Små ord har stor betydning i retssager
Vi har set dem på film og i tv-serier. Retsmedicineren, der skal fastslå dødsårsagen eller dødstidspunktet for den myrdede, eller sprogforskeren, der skal afgive vidneforklaring om, hvor sandsynligt det er, at selvmordsbrevet faktisk er skrevet af den afdøde.
Men hvad betyder den måde, der bliver talt på inde i selve retssalen for udfaldet af en sag?
Det er dette spørgsmål, der driver forskeren Sune Sønderberg Mortensen, som er adjunkt i dansk ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC. Han forsker i den måde, som anklager, forsvarer, dommer og vidner taler på i danske retssager – og hvilken betydning det kan have for forløbet og udfaldet af retssagerne. Konkret har han i et af sine projekter kigget nærmere på det, man kalder epistemisk positionering, dvs. sproglige sikkerheds- og usikkerhedsmarkeringer. Han forklarer:
»Man kan f.eks. sige: ”Hun kom cyklende i højre side af landevejen.” Da har man bare sagt noget uden at give det en eksplicit sikkerheds- eller usikkerhedsmarkering. Så kan man sige: ”Hun kom helt bestemt cyklende i højre side af landevejen.” Eller man kan sige: ”Hun kom vist nok cyklende i højre side af landevejen”«.
Sune Sønderberg Mortensen fortæller, at der har været en tradition for at antage, at hvis man f.eks. siger »helt bestemt«, så er det et udtryk for større sikkerhed, end hvis man siger »vist nok« eller »så vidt jeg ved«. Men så enkelt er det ikke altid, påpeger han:
»Når man som afsender har et behov for at sige noget som ”helt bestemt”, så er det måske fordi, at der er nogen, der kunne forvente, at man ikke er helt sikker på det.«
Han refererer til et citat fra den berømte, engelske lingvist Michael Halliday: »You only say you’re certain when you’re not«.
»Der er som regel en grund til, at man føler behov for at udtrykke, at det her er ikke bare noget, jeg siger, det er noget, jeg er sikker på. Man kan gøre det, hvis man har en forestilling om, at nogen kunne være uenig med en. Det kan også være, fordi man faktisk ikke er helt så sikker, så det er en slags projicering af ens egen usikkerhed,« forklarer han.
»Jo« – den lille sikkerhedsmarkering
Sune Sønderberg Mortensen tænder for en lydoptagelse, han har liggende på sin computer. Optagelsen er fra en retssag i Retten på Frederiksberg, hvor en mand er tiltalt for at have overfaldet en parkeringsvagt i forbindelse med, at p-vagten udsteder en parkeringsbøde til ham. P-vagten og den tiltalte har to helt forskellige versioner af, hvad der er foregået. Den tiltalte mener, at p-vagten startede med at være voldelig, og at han selv – den tiltalte – ved et uheld kom til at give p-vagten et slag, da han ville rive sin arm fri. P-vagten derimod fortæller, at han talte stille og roligt med den tiltalte, som pludselig slog ham i ansigtet.
Sune Sønderberg Mortensen har i sin sproganalyse sammenlignet parkeringsvagtens forklaring - altså det påståede offer - med forklaringen fra vidnet, der taler den tiltaltes sag. P-vagten virker meget skråsikker, påpeger Sune Sønderberg Mortensen og fortæller, at der især er ét ord, han bruger hele tiden – nemlig ordet ’jo’, som dybest set betyder ’’det vil du ikke være uenig med mig i”, forklarer Sune Sønderberg Mortensen:
»Vi siger ofte ”jo”, når vi antager, at modtageren i forvejen er klar over det, vi siger. Eller når man blot forudsætter, at det her er noget, jeg ikke vil blive modsagt i.«
Sammen med sin kollega Janus Mortensen har han optalt, bl.a. hvor mange gange p-vagten bruger ordet ”jo” under sin vidneforklaring: i alt 73 gange, svarende til over 1/3 af alle hans sikkerheds- og usikkerhedsmarkører – og det er påfaldende, forklarer forskeren. P-vagten bruger generelt mange sikkerhedsmarkører, og i stort set alle tilfælde, hvor han fortæller om vigtige situationer, bruger han sikkerhedsmarkører snarere end usikkerhedsmarkører eller umodificerede udsagn.
