Hvide begpackere tigger også af nød
De fleste ved, hvad en backpacker er, men har du hørt om en begpacker?
En begpacker er en person, typisk af kaukasisk oprindelse, som rejser rundt i Østasien og finansierer sin tur ved enten at tigge, bede om donationer for gadeoptrædener eller ved at sælge souvenirs, postkort eller andet nips på gaden.
Udstødt i medierne
Sammen med tre andre forskere har turismeforsker og adjunkt på RUC Matias Thuen Jørgensen undersøgt, hvorfor disse begpackers er blevet lagt for had af den lokale offentlighed i Hongkong.
»Det er svært at forstå, hvor stort et issue dette er i Hong Kong og i hele Øst- og Sydasien, når man sidder i Danmark. Men det er et meget stort debatemne. Narrativet i medierne var - og er - at der finder en form for rekolonisering sted, hvor rige, hvide vesteuropæere kommer til Asien og bruger det som deres eksotiske legeplads, og at de nu oven i købet også vil have de i gåseøjne fattige asiatere til at betale for deres rejser,« siger Matias Thuen Jørgensen.
»Vores projekt sætter ansigt på en gruppe, som er stærkt omtalt, men som ellers ikke havde en stemme i debatten,« forklarer han.
»I medierne var der ikke nogen sondring mellem dem, som tigger, og dem, som spiller musik eller sælger ting. Det gennemgående er, at det er folk udefra, som bruger begpacking til at finansiere deres rejse på – og det er der, den potentielle problemstilling opstår, fordi rejseri anses som luksus«.
Det at rejse rundt i verden og løbende tjene til dagen og vejen er ifølge Matias Thuen Jørgensen hverken et nyt eller et geografisk indskrænket fænomen. Det nye er, at rejseformen er mere organiseret i dag, fordi begpackere mødes i diverse online-fora og udveksler tips og søger information.
Narrativet holdt ikke
På grund af de negative skriverier troede forskergruppen, at deres undersøgelse ville handle om, hvorfor en hvid middelklasse var begyndt at tage til Østen for at lade en mindrebemidlet lokalbefolkning betale for deres selvrealiseringsprojekter.
Virkeligheden viste sig dog at være en anden:
»Alle de begpackers, vi interviewede, og langt de fleste af dem, som vi snakkede med, men som ikke ønskede at medvirke i vores undersøgelse, viste sig i en vis udstrækning at tigge om penge eller donationer, fordi de var nødt til det,« siger Matias Thuen Jørgensen.
Forskergruppen talte med i alt ca. 20 begpackere og otte af dem foretog de reelle interviews med. Ud af de otte var der fire, som tjente penge ved det, der på engelsk hedder ’busking’ – altså at spille guitar, lave teater eller performance art for så til gengæld at modtage donationer fra forbipasserende. To af begpackerne solgte forskellige ting, mens de sidste to blot tiggede om penge.
Begpackere fra tidligere sovjetlande
Over halvdelen af de begpackers, som forskerne var i berøring med, var fra tidligere sovjetlande, hvilket overraskede Matias Thuen Jørgensen.
»Vi interviewede nogle fra Rusland og et par fra Ukraine, som ikke kunne komme hjem af sikkerhedsmæssige årsager – de var i princippet flygtninge. Efter de var taget af sted, opstod der konflikter i hjemlandet, der gjorde, at de reelt ikke kunne tage hjem,« siger han.
Forskergruppen kunne dermed konkludere, at begpackere er en noget mere heterogen gruppe, end det bliver fremlagt i den offentlige debat. Der er et overlap mellem dem, som vil opleve, dem, for hvem det er en livsstil og dem, som gør det af nødvendighed.
»Vi havde forventet de to første, men ikke så meget det sidste element, som spillede ind i vores undersøgelse. De gør det af nødvendighed, fordi de ikke kan vende hjem og ikke få visum i et andet europæisk land – så de fordriver i stedet for deres tid andre steder,« siger Matias Thuen Jