Ny forskning: Danske satiretegninger udfordrer læserne mindre, end vi tror
Satiretegningen er, navnlig siden Muhammedkrisen, blevet synonym med den danske selvforståelse om, at vi er en nation af nærmest unikt frisindede mennesker, hvor enhver form for humor og satire får forrang for politisk korrekthed og ”ofrenes” eventuelle følelse af krænkethed. Vi danskere har højt til loftet - formentlig højere end nogen anden nation, mener man at vide.
Men et kritisk blik på dansk satiretegningstradition tegner et noget anderledes, og måske lidt mindre flatterende, billede, forklarer Hannibal Munk, der netop har færdiggjort sin ph.d.-afhandling ved Roskilde Universitets Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab.
Danske satiretegnere er nemlig, hvis vi ser historisk på det, langt mindre frigjorte og ”farlige”, end både de selv og den brede offentlighed ofte betragter dem. Det viser Hannibal Munks studie af alle danske satiretegninger fra den spæde start på Søren Kierkegaards tid og helt frem til i dag - det største studie af sin art nogensinde i dansk sammenhæng. Årsagen skal findes tilbage i partipressens tid.
Selvom vi ikke længere har partipresse, så er der på aviserne i dag en implicit eller eksplicit forventning om, at man formidler en bestemt grundholdning
»Da satiretegningerne blev en del af dagspressen i 1920’erne, var pressen fuldt integreret i det politiske system, og det kunne man se i tegningerne på den måde, at de blev brugt til at udbrede et partipolitisk budskab, altså som agitation rettet imod politiske modstandere,« forklarer Hannibal Munk, og fortsætter med en mere nutidig analyse:
»Det, tegningerne gjorde, og i stor udstrækning stadig gør i dag, er, at man tegner ‘de andre’ og man gør det på en bestemt måde over lang tid, fx Anders Fogh som hulemand i Politiken eller Pia Kjærsgaard som konen i muddergrøften. Det vil sige, at hele partiet får den symbolik på sig via tegningerne,« siger Hannibal Munk.
»Selvom vi ikke længere har partipresse, så er der på aviserne i dag en implicit eller eksplicit forventning om, at man formidler en bestemt grundholdning. I Social-Demokraten så man typisk tegninger af samfundets allerlaveste, der døde af sult - og samtidig kunne man se i Politiken, at det da også var en svær tid, vi levede i, fordi børnene pludselig skulle have lommepenge,« fortæller Hannibal Munk.
Selv om dansk presse i dag er langt friere, end den var tidligere, er Hannibal Munks pointe, at de rodfæstede grundholdninger i pressen stadig er tydelige - og at de i særdeleshed kommer til udtryk i tegningerne. Tegnerne prædiker så at sige til koret og leverer i langt højere grad skyts til de holdninger, læserne allerede forventes at have, end de provokerer og tjener som eksponenter for en uhildet og grovkornet ytringsfrihed.
Muhammed-tegninger og kritik af naziregimet
Men ingen regel uden undtagelse. Og to gange i danmarkshistorien har satiretegnerne faktisk været helt centrale i vores lille lands udvikling. Den første gang var sidst i 1930’erne, hvor Hitlers nazistparti steg til magten i Tyskland. Her var de fleste danske avisers holdning, at man skulle gå meget stille med kritik af det tyske regime på grund af den danske samarbejdspolitik. Men så let lod de danske tegnere sig ikke kyse, og derfor så man i netop denne periode den mest tydelige kritik af naziregimet netop i form af satiretegninger.
Denne fandenivoldske kritik, hvor tegnerne brød med såvel redaktionens som læsernes formodede holdninger og tegnede vildt og provokerende, er netop et eksempel på, hvordan danske tegnere tror, de er - men som de faktisk sjældent er.
Den næste store undtagelse fra denne regel er Muhammedkrisen, som tog sin voldsomme begyndelse den 30. september 2005 i forbindelse med Jyllands-Postens artikel ‘Profetens Ansigt’. Tegningernes efterspil er næppe nogen fremmed, men det interessante ved dem var ifølge Hannibal Munk, at heller ikke disse tegninger faktisk reelt var et udtryk for avisen og dens tegneres vilje til at fortolke
ytringsfriheden til bristepunktet. Tegningernes stil var ikke usædvanlig for netop Jyllands-Posten, og der var som sådan ikke noget nyt i den historie, de fortalte. Fx havde de i månederne op til Muhammedtegninger bragt tegninger, der også var kritiske over for militant islam i Mellemøsten.
»JP’s dækning var slet ikke ny, og Muhammed-krisen handlede mest om, hvordan ting udviklede sig i Mellemøsten, og hvordan islam i højere grad var blevet en politisk faktor i Mellemøsten. Muhammedtegningerne lå i naturlig forlængelse af dette spor, men de var sådan set ikke usædvanlige.
Muhammedtegningerne er interessante alligevel, fordi de viser, at globaliseringens og digitaliseringens æra har gjort, at hvor man tidligere kendte sine læsere og vidste, hvordan ting blev opfattet, så er det nu under afvikling, og omfanget af dybdegående symbolik med kulturelle referencer er blevet færre, fordi de er sværere at benytte over for et ukendt publikum. Tegnerne ved ikke længere, hvem de henvender sig til,«forklarer Hannibal Munk.
Derudover beskriver Hannibal Munk en anden forandring de senere år:
»Man kan se, at kritikken i nyere tid er blevet lidt mere tydelig, end man tidligere har set - stilen er mere tydeligt kritisk. Der er fx flere, der bliver sammenlignet med nazister i danske tegninger. Den offentlige debat er jo blevet mere forrået, og her er tegningerne selvfølgelig fulgt med.«
Udgivet i Rubrik #15, 2019