| Forskningsnyt

Lundbeckfonden giver to mio. kr. til forskning i corona-immunitet

Forskere fra Roskilde Universitet skal kortlægge niveauet af antistoffer imod coronavirus i Danmark.
Blodprøver i et stativ
Lundbeckfonden støtter projektet med i alt to mio. kr. Foto: Colourbox

Hvor hurtigt udvikler corona-immuniteten sig i den danske befolkning, og hvor i det samlede pandemi-forløb er Danmark? Det skal undersøges i et projekt under ledelse af Karen Angeliki Krogfelt, professor (mso) i medicinsk mikrobiologi ved Roskilde Universitet.
 
I det nye forskningsprojekt skal der bl.a. undersøges for antistoffer mod COVID-19 i blodprøver, som sendes til Danmarks Nationale Biobank fra alle type patienter, der i epidemiperioden har været i kontakt med sundhedsvæsenet uanset årsag. Studiet vil dermed kunne belyse potentielle forskelle i dannelse af antistoffer hos hhv. mænd, kvinder og i forskellige aldersgrupper.  

”Vi vil gerne afklare niveauet af corona-antistoffer i den danske befolkning under epidemien. Dermed får vi mulighed for at sammenligne niveauet af antistoffer med samme periode sidste år forud for epidemien. På den måde kan vi kortlægge, hvornår epidemien er startet, og hvor hurtigt der er udviklet antistoffer i befolkningen.

Den viden vil give os et langt bedre udgangspunkt for at udvikle strategier til bekæmpelse af COVID-19 ved en eventuel anden bølge”, siger Karen Angeliki Krogfelt.

I studiet deltager foruden forskere fra Institut for Naturvidenskab og Miljø ved RUC også forskere fra Statens Serum Institut og Nordsjællands Hospital. Lundbeckfonden støtter projektet med i alt to mio. kr.

Forskerne fra RUC og Statens Serum Institut har desuden undersøgt ni forskellige tests for antistoffer imod coronavirus, og dette arbejde er blevet omtalt i den amerikanske avis New York Times

Mere information:

Kontakt professor (MSO) Karen Angeliki Krogfelt, karenak@ruc.dk 
 

Vil du løse lignende udfordringer i virkeligheden gennem naturvidenskab?

Læs mere om vores uddannelser:

Naturvidenskabelig Bachelor

Kandidatuddannelse i Kemi og Medicinalbiologi

Kandidatuddannelse i Medicinalbiologi og Molecular Biology

Kandidatuddannelse i Chemistry og Molecular Biology