Karriereprofil Mikkel Hartmann Hansen
Lead Data Scientist i VITAL BEATS
Cand.scient fra Roskilde Universitet i Fysik + Matematik
Hvad arbejder du med helt konkret?
Jeg har været med til at lave en teknologisk kommunikationsplatform, som forbedrer og forfiner kontakten mellem læger og patienter med pacemakere. Når en patient med pacemaker får et hjerteanfald, er det super vigtigt, at information og kommunikation mellem læge og hospital flyder korrekt – og ikke mindst hurtigt!
Det er her, jeg kommer ind i billedet. Mit job er at give lægen et overskueligt overblik over situationen, så han hurtigt kan tage den rigtige beslutning for sin patient.
Vores virksomhed er en såkaldt start-up og er udsprunget af et forskningsprojekt støttet af højteknologifonden. Lige nu er der over 300 hjertepatienter fra Rigshospitalet, der har gavn af vores teknologi. Det kan godt gøre mig lidt stolt. Men vi er først lige begyndt – næste step er resten af landets hospitaler. Og hvis det stod til mig: hele verden! Det her er jo et projekt helt uden tabere - til gavn for patienten, de pårørende, samfundet og landets økonomi.
Hvordan bruger du dine kompetencer fra Roskilde Universitet i dit arbejde?
Som person har jeg altid været optaget af at ændre og forbedre ting. Matematikken er selvfølgelig grundstenen i alt mit arbejde, men hvis du spørger, hvad der driver mig, så skal projektet først og fremmest være vigtigt. Det skal give mening – og det skal kunne bruges i virkeligheden. Det er noget af det jeg har med fra RUC.
Min rolle er at navigere mellem programmører og professorer – og jeg skal vide, hvornår der skal dykkes længere ned i projektets detaljer – og hvornår vi skal blive oppe i overfladen. Den opgave falder mig helt naturlig fordi jeg kommer fra RUC.
På RUC er vi meget projektorienterede og ekstremt tværfaglige under hele studieforløbet – og du får valget - og ansvaret - for at lavet det projekt, du synes er sjovest. Det er frihed under ansvar og en stor tillid, man viser til de studerende. Den tillid har jeg taget med mig.