Leder: Kunsten at være irrelevant

»I am not now, nor have I ever been, relevant,« sagde den amerikanske sociolog James March (1928-2018), hver gang han indledte et nyt kursus på Stanford Universitet.

Udsagnet er en humoristisk reference til remsen »I am not and have never been a member of the Communist Party,« som blev fremført i Komiteen for Uamerikansk Virksomhed i 1950’ernes USA. Det er også en direkte provokation, for James March var professor i organisationer og ledelse. Og så vovede han at afsværge sig forpligtelsen til at være relevant! Endelig er udsagnet åbenlyst forkert, for Marchs ideer har i den grad haft relevans, fx ved at udfordre forestillingen om rationel beslutningstagen i organisationer.

Alle universiteter siger i dag, at deres forskning er relevant. Det ville være dumt at sige andet. Det paradoksale er imidlertid, at vores forskning helst ikke skal være for relevant

Hvad er så meningen med at insistere på ikke at være relevant? Først og fremmest kan det få os til at overveje, hvad det betyder at være relevant. Man bliver jo ikke relevant, alene fordi man siger, at man er relevant. Relevans er en egenskab, som andre tilskriver en. Det betyder også, at relevans afhænger af de andres værdier og vurderinger. De værdier kan være foranderlige og konfliktfyldte. At forske i folkevandringer blev ikke set som relevant i 1970’erne. I dag er det et højaktuelt forskningsfelt. At forske i vandlopper blev næppe set som relevant i 1980’erne, men i dag kan det få stor betydning for vores anvendelse af havenes ressourcer.

Alle universiteter siger i dag, at deres forskning er relevant. Det ville være dumt at sige andet. Det paradoksale er imidlertid, at vores forskning helst ikke skal være for relevant.

På mange områder skal forskningen selvfølgelig møde samfundets behov, fx for bæredygtige løsninger eller sygdomsbekæmpelse. Men samtidig er en del af forskningen nødt til at være irrelevant, fordi ingen ved, hvad der er relevant om 10, 20 eller 50 år. Vi kender ikke fremtidens problemer – og værdierne i fremtidens samfund.

Forskere er nødt til at stille spørgsmål, som de færreste synes er relevante. Og insistere på at give svar på spørgsmål, som samfundet ikke har stillet endnu. Det er ikke let, for ressourcerne er knappe, problemerne er store, og det er ovenikøbet som om, at tiden er ved at løbe ud. Men hvis vi ikke tør være irrelevante i dag, så bliver vi det helt sikkert i det lange løb.


Udgivet i Rubrik #15, 2019