Ord i paradis

Vanuatu er også et paradis for lingvister, for øgruppen er et af de steder i verden, hvor der er størst sproglig diversitet. Udover kreolsproget taler lokalbefolkningen typisk flere andre sprog. Og nye sprog opstår nærmest for øjnene af en. I alt tales der ca. 125 sprog på øgruppen, lyder vurderingen. Om sproget bislama fortæller Carsten Levisen: 

»De fleste ord i bislama er fra engelsk, og jeg plejer at sige, det er det eneste ved det, der er engelsk. Grammatikken er anderledes, udtalen er anderles, betydningerne er anderledes. Og rigtig mange kan ikke engang høre, at mange ord kommer fra engelsk - det er radikalt anderledes,« forklarer Carsten Levisen. 
 

Kollektivistisk samfund

I Levisens forskning lader han sproget tegne et portræt af kulturen. Ligesom at ’jantelov’, ’tryghed’ og ’hygge’ fortæller os en del om den danske kultur, og hvem vi er som folk – så er der helt andre centrale ord, der beskriver folket på Vanuatu.

Carsten Levisens indledende udsagn på bislama – som betyder ’Hva’ så, svoger? Går det godt?’ - understreger en af de centrale pointer fra hans seneste feltarbejde: Vanuatu er et samfund, som er gemmesyret af kollektivisme, og det kommer tydeligt til udtryk i sproget. 

»Det er virkelig kollektivistisk. Det er sådan i Vanuatu, at vi er alle forbundne, og det er sproget med til at vedligeholde,« forklarer Carsten Levisen. 

Når jeg er i Vanuatu, så er jeg en del af et slægtskabssystem.

Fx tiltaler Levisen aldrig sin lokale ven Augustrons ved navn, han kalder ham altid ’brata’ (bror). Hans jævnaldrende kvindelige venner er ’sista’ (søster).  Og Augustrons kæreste kalder han tawi, som betyder ’svigerinde’. Hvis folk er lidt ældre, kalder man dem 'ankel' (onkel) eller ’anti’ (tante). Hvis man kører i bus, så tiltaler man chaufføren ’ankel’, hvis han ligner en på ens forældres alder.

»Når jeg er i Vanuatu, så er jeg en del af et slægtskabssystem. Sådan gør man der. Det at sige folks navne, er noget man gør til børn, eller noget der virker voldsomt distancerende,« forklarer Carsten Levisen.

Den kollektivistiske tilgang betyder også, at man lever sammen i storfamilier, hvor alle bor sammen. Og hvis man har penge og ressourcer, så deler man dem med de andre. Derfor er det stort set ingen tiggere på Vanuatu, fortæller Carsten Levisen. 

Trickery-culture

Det hører også med til det kollektivistiske samfund, at alle på Vanuatu holder øje med, hvad hinanden laver, fortæller Carsten Levisen. Man drager omsorg for hinanden, men overvåger også hinanden. Hvem går på natklub? Noget, der betragtes som syndigt i det kristne samfund. Er der nogen, der ikke passer deres skole? Og hvem hænger ud med hvem? Fx har Carsten Levisen oplevet af blive kontaktet på sms af en kæreste til en af sine venner. Hun ville vide, hvor kæresten befandt sig.

»"Er du sammen med min kæreste lige nu?", skrev hun. "Nogat", svarer jeg, som betyder ’nej’. Selvom han sidder lige ved siden af mig. Hvor jeg tænker: det må man jo ikke – det er løgn, men på Vanuatu er det bare giaman.«

Og det kan ikke sammenlignes med det at lyve i vestlig kultur, understreger Levisen.

Hvis man vil have en lille smule til sig selv, så kan det nemlig være en god overlevelsesstrategi ikke at dele alt eller at fortælle alle alt i et kollektivistisk samfund.

»Hvis nogen spørger mig: "Hvor skal du hen nu?" Så kan jeg godt sige "den vej" – og så går jeg den modsatte vej. Hvis jeg skal møde nogen, som jeg ikke nødvendigvis vil have, at vedkommende skal møde. Som feltarbejder er man nødt til at agere ligesom lokalbefolkningen, hvis man vil deltage så meget som muligt. Det var svært for mig i starten. Men giaman er noget andet end at lyve. Det er tættere på det her med trickery (jf. snyd og narrestreger, red.), men vi har ikke et præcist ord for det på dansk,« forklarer Carsten Levisen.
 

Nyfortolkning af Kejserens nye klæder

Og giaman er netop et af de helt centrale ord for Vanuatu, forklarer Carsten Levisen.

