| Tæt på videnskaben

Ny forskning: Danske satiretegninger udfordrer læserne mindre, end vi tror

Danske satiretegninger provokerer og udfordrer læserne mindre, end vi tror. Det viser en ny ph.d.-afhandling fra Roskilde Universitet.
Hannibal Munk
Danske satiretegninger provokerer og udfordrer læserne mindre, end vi tror


Satiretegningen er, navnlig siden Muhammedkrisen, blevet synonym med den danske selvforståelse om, at vi er en nation af nærmest unikt frisindede mennesker, hvor enhver form for humor og satire får forrang for politisk korrekthed og ”ofrenes” eventuelle følelse af krænkethed. Vi danskere har højt til loftet - formentlig højere end nogen anden nation, mener man at vide.

Men et kritisk blik på dansk satiretegningstradition tegner et noget anderledes, og måske lidt mindre flatterende, billede, forklarer Hannibal Munk, der netop har færdiggjort sin ph.d.-afhandling ved Roskilde Universitets Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab.

Danske satiretegnere er nemlig, hvis vi ser historisk på det, langt mindre frigjorte og ”farlige”, end både de selv og den brede offentlighed ofte betragter dem. Det viser Hannibal Munks studie af alle danske satiretegninger fra den spæde start på Søren Kierkegaards tid og helt frem til i dag - det største studie af sin art nogensinde i dansk sammenhæng. Årsagen skal findes tilbage i partipressens tid.

»Selvom vi ikke længere har partipresse, så er der på aviserne i dag en implicit eller eksplicit forventning om, at man formidler en bestemt grundholdning«

»Da satiretegningerne blev en del af dagspressen i 1920’erne, var pressen fuldt integreret i det politiske system, og det kunne man se i tegningerne på den måde, at de blev brugt til at udbrede et partipolitisk budskab, altså som agitation rettet imod politiske modstandere,« forklarer Hannibal Munk, og fortsætter med en mere nutidig analyse:

»Det, tegningerne gjorde, og i stor udstrækning stadig gør i dag, er, at man tegner ‘de andre’ og man gør det på en bestemt måde over lang tid, fx Anders Fogh som hulemand i Politiken eller Pia Kjærsgaard som konen i muddergrøften. Det vil sige, at hele partiet får den symbolik på sig via tegningerne,« siger Hannibal Munk.

»Selvom vi ikke længere har partipresse, så er der på aviserne i dag en implicit eller eksplicit forventning om, at man formidler en bestemt grundholdning. I Social-Demokraten så man typisk tegninger af samfundets allerlaveste, der døde af sult - og samtidig kunne man se i Politiken, at det da også var en svær tid, vi levede i, fordi børnene pludselig skulle have lommepenge,« fortæller Hannibal Munk.

Selv om dansk presse i dag er langt friere, end den var tidligere, er Hannibal Munks pointe, at de rodfæstede grundholdninger i pressen stadig er tydelige - og at de i særdeleshed kommer til udtryk i tegningerne. Tegnerne prædiker så at sige til koret og leverer i langt højere grad skyts til de holdninger, læserne allerede forventes at have, end de provokerer og tjener som eksponenter for en uhildet og grovkornet ytringsfrihed.
 

Bendix Den moderne Pilatus karrikaturtegning
Social-Demokratens Hans Bendix tegnede Adolf Hitler som Pontius Pilatus med blodige hænder i bogværket ’Tegninger af Tiden’ fra 1935. Efterfølgende tegnede danske satiretegnere ikke Hitler. Tak for lån til Hans Bendix' arvinger.
Hannibal Munk
Hannibal Munk har i sin ph.d.-afhandling gennemgået alle danske satiretegninger gennem tiden. Pressefoto af Jón Bjarni.