| Nyhed

RUC-studerende har udviklet låg imod forgiftning i nattelivet

Marcus Nørmann Christensen har på baggrund af egne oplevelser stiftet en virksomhed og udviklet et låg, der skal være med til at forhindre såkaldt drugging i nattelivet. Lågene er taget i brug på barer og spillesteder i efteråret 2024.
Komfids Marcus Nørmann Christensen og SKEMAs ejer Hans-Jakob Bjørn Christensen
Marcus Nørmann Christensen og SKEMAs ejer Hans-Jakob Bjørn Christensen.

 

”Giftlinjen oplever, at der er et øget antal henvendelser omhandlende ’noget i drink’”

Sådan indleder Giftlinjen, der er en landsdækkende telefonrådgivning omkring forgiftning, en nyhed fra oktober 2024 om ’drugging’, som begrebet kaldes.

Tal, som Megafon lavede for TV2 Nyhederne og Politiken 2023, viste, at næsten hver femte af de adspurgte unge mennesker mente, at de havde været udsat for drugging eller havde mistanke om, at de havde været udsat for drugging.

Men hvordan gør man så noget ved sådan et samfundsproblem?

Marcus Nørmann Christensen har et bud på, hvordan unge mennesker kan føle sig mere sikre i nattelivet. Sammen med sine forældre og søskende har han udviklet et låg, der gør det rigtig svært for folk med skumle hensigter at putte noget i drinks. Familien har stiftet virksomheden Komfid og er gået i gang med at producere og distribuere lågene.

”Det handler om tryghed, så folk ikke skal være bange for at gå i nattelivet, tage til koncerter, festivaler eller andre arrangementer. Det skal ikke være det, der forhindrer dem i at få en god aften,” siger Marcus Nørmann Christensen, der er studerende på Roskilde Universitet.

Udgangspunktet er, at barerne indkøber lågene, der så er et tilbud til de kunder, der gerne vil have en ekstra sikring imod drugging. Det er et tilvalg, som barerne kan tilbyde.

”Vores mål med vores priser er, at hvis kunderne kan få det tilbudt i barerne, hvis de har lyst, så skaber vi mere tryghed. Det kan være et signal fra baren om, at de i forvejen står for sikkerheden på stedet og står for faciliteterne, og så kan de også tage ansvar for sikkerheden med nogle af de ting, der sker i det skjulte. Så hvis du som kunde har lyst til at få et låg med, kan du få det, og hvis du ikke har lyst, er det også fint,” forklarer Marcus Nørmann Christensen.


Bygger på egen oplevelse

Marcus har altid fået at vide, at man ikke skal lade et glas stå nogen steder, for der kan være nogen, der putter noget i det. Men selvom han har haft det i baghovedet, bygger initiativet til virksomheden og lågene alligevel på hans egen oplevelse.

Da han på et tidspunkt var i Østrig, blev han selv drugged, og den frygtelige oplevelse sendte ham på hospital.

”Da jeg så kom hjem til Danmark, talte vi om, om der ikke er noget, man kan gøre. Der er nogle produkter, men de imødekom ikke de behov, jeg havde. Jeg vil helst ikke drikke øl af et sugerør. Så der var et hul i markedet, hvor vi kunne komme ind og beskytte nogle mennesker. Så vi begyndte at arbejde med det og så på, hvad vi kunne gøre med nogle ideer, vi havde,” fortæller Marcus.

 

Komfids produkt

Hensigten med Komfids låg er at minimere drugging i natte- og kulturlivet.

Lågene er engangslåg, der er fuldt komposterbare. De er lavet af et biologisk nedbrydeligt materiale, træfibre fra Finland, og bliver produceret i Danmark.

Lågene skal gøre det vanskeligt at putte pulver eller piller i glasset.

De har en slags rende, man kan drikke af, ligesom de har en åbning til sugerør.

Lågene er fødevaregodkendt i EU og USA.

Kilde: Komfid / Foto: Komfid

Forening på vej

Familien bag Komfid ønsker at stifte en forening, der hjælper med et tryggere natte- og kulturliv.

Formålet med foreningen er blandt andet at være med til at bryde det tabu, der er forbundet med drugging, og skabe plads for mere data på et område, hvor der muligvis er et større mørketal, fordi ofre måske ikke har lyst til at anmelde det.

Tanken er at skabe et forum for ofre og pårørende, så der er en mulighed, hvis man har brug for nogen at tale med om drugging.

Derudover ønsker Marcus Nørmann Christensen og familien at komme ud og tale om problemstillingen - eksempelvis på uddannelsesinstitutioner.