Giaman kommer også til udtryk i oversættelsen af H.C. Andersens berømte eventyr ’Kejserens nye klæder’ – eller ’Niufala klos blong hae jif’ ('Den høje høvdings nye tøj'), som den hedder på bislama. En dag bad to af Levisens venner fra Vanuatu ham om at fortælle en historie. Nu havde de fortalt ham så mange historier - nu var den hans tur til at fortælle en:

»De bad mig fortælle en historie fra ’ol bubu blong mi’ altså en historie fra mine forfædre. Den slags historier er meget værdifulde i Vanuatu. Så tænkte jeg: H.C. Andersen,« fortæller Carsten Levisen.

Carsten Levisen oversatte direkte fra guldalderdansk til bislama, så godt han kunne. En indfødt tolk gennemskrev det efterfølgende. Sammen ledte de efter et godt ord for ’bedragerne’, som det hedder på guldalderdansk. De to skræddere, der bedrog kejseren. Men i nyoversættelsen ’giamanede’ de ham, forklarer Carsten Levisen.

»Bedragerne bliver set som heltene, der får den høje høvding ned med nakken. Når han går nøgen ned ad vejen, så blev mine venner i Vanuatu vildt begejstrede - ’hold kæft det er godt det her!’ - På et tidspunkt går det op for kejseren, at han er blevet snydt, og så står han der i alt sin skamfulde nøgenhed. Og i det øjeblik ruller folk sig bogstaveligt talt på gulvet af grin. Der fik de her ’tufala giaman man’ (de to bedragere, red.) kejseren ned med nakken, og det synes de er vidunderligt. Og det er fordi, at giaman er en del af deres fortællehistorie, hvor der er de her tricksters, som er genkendelige for dem fra start. Men i H.C. Andersens univers er heltene jo ikke bedragerne.«
 

Flersprogethed som styrke

Carsten Levisen bryder i sin forskning med vanetænkningen i vestlig sprogforskning, og det er vigtigt for ham at bidrage med nye perspektiver på sprog:  

»I Stillehavet har der altid været stor diversitet, og det har aldrig været et problem. I Danmark er flersprogethed blevet noget negativt og problematisk. I Vanuatu er det omvendt. Sprog er hård valuta, for så kan man tale med mange flere mennesker. Det skandaløse i Stillehavet ville være, hvis man kun kunne ét sprog,” fortæller Carsten Levisen.

Den udvikling, der pågår på mange stillehavsøer er også relevant for resten af verden, påpeger han:

»I den her globaliseringstid, hvor folk flytter rundt i hele verden, er det vigtigt at forstå, hvad kreolisering er. Man kan sige, at vi har en enorm kapacitet til at bøje og genopfinde engelsk på radikale måder, så vi i virkeligheden får diversitet gennem engelsk. Det er ikke kun er et dræber-sprog, der ødelægger diversiteten.«

Vi bliver en forfærdelig, enøjet nation, en etsproget sump af kedsommelighed, hvis vi ikke værdsætter diversitet og forstår den.

Carsten Levisen lægger ikke skjul på, at han synes, at det er ærgerligt, at man har lukket mange sprogfag på universiteterne. Det gør os fattigere, mener han:   

»Jeg mener, at vi nu må gentænke den måde, vi underviser på i sprog, så den passer bedre til den globale virkelighed. Den måde vi tænker, taler og føler på er bundet op på sproget. Vi bliver en forfærdelig, enøjet nation, en etsproget sump af kedsommelighed, hvis vi ikke værdsætter diversitet og forstår den.«

»Det er enormt spændende, at man kan låne en engelsk overflade, og så fylde det ud med dyb, kulturel stillehavsbetydning. Man låner på kryds og tværs for at kreolisere sig frem til noget, der fungerer. Med 7000 forskellige sprog i verden, kan man sige, at vi indtil videre har 7000 forskellige løsninger på, hvordan vi taler, tænker og føler,« siger Carsten Levisen.

Sprogvidenskab vedrører os alle, påpeger forskeren:

»Hvis vi skal have hjælp til at forstå Europas fremtid som et sted med en enorm sammensathed sprogligt og kulturelt – hvor det ikke længere er sådan, at i Danmark taler man dansk, og i Polen taler man polsk. Så har vi brug for hjælp fra Stillehavet,« konstaterer Carsten Levisen.  

Carsten Levisen underviser på Humanistisk Bachelor og på kandidatfaget Dansk. Han er en del af Det Unge Akademi, som er et videnskabeligt forum under Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, for unge, særligt talentfulde forskere.

Artiklen er udgivet i Rubrik #13, 2018