Sune Sønderberg Mortensen tænder igen for lydoptagelsen, hvor p-vagten taler:
»Som du kan høre, så kommer ’jo’erne’ ind ret mange steder. Også der, hvor hans udsagn ikke er så selvfølgelige eller ukontroversielle, som brugen af ”jo” forudsætter.«
Øjenvidnet, der skal fremme den tiltaltes sag, har derimod en mere balanceret brug af sikkerheds- og usikkerhedsmarkører, fortæller Sune Sønderberg Mortensen:
»Det fremstår sådan, at der hvor øjenvidnet er sikker, der modificerer han ikke sine udsagn – og det er blandt andet tilfældet, når han taler om de helt centrale aspekter af sagen,« påpeger Sune Mortensen og tilføjer samtidig, at sprogbrug kan virke socialt stemplende.
»F.eks. kan overdreven gentagelse af enkelte ord eller typer af ord i nogles ører tænkes at signalere lavstatus, hvilket igen kan påvirke troværdigheden – ikke mindst hvis man er p-vagt og måske allerede fra start har nogle fordomme imod sig,« siger forskeren.
Den tiltalte ender med at blive frikendt, uden at der er opnået enighed blandt dommerne, dvs. på baggrund af en afstemning , og her kan p-vagtens sprogbrug have spillet en væsentlig rolle, påpeger Sune Mortensen. Han kan ganske enkelt have virket mindre troværdig eller mindre sympatisk end modpartens vidne.
Særlig dansk retskultur
Aktuelt er Sune Sønderberg Mortensen i gang med at undersøge dansk retssalsinteraktion i kontrast til retssalsinteraktion i andre lande. I Danmark er der ikke lavet sprogvidenskabelige studier af denne art før, og den forskning, der findes i USA og England, beskæftiger sig ofte med de mest alvorlige og spektakulære retssager. Men hvilket billede tegner sig, når man ser på helt almindelige dagligdagsretssager?
»Mine foreløbige observationer viser, at dagligdagsretssager i Cardiff og New York ser helt anderledes ud end i Danmark - de har en meget konfrontatorisk, intimiderende og magtrealiserende måde at tale til især vidnerne og de tiltalte på. Der bliver ikke lagt fingre imellem,« fortæller Sune Sønderberg Mortensen.
Omgangsformen i danske retssager er derimod præget af afslappet høflighed. F.eks. indikerer afhøreren typisk, at vedkommende har hørt vidnets svar ved at sige »mm«, »okay«, »ja« eller lignende.
Og kender man ikke de implicitte spilleregler i retssalen, kan det få konsekvenser, understreger forskeren.
Der findes studier af, hvordan aboriginere i Australien er kommet i problemer under retssager, fordi de har en helt anden måde at tale på og forstå mange begreber på.
»Forskningen viser, at der bliver foretaget retsovergreb på aboriginere; deres udsagn bliver ganske enkelt ikke taget for gode varer,« fortæller Sune Sønderberg Mortensen.
I Danmark har vi ligesom i USA og England en anklager og en forsvarer, der fremlægger hver sin side af sagen. Men interaktionen i danske retssager bærer i højere grad præg af et fælles ideal om at nå frem til, hvad der faktisk er sket i sagen, forklarer Sune Sønderberg Mortensen. Der er et klart ’vi’, som omfatter retten og retssamfundet som helhed – og dette ’vi’ har det med at træde i baggrunden i de angelsaksiske retssale. Her dyrker man mere eksplicit konflikten mellem de forskellige versioner af et hændelsesforløb – og kampen om at skade modpartens troværdighed kan være kompromisløs og meget personrettet.
»Fordi vi i Danmark i højere grad dyrker idealet om, at retten i fællesskab skal nå frem til en sandhed, så er det også problematisk, hvis en anklager kommer til at fremture for hårdt med en påstand, hvilket omvendt var helt legitimt i f.eks. Oscar Pistorius-retssagen i Sydafrika, hvor OL-handicap-atleten var sigtet for drabet på sin kæreste,« påpeger Sune Sønderberg Mortensen:
»Anklageren ville komme til at virke forudindtaget, og det kan svække hans sag, fordi Anklagemyndigheden i Danmark skal være objektiv. Selvom Anklagemyndigheden er part i sagen, er den – om end det kan virke paradoksalt - i princippet forpligtet til at fremlægge alt i en sag, også elementer der kan svække sagen.«
Sune Sønderberg Mortensen tager et eksempel frem fra sin undervisning. Det handler om den medieomtalte, danske retssag fra 2010, hvor en mand - Ronny - er tiltalt for med forsæt at have dræbt sin ven med et samuraisværd. Den tiltalte har på forhånd erkendt, at han har dræbt vennen, så dommerne skal alene afgøre, om der er tale om et uheld – uagtsomt manddrab – eller forsætlig vold med døden til følge, som vil resultere i en strengere straf.
