Ph.d.-programmet Sundhed og Samfund
Om programmet
Ph.d.-programmet Sundhed og Samfund er et forskeruddannelsesprogram under Forskerskolen Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet. Programmet danner ramme om sundhedsforskning forankret indenfor og på tværs af samfundsvidenskab, humaniora og sundhedsvidenskab.
Programmet, der har eksisteret siden 2013 har solid erfaring med samarbejde om sundhedsforskning med mange forskellige partnere (offentlige og private) både i Danmark og internationalt.
Forskeruddannelsen retter sig mod at uddanne forskere, der metodisk og teoretisk kan udvikle og gennemføre forskningsprojekter, der bidrager til forskning og praksis, med udgangspunkt i aktuelle sundhedsrelaterede problemstillinger. Forskningen i programmet rummer både kliniske interventionsstudier og studier af hvordan sygdom og sundhed påvirker og påvirkes af samfundsmæssige og kulturelle betingelser, teknologier, institutioner og vidensformer.
Programmet tilbyder et tværvidenskabeligt forskningsmiljø med fokus på at belyse, teoretisere og understøtte udvikling inden for en mangfoldighed af praksisser, der knytter sig til sundhed og sygdom som genstand for almenmenneskelige, professionelle, teknologiske og institutionelle aktiviteter. Vi har vejledningsekspertise og erfaring indenfor mange områder, hvoraf følgende kan fremhæves som styrkepositioner:
- Velfærdsstat og sundhedspolitik
- Social ulighed og marginalisering i sundhed
- Professioner, læring og samarbejde i sundhedsvæsenet
- Sygepleje- og omsorgsarbejde
- Sundhedsteknologi og digitalisering
- Patient- og brugerroller
- Mental sundhed
- Kronisk sygdom og multisygdom
- Reproduktiv sundhed og familieskabelse
- Aldring og ældreomsorg
Forskningstilgange
Forskningen i programmet er karakteriseret ved at være såvel empirisk og stærkt teoretisk funderet. Der anvendes både kvalitative og kvantitative metoder som fx etnografi, diskursanalyse, policy analyse, narrative og biografiske metoder, participatoriske, epidemiologiske og statistiske metoder. Vi er et dynamisk og tværvidenskabeligt miljø, der er åbne overfor nye teoretiske og metodiske koblinger og udviklinger, som bl.a. nye digitale teknologier åbner op for.
Ph.d.-miljø i programmet
Som ph.d.-studerende bliver du en del af et levende forskningsmiljø bestående af ph.d-studerende og forskere på alle niveauer. Vi forventer at du bidrager aktivt til forskningsmiljøet ved at deltage i aktiviteter og bidrage med din viden og de perspektiver du arbejder med. Vi arbejder aktivt med at skabe trivsel og et godt arbejdsmiljø for ph.d’er, idet vi ved både erfarings- og forskningsmæssigt at dette er centralt for gennemførelse og kvalitet, og for den personlige udvikling som et ph.d-forløb også er.
Du tilknyttes Forskningsgruppen for Sundhed og Samfund, hvor også din hovedvejleder vil være tilknyttet. Gruppen driver to kandidatuddannelser; Kandidatuddannelsen i Sygepleje og Tværvidenskabelige Sundhedsstudier. Du får dermed gode muligheder for at udvikle undervisnings- og formidlingskompetencer.
Både Ph.d.-skolen Mennesker og Teknologi og Ph.d.-programmet Sundhed og samfund udbyder en række kursustilbud, som dels vil understøtte udvikling af dit akademiske håndværk og dels indføre dig i aktuelle teorier og metodologier i tværvidenskabelig sundhedsforskning. Du har også selv mulighed for at foreslå og planlægge kursusaktiviteter sammen med ph.d.-kolleger og seniorforskere.
Vi tilbyder således et levende og åbent miljø, som vi forventer du bidrager til. Vi forventer også, at du etablerer egne netværk både lokalt og i andre forskningsmiljøer, nationalt, såvel som internationalt. Din hovedvejleder vil understøtte, at du gennemfører ophold på en anden forskningsinstitution med relevans for dit projekt og under hensyntagen til din livssituation og familieforhold.
Ph.d.-projekter i programmet
Se ph.d.-afhandlinger i Roskilde Universitets Forskningsportal
Forskningsgruppe
Kontakt
For yderligere information kontakt:
Leder af ph.d.-programmet: Lektor Sine Lehn, slehn@ruc.dk
Administration: Anne Ebdrup, forskerskolen@ruc.dk