Leder i Rubrik 13#: Digtere, forskere og politikere

Forudsætningerne for samtalen mellem forfattere, forskere og politikere er kommet under pres, skriver Roskilde Universitets prorektor.
Peter Kjær
Peter Kjær, prorektor med ansvar for forskning på Roskilde Universitet. Pressefoto.


Litteraturforskeren Lasse Horne Kjældgaard har skrevet en tankevækkende bog om forholdet mellem skønlitterære forfattere og politikere i efterkrigstiden. Bogen ’Meningen med velfærdsstaten – da litteraturen tog ordet og politikerne lyttede’ beskriver, hvordan førende forfattere og politikere drøftede det nye fænomen ”velfærdsstaten” i de vigtige år, hvor den blev en central del af den politiske virkelighed.

Det var, som Kjældgaard beskriver det, en periode, hvor politikerne lyttede til litteraternes bud på velfærdsstatens formål, potentialer og problemer. Bogen beskriver også, hvordan den frugtbare dialog visnede bort i halvfjerdserne, hvor Finansministeriet gradvist blev omdrejningspunktet for definitionen af velfærdsstaten.

I dag virker Kjældgaards fortælling næsten utopisk, desværre. Det er svært at forestille sig en statsminister i en dyb samtale med en lyriker – om politik. Fortællingen minder os om, hvor skrøbelig andre lignende relationer kan være.

Vi har længe haft et ideal om, at universitetsforskningen skal bidrage til udviklingen af politik, samfund og erhvervsliv. Forskerne skal ud af elfenbenstårnet og deltage i ”den store samtale”. Og mange forskere er i dag dybt engageret i debatter om alt fra social arv og ligestilling til cirkulær økonomi og sundhedsvæsenet.

Forudsætningerne for samtalen er imidlertid kommet under pres. Det gælder i høj grad samtalen mellem forskerne og politikerne. Et eksempel er den aktuelle debat om forskning og myndighedsbetjening på landbrugs- og miljøområdet, som synes at udtrykke en markant mindsket tillid i det politiske system til en uafhængig videnskabelig ekspertise.

Ny bog: Forfattere og politikere i betydelig dialog om velfærdsstaten mening

Set fra universiteternes synspunkt er det paradoksalt, at forholdet knager netop i disse år. For dansk forskning er mere internationalt anerkendt end nogensinde før, samtidigt med at universiteterne har styrket innovationen og det eksterne samarbejde.

Én forklaring på den vigende tillid kan være, at universiteternes viden ikke ses som noget, der er værdifuldt i sig selv, men snarere ses som et middel til at nå bestemte politiske og styringsmæssige mål. Og et middel, hvis værdi afhænger af viljen til at betale for det. Men hvis viden først og fremmest betragtes som en vare, der omsættes på konkurrenceudsatte markeder, hvor politikere og myndigheder ser sig selv som kunder, ophører dialogen.

Vi risikerer, at vi om nogle få årtier ikke kan huske, hvordan den store samtale var mulig.       

Oversigt over artikler fra Rubrik #13