Sygeplejersker på affyringsrampen
Det trak overskrifter, da Socialdemokratiet i oktober sidste år præsenterede partiets nye sundhedsudspil: 1000 nye sygeplejersker til at passe på danskerne, når vi bliver syge - eller bare gamle og affældige. For det bliver vi. Demografien taler sit tydelige sprog, og antallet af plejekrævende danskere vil kun stige i de kommende år. Der er med andre ord masser at lave for sygeplejerskerne. Så meget at mange skifter branche, når presset bliver for stort. Frafaldet begynder allerede på sygeplejerskeuddannelserne, for kravene er høje, også mens man er under uddannelse.
»Vi forlanger rigtigt meget af de sygeplejerskestuderende,« siger Sine Lehn-Christiansen, der er lektor på Institut for Mennesker og Teknologi på RUC.
»På tre et halvt år skal de blive dygtige til samfundsanalyse, videnskabsteori, videnskabelig metode, klinisk praksis og de nyeste teknologier. Hvis man læser en beskrivelse af, hvad en BA i sygepleje skal kunne, tror man nærmest, det drejer sig om en meget erfaren sygeplejerskes generalieblad,« siger hun.
Store ord, små ressourcer
Sammen med sin kollega Mari Holen er Sine Lehn-Christiansen følgeforsker i forskningsprojektet PÅ TVÆRS, der er placeret på Rigshospitalet. Projektet blev afsluttet i maj 2019. Målet er at finde ud af, hvordan man designer sygeplejerskeuddannelsen, så fremtidens sygeplejersker får de kliniske kompetencer, som plejekrævende borgere i fremtidens velfærdsstat skal mødes med.
Det, der især optager forskerne, er det forøgede fokus på de såkaldte kliniske kompetencer og den kliniske praksis. I dag fylder den praktiske del godt 40% af det samlede uddannelsesforløb, mens resten af undervisningen afvikles på professionshøjskolen. Denne opdeling betyder, at spørgsmålet om sammenhæng mellem teori og praksis har fyldt meget i diskussionen om uddannelsen. Også for meget, siger forskerne:
»Diskussionen om læring i de kliniske uddannelser er meget forstyrret af diskussionen om sammenhæng mellem teori og praksis. Det er lige så vigtigt at kigge isoleret på kvaliteten af den praktiske del af uddannelsen,« mener Mari Holen.
»Man taler rigtig meget om arbejdsmarkedsparathed. Og om sammenhæng, især mellem teori og praksis, men også om sammenhæng i patientforløb og mellem sundhedsvæsenets forskellige sektorer. Og lige nu er håbet hos uddannelsespolitikerne, at den kliniske uddannelse kan løse stort set alle udfordringerne.«
Det er store krav at stille. For i praksis er det vidt forskellige forhold, der møder de studerende, når de er ’i klinik’. Nogle steder har man god tid til uddannelsesopgaven. Andre steder er patientplejen for kompliceret til, at man uden videre kan involvere en grøn studerende. Eller også har man ganske enkelt for travlt med at få hverdagen i afdelingen til at hænge sammen, og så får de studerendes læring den laveste prioritet.
»Mange studerende får ganske enkelt ikke tilegnet sig den store vifte af kliniske færdigheder, som der lægges op til i beskrivelsen af uddannelsen. De ved udmærket godt, at man forlanger arbejdsmarkedsparathed fra dag et – men samtidig er det i nogen grad overladt til tilfældighederne, om disse kompetencer rent faktisk opnås. Og vi taler altså om en klinisk uddannelse, der er uhyre kompleks, uhyre vanskelig og forbundet med mange krav til de studerende, som langtfra altid kan opfyldes i praksis. Kravene til de nyuddannede sygeplejersker er urealistiske,« forklarer Mari Holen.
Fremtidens sundhedsvæsen
Fordelingen af kliniktid er noget, man ifølge Mari Holen og Sine Lehn-Christiansen bør kigge efter i sømmene.
Uddannelsen og fagsocialiseringen privilegerer historisk set hospitalet som det sted, man skal være mest, og hvor de sygeplejerskestuderende også gerne vil være, fordi de forbinder hospitalet med ”den rigtige sygepleje”.
Men denne tankegang harmonerer ikke med de ændringer, sundhedsvæsenet og sygeplejen har gennemgået det seneste årti. I denne periode er sygehusene blevet stadig mere specialiserede, og patienterne tilbringer stadig kortere tid på hospitalet.
Hovedparten af den kliniske oplæring varetages af det daglige personale i sundhedsvæsenet, og så bliver det lidt tilfældigt, om læringen lykkes. Og det betyder desværre, at en del studerende ikke altid oplever, at der er sammenhæng og progression i deres uddannelse
»Folk ved i almindelighed ikke, hvor meget sundhedsvæsenet har ændret sig. Patienterne bliver sendt hjem, færdigbehandlede, men ikke raske, og rigtig meget sygepleje foregår i det, vi kalder primær praksis – i kommunernes lægehuse, plejecentre og hjemmeplejeordninger. Fortsætter kurven, når vi frem til det sengeløse hospital i løbet af nogle årtier,« siger Sine Lehn-Christiansen, der mener, at der er grund til at tage udgangspunkt i denne udvikling, når man tænker klinisk uddannelse til sygeplejersker.
»Der er megen snak om, at de studerende bare skal tage sig sammen, når kravene til uddannelsen skal opfyldes. Men det billede, der tegner sig, er et andet. Det handler ikke om, at de studerende skal tage sig sammen, eller at problemet kan løses ved at give mere teoretisk undervisning. Sygeplejerskeuddannelsen er godt rustet med dygtige og veluddannede kliniske vejledere. Men hovedparten af den kliniske oplæring varetages af det daglige personale i sundhedsvæsenet, og så bliver det lidt tilfældigt, om læringen lykkes. Og det betyder desværre, at en del studerende ikke altid oplever, at der er sammenhæng og progression i deres uddannelse,« siger Sine Lehn-Christiansen.
Om PÅ TVÆRS projektet:
’Sammenhæng på tværs i fremtidens sygeplejerskeuddannelse’ (PÅ TVÆRS) er både et uddannelseseksperiment og et forskningsprojekt. Projektet er igangsat og finansieret af Rigshospitalet, har forskningsmæssig forankring på Roskilde Universitet (RUC) og samarbejder med fire kommuner og tre psykiatriske centre. 40 sygeplejerskestuderende har deltaget frivilligt som forsøgskaniner. I tillæg til deres almindelige sygeplejerskeuddannelse har de modtaget sundhedsfaglig supervision og ekstra undervisning i klinisk beslutningstagen, kliniske færdigheder, medicinhåndtering og farmakologi, ligesom de har haft mulighed for at øve sig i særlige træningslaboratorier. Meningen med projektet er at generere viden om, hvordan man skaber den bedste kliniske uddannelse for fremtidens sygeplejersker. Sine Lehn-Christiansen og Mari Holen har som følgeforskere fulgt forsøgsklassen gennem hele uddannelsesforløbet på Københavns Professionshøjskole, inklusive praktikdelen af uddannelsen, der foregår på hospitaler, i psykiatrien og i hjemmeplejen. I et nyt, opfølgende projekt skal de følge de færdiguddannede sygeplejersker frem til 2029.
Udgivet i Rubrik #15, 2019