at jeg ville læse Biologi. Det endte så i første omgang med Geografi, hvor min vinkling var naturfaglig. Senere startede jeg på International Development Studies, og i mit speciale kombinerede jeg de to fag.
Hvordan bruger du dine kompetencer fra Roskilde Universitet i dit arbejde?
Jeg arbejder mest i projekter, og teamet skal fungere på tværs af tekniske kompetencer. Jeg arbejder ofte i krydsfeltet mellem det samfundsfaglige og naturfaglige, hvor det er en fordel at kunne relatere til begge. I en opgave i Botswana samarbejdede jeg eksempelvis med en biolog om at formidle forvaltningsplanen for deltaet. Biologen beskrev især biologiske processer i Okavango Deltaet, og jeg beskrev institutionelle aspekter. De mere generelle kompetencer med at arbejde projektrelateret, turde kaste sig ud i en opgave, strukturere den og finde information. Det kommer nok i høj grad fra RUC, men er ikke noget jeg tænker over til daglig.