| Tæt på videnskaben

Sygeplejersker på affyringsrampen

Samfundet og sundhedssektoren er under forandring - og sygeplejerske­uddannelsen under pres. To forskere fra RUC er med, når Rigshospitalet eksperimenterer med, hvordan fremtidens sygeplejersker skal uddannes. Forventningerne til hvad en nyuddannet sygeplejerske skal kunne er for store, og praktikforløbene på klinik er under pres, påpeger forskerne.
Sine Lehn-Christiansen & Mari Holen
Sine Lehn-Christiansen (tv.) og Mari Holen på Rigshospitalet, som er samarbejdspartner i forskningsprojektet. Pressefoto: Jón Bjarni


Det trak overskrifter, da Socialdemokratiet i oktober sidste år præsenterede partiets nye sundhedsudspil: 1000 nye sygeplejersker til at passe på danskerne, når vi bliver syge - eller bare gamle og affældige. For det bliver vi. Demografien taler sit tydelige sprog, og antallet af plejekrævende danskere vil kun stige i de kommende år. Der er med andre ord masser at lave for sygeplejerskerne. Så meget at mange skifter bran­che, når presset bliver for stort. Frafaldet begynder allerede på sygeplejerskeuddannelserne, for kravene er høje, også mens man er under uddannelse.

»Vi forlanger rigtigt meget af de sygeplejerskestuderende,« siger Sine Lehn-Christiansen, der er lektor på Institut for Mennesker og Teknologi på RUC.

­»På tre et halvt år skal de blive dygtige til samfundsanalyse, videnskabsteori, videnskabelig meto­de, klinisk praksis og de nyeste teknologier. Hvis man læser en beskrivelse af, hvad en BA i sygepleje skal ­kunne, tror man nærmest, det drejer sig om en meget erfaren sygeplejerskes generalieblad,« siger hun.
 

Store ord, små ressourcer

Sammen med sin kollega Mari Holen er Sine Lehn-Christiansen følgeforsker i forskningsprojektet PÅ TVÆRS, der er placeret på Rigshospitalet. Projektet blev afsluttet i maj 2019. Målet er at finde ud af, hvordan man designer sygeplejerskeuddannelsen, så fremtidens sygeplejersker får de kliniske kom­petencer, som plejekrævende borgere i fremtidens velfærdsstat skal mødes med.

Det, der især optager forskerne, er det forøgede fokus på de såkaldte kliniske kompetencer og den kliniske praksis. I dag fylder den praktiske del godt 40% af det samlede uddannelsesforløb, mens resten af undervisningen afvikles på professionshøjskolen. Denne opdeling betyder, at spørgsmålet om sammenhæng mellem teori og praksis har fyldt meget i diskussionen om uddannelsen. Også for meget, siger forskerne:

»Diskussionen om læring i de kliniske uddannelser er meget forstyrret af diskussionen om sammenhæng mellem teori og praksis. Det er lige så vigtigt at kigge isoleret på kvaliteten af den praktiske del af uddannelsen,« mener Mari Holen.

»Man taler rigtig meget om arbejdsmarkedsparathed. Og om sammenhæng, især mellem teori og praksis, men også om sammenhæng i patientforløb og mellem sundhedsvæsenets forskellige sektorer. Og lige nu er håbet hos uddannelsespolitikerne, at den kliniske uddannelse kan løse stort set alle udfordringerne.«

Det er store krav at stille. For i praksis er det vidt forskellige forhold, der møder de studerende, når de er ’i klinik’. Nogle steder har man god tid til uddannelsesopgaven. Andre steder er patientplejen for kompliceret til, at man uden videre kan involvere en grøn studerende. Eller også har man ganske enkelt for travlt med at få hverdagen i afdelingen til at hænge sammen, og så får de studerendes læring den laveste prioritet.

»Mange studerende får ganske enkelt ikke tilegnet sig den store vifte af kliniske færdigheder, som der lægges op til i beskrivelsen af uddannelsen. De ved udmærket godt, at man forlanger arbejdsmarkedsparathed fra dag et – men samtidig er det i nogen grad overladt til tilfældighederne, om disse kompetencer rent faktisk opnås. Og vi taler altså om en klinisk uddannelse, der er uhyre kompleks, uhyre vanskelig og forbundet med mange krav til de studerende, som langtfra altid kan opfyldes i praksis. Kravene til de nyuddannede sygeplejersker er urealistiske,« forklarer Mari Holen.

Sine Lehn-Christiansen & Mari Holen
Sine Lehn-Christiansen og Mari Holen. Foto: Jón Bjarni