Klumme: Bare én død mus
Klummen er bragt i Weekendavisen den 8. juni 2018.
ER det etisk rigtigt at ofre en person, hvis det er den eneste måde, man kan undgå, at fem andre personer dør? Og ville De være villig til at gøre det i virkeligheden, hvis De stod i en så ulykkelig valgsituation? Det første spørgsmål er i løbet af de seneste to årtier blevet stillet til rigtig mange forsøgspersoner, der har deltaget i moralpsykologiske eksperimenter. Dilemmaet er ofte blevet præsenteret i form af det såkaldte sporvognseksempel, der også tidligere er blevet nævnt i disse spalter. Det går ud på følgende: En sporvogn har fået defekte bremser og kommer nu med stor fart ræsende ned ad en bakke. Længere fremme på sporet står fem skinnearbejdere, som alle vil blive slået ihjel, når sporvognen kommer farende. De har imidlertid muligheden for at udløse et sporskifte, sådan at sporvognen bliver dirigeret ind på et sidespor, hvor der står en enkelt skinnearbejder, der dermed bliver kørt ihjel.
Forsøgspersonerne skal nu forholde sig til, om de synes, det er etisk rigtigt at skifte sporet.
De står dermed i valget mellem en såkaldt konsekventialistisk etik, ifølge hvilken den rigtige handling er den, der har de bedste konsekvenser, og som her indebærer, at man bør skifte sporet - det er trods alt bedre, at én person bliver slået ihjel, end at fem dør. Og på den anden side en deontologisk etik, der foreskriver, at det er forkert at slå en person ihjel, selv hvis det vil have de bedst mulige konsekvenser at gøre det - at fem kan reddes.
Ved hjælp af dette dilemma har det blandt andet være muligt at studere, hvilke omstændigheder der influerer på folks svar. Det har for eksempel vist sig, at visse typer af hjerneskader ændrer folks etiske vurderinger. Faktisk synes selv mindre hjernerystelser at påvirke svaret.
Ligeledes har det vist sig, at folk ændrer vurdering, når de har drukket spiritus.
Noget andet er, hvordan de pågældende rent faktisk ville handle i virkeligheden. Det er oplagt, at dette spørgsmål ikke er let at undersøge. Man kan af gode grunde ikke udsætte forsøgspersoner for situationer, hvor de i virkeligheden skal vælge mellem at ofre én person for at redde fem personer. Der har i de seneste par år været forskere, der har forsøgt at gøre eksemplet mere virkelighedstro ved blandt andet at benytte sig af virtual reality-præsentationer af dilemmaet. Men det ændrer ikke på, at eksemplet i bund og grund er hypotetisk.
Det er der imidlertid nu forskere, der har forsøgt at råde bod på.
Tre adfærdspsykologer fra universitetet i Ghent har gennemført et studie, der netop er blevet publiceret i tidsskriftet Psychological Science. Eksperimentet har et enkelt design.
Et stort antal forsøgspersoner blev delt i to grupper. I den første gruppe blev deltagerne hver for sig lukket ind i et laboratorium, hvor der var to bure med mus. Her fik den enkelte deltager nu at vide, at der ville starte en timer, der talte ned fra 20 sekunder. Når de var gået, ville der blive sat strøm til gulvet i det ene bur, hvorved fem mus i buret ville få et kraftigt stød. Deltageren fik dog også at vide, at han eller hun kunne forhindre dette ved at trykke på en knap, hvorved der kun ville være en enkelt mus i et andet bur, der ville få et stød.
Forskerne sad klar til at observere, hvordan deltagerne handlede.
Forsøgspersonerne i den anden gruppe blev udsat for et mere traditionelt setup. De blev bedt om at tage stilling til, hvad de syntes var rigtigt at gøre i en hypotetisk situation, nemlig præcis den situation, som deltagerne i den første gruppe blev udsat for i praksis: Altså hvorvidt det er etisk rigtigt at trykke på en knap, der kan forhindre, at fem mus får stød, på den bekostning at en anden, enkelt mus får stød.
Ville der være forskel mellem deltagernes vurderinger i den hypotetiske situation og i den situation, hvor forsøgspersonerne skulle handle i praksis? SVARET viste sig at være bekræftende. Da forskerne sammenholdt resultaterne af de to eksperimenter, viste der sig at være en signifikant forskel mellem, hvordan der blev handlet i det første eksperiment, og hvad der blev vurderet rigtigt i det andet. Deltagerne viste sig at være langt mere tilbøjelige til at gribe ind i praksis, end deltagerne der alene skulle angive, hvad de syntes var rigtigt. Faktisk var de dobbelt så tilbøjelige til at sikre, at det kun var én mus frem for fem, der fik stød i det praktiske eksperiment, som når de skulle tage stilling til det hypotetiske scenarium. Resultatet er interessant af to grunde.
For det første er det lidt overraskende, at deltagerne var mere tilbøjelige til at gribe ind i praksis end i det hypotetiske tilfælde. Tidligere studier har vist, at folk i højere grad reagerer deontologisk, når der er stærke følelser på spil.
Og da man med rimelighed må forvente, at deltagernes følelsesmæssige reaktioner har været større i den virkelige valgsituation frem for den hypotetiske, kunne man tro, at de også her ville være mindre tilbøjelige til at gribe ind, frem for når de mindre følelsespåvirket skulle tage stilling i den rent hypotetiske udgave af dilemmaet.
For det andet er resultatet vigtigt, fordi det klart indikerer, at der ikke er nogen simpel sammenhæng mellem, hvad der vurderes som værende rigtigt og forkert i hypotetiske situationer, og hvordan folk er tilbøjelige til at handle i praksis.
I bund og grund er dette måske ikke så overraskende.
Der er jo mange tilfælde, hvor der er forskel på, hvad man synes er rigtigt eller forkert, og hvordan man reagerer i virkeligheden.
Ikke desto mindre er det en vigtig pointe, fordi den understreger, at hvis man er interesseret i at blive klogere på folks virkelige etiske reaktionsmønstre, skal man være varsom med at slutte fra den viden, man har om, hvad folk finder rigtigt og forkert i teorien.
Hvordan man så eksperimentelt kan studere folks etiske handlinger i praksis - hvis man ikke vil nøjes med at inddrage mus, men også vil teste mennesker uden at komme til at forbryde sig mod alle etiske regler for, hvordan man laver videnskabelige forsøg - er et spørgsmål, der kommer til at kalde på forskernes fantasi.
Skulle De, kære læser, sidde tilbage med den opfattelse, at det er for galt at udsætte nogle stakkels mus for elektriske stød, bare fordi man vil studere folks etiske reaktionsmønstre, så kan det nævnes, at ingen mus led overlast. Pointen var jo blot at se, hvordan folk handlede, når de troede, at musene ville få stød. I praksis blev der ikke sat strøm til nogen af burene.