Karriereprofil Karina Lykke Karlsson
Arbejdsmiljøkonsulent på Konventum, LO-skolen
Kandidat i Arbejdslivsstudier + TekSam - miljøplanlægning, 2009
Hvad arbejder du med?
Jeg underviser, faciliterer og er proceskonsulent – det generelle fokus er udviklingen af bedre arbejdspladser, samarbejde og relationer. Jeg underviser primært arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter og mine områder er: psykisk arbejdsmiljø, arbejdsmiljøregulering, arbejdsmiljøorganisationens arbejde og AMR’s roller og opgaver, virksomhedens sociale kapital, kommunikation, forandringer, samarbejde, læringsstile. Jeg arbejder også med projekter.
Jeg underviser på akademiuddannelsen i arbejdsmiljø, arbejdsmiljøledelse, Ledelse i praksis, Organisation og arbejdspsykologi
Projekterne er f.eks. udvikling af undervisningsmaterialer. Projekter, hvor lokale arbejdsmiljørepræsentanter og repræsentanter fra de lokale fagforeninger, i en proces over tid, udvikler arbejdsmiljørepræsentanterne, så de bliver mere proaktive og tage initiativ og søger indflydelse på deres arbejdspladser.
Jeg driver et netværk for arbejdsmiljøkonsulenter i LO fagforbund.
Hvorfor valgte du Roskilde Universitet?
Fordi jeg mente, at måden undervisningen foregik på ville passe bedre til mig end f.eks. Københavns Universitet. Organiseringen i projektgrupper gjorde udslaget.
Hvordan bruger du dine kompetencer fra Roskilde Universitet i dit arbejde?
Meget konkret og direkte overført, når jeg underviser på akademiuddannelserne, hvor de studerende skal tilegne sig akademiske færdigheder. Jeg underviser i metode og i det at anvende teori ift. et praksisproblem.
Generelt kræver mit arbejder at jeg hurtigt kan sætte mig ind nye og komplicerede emner, for efterfølgende at undervise i emnet. Det har min uddannelse på RUC givet mig stærke kompetencer til.
Når jeg samarbejder med andre ved jeg, at forskellige fagligheder og vinkler styrker løsningen af en given opgave. Jeg har lært at feedback og kritik af f.eks. mit skriftlige arbejde ikke er en kritik af mig som person og at kritikken/feedbacken er med til at kvalificere arbejdet meget mere.
Vælg projektemner efter det, du brænder for og ikke efter, hvem du kommer godt ud af det med
Mit råd til dig, der overvejer at læse uddannelsen er: Gå tidligt i gang med projektopgaven :) Jo tidligere du kommer i gang, jo bedre resultat. Det erfarede jeg allerede, da jeg læste, og i dag kan jeg tydeligt se, at de af mine studerende, som kommer i gang med projektarbejdet tidligt er dem, der får de bedste karakterer og er dem, der lærer mest. Det gør de, fordi processen har så stor betydning for læringen, og at muligheden for kvalificeret vejledning er bedst, når der er meget og bearbejdet tekst at vejlede på.
Vælg projektemner efter det, du brænder for og ikke efter, hvem du kommer godt ud af det med. De kompetencer, du opnår, ved at samarbejde med mange forskellige mennesker, kan ikke opdrives andre steder. Det er en sindssyg god ballast at have med sig i arbejdslivet.
At studere er en lang proces, hvor det kan føles som om, det meste foregår i blinde – der er rigtig meget læring på bagkant, når rapporten er afleveret, under forberedelsen til eksamen og til sidst selve eksamen.
Husk at have det sjovt – den fleksibilitet og selvstyring, du har, mens du studerer, er unik, så nyd det.
Læs mere om fagene på bacheloruddannelsen
Relevante kandidatuddannelser på Roskilde Universitet
Bæredygtig Omstilling (TekSam)