Sune Sønderberg Mortensen læser op fra anklagerens afsluttende tale, hvor anklageren giver udtryk for at have sympati for Ronny og på den måde fremstiller sig selv som empatisk og balanceret i sin tilgang til sagen:
»Jeg har mødt Ronny over de her tre dage i retten, og jeg har fået indtryk af en sympatisk fyr. En mand der er sin vens ven, også når denne ven gang på gang opfører sig tåbeligt.«
»Men så sker der noget, hvor anklageren undergraver det balancerede billede af sig selv,« påpeger sprogforskeren og læser videre:
»Vi har Ronnys forklaring om, at der var tale om et uheld. Spørgsmålet er, om vi kan forkaste denne forklaring som utroværdig eller usandsynlig. Det mener jeg godt, at vi kan.«
»Hans måde at formulere sit og rettens udgangspunkt på er interessant. Hvis man køber hans forudsætning om, at der kun er ét spørgsmål, er spørgsmålet vel snarere, om vi kan godtage den tiltaltes forklaring – hvilket anklageren så kunne argumentere imod. Naturligvis er han interesseret i at få medhold i sin anklage, men han skal stadig forholde sig objektivt – og når han udtrykker interesse alene i muligheden for at forkaste forklaringen, kommer han til at fremstå forudindtaget. Oven i købet forudsætter han med sit ’vi’, at retten deler hans perspektiv – men det gør retten ikke: Den har til opgave objektivt at undersøge, om Ronnys forklaring holder vand – ikke om den kan forkastes. Det hedder jo, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist,« påpeger forskeren.
Ronny ender med at blive frikendt for vold med døden til følge. Som det lyder fra anklageren til pressen efter afgørelsen:
»Kun de to mænd var til stede, og retten kunne ikke tilbagevise den tiltaltes forklaring om, at det var et uheld.«
Sune Sønderberg Mortensen påpeger, at anklagerens sprogbrug godt kan have påvirket udfaldet af dommen:
»Nu ved vi jo ikke præcis, hvad der afgjorde sagen, men anklageren har i hvert fald med sin retorik ikke formået at overbevise dommerne. Og her kan den sproglige analyse bl.a. pege på et vederhæftighedsproblem: Hans fremstilling af sig selv som balanceret og nøgtern virker ikke troværdig og har måske bidraget til at så tvivl om andre dele af hans sagsfremstilling.«
Sune Sønderberg Mortensen, adjunkt i dansk på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab. Underviser på faget Dansk og på Den Humanistiske Bacheloruddannelse, bl.a. i kurserne Tekst & Tegn og Diskursanalyse & Sprog.
Fakta
Dialogpartikler
’Jo’ er en dialogpartikel, ligesom f.eks. ’nu’, ’da’, ’vel’ og ’nok’. Det er alle små ord, man bruger til at indikere de pragmatiske forudsætninger for samtalen.
Eksempel:
Det kan jeg da ikke«. Det indikerer, at der er et modsynspunkt, f.eks.: Du har sagt, at jeg kan – og har de samme forudsætninger for at vide, at jeg ikke kan.
Vigtigt demokratiprojekt
Danske retssager bliver i modsætning til i f.eks. USA meget sjældent filmet og gjort tilgængelige uden for retssalen. Derfor er optagelserne fra Retten på Frederiksberg guld værd for Sune Sønderberg Mortensen som forsker – og offentligheden i det hele taget, påpeger han:
»På den måde er det her også et demokratiprojekt. For retten skal være for alle. Men de færreste kommer ind og ser, hvad der foregår i retssalene,« siger Sune Sønderberg Mortensen.
Desuden er retssystemet en af grundpillerne i vores samfund og i høj grad med til at definere, hvem vi er:
»Måden vi afgør på, hvad der er retfærdigt, er kulturelt rodfæstet. Så dette er også et etnografisk studie, som handler om, hvordan vi laver - og taler om- retfærdighed.«
»Der er forsket så meget i interaktion i andre kontekster – f.eks. interaktion på arbejdspladsen og ved middagsbordet. Men i Danmark er der næsten ikke forsket i sprogbrugen i retssager, og det er underligt, fordi retssager er en så central institution i vores samfund.
Undersøgelsen, hvor p-vagten indgår, er udgivet med titlen ’Epistemic stance in courtroom interaction’ som bidrag i antologien Pragmatics and Law: Practical and Theoretical Perspectives, Springer, 2017.