Klimavenlig asfalt udviklet med forskere fra RUC skal udrulles på alle statsveje
Klimavenlig asfalt mindsker rullemodstanden mellem dæk og asfalt og forventes dermed både at mindske vejstøjen og reducere bilisternes brændstofforbrug, så udledningen af CO2 bliver nedsat.
”Den specialblandede asfalt vil være en stor gevinst for borgere og virksomheder, som tilsammen forventes at spare ca. 40 mio. kr. i brændstof for hver million kroner, der investeres i den nye belægning. Samtidig vil trafikstøjen blive reduceret, og så vil der være store klimagevinster at hente ved at nedbringe CO2-udledningen fra vejtrafikken. Ved at skifte til klimavenlig asfalt ser vi altså ud til at kunne opnå en stor effekt med en relativ lille investering,” udtaler transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen i en pressemeddelelse udsendt af Transport- Bygnings- og Boligministeriet.
Læs også: 40 millioner til projekt om simple og komplekse stoffer
Den specifikke asfalt er udviklet af Vejdirektoratet og NCC i forbindelse med COOEE- og ROSE-projekterne ledet af professor i fysik på Roskilde Universitet Jeppe Dyre, mens RUC har stået for den grundforskningsmæssige del af projekterne. Vejdirektoratet tester i øjeblikket den klimavenlige asfalt på i alt 50 km vejstrækninger flere steder i landet for at undersøge holdbarheden, slidstyrken og køreegenskaberne. Indtil videre er resultaterne af forsøget lovende, og hvis forventningerne holder, vil regeringen fra 2020 lægge klimavenlig asfalt på alle statsveje i takt med, at belægningen skal fornyes.
”Jeg er på hele konsortiets vegne glad og stolt over beslutningen om fra 2020 løbende at udrulle vores klimavenlige asfalt på alle statsvejene. Det er forbavsende svært at måle rullemodstand pålideligt på vejene. På RUC fortsætter arbejdet derfor nu med at teste matematiske modeller for rullemodstand i et specialbygget laboratorium, som er det eneste laboratorium i verden designet til formålet,” siger Jeppe Dyre.
Den klimavenlige asfalt indgår også i regeringens nye klima- og luftudspil fra 9. oktober 2018.
Fakta om projektet:
Den klimavenlige asfalt er udviklet under to forskningsprojekter, dels COOEE (2011-2015) støttet med 13,8 millioner kr. af Det Strategiske Forskningsråd, dels ROSE (2016-2018) støttet med 10 millioner kr. af Innovationsfonden, begge ledet af professor Jeppe Dyre.
COOEE-konsortiet bestod af: RUC, Vejdirektoratet, NCC, IFSTTAR (den franske analog til Vejdirektoratet), DTU og konsulentfirmaet AfterMath.
ROSE-konsortiet består af: RUC, Vejdirektoratet, NCC, IFSTTAR, DTU, det tyske dækfirma Continental, Greenwood Engineering og konsulentfirmaet AfterMath.
Mere information:
For yderligere information kontakt professor Jeppe Dyre, e-mail: dyre@ruc.dk, tlf: 4674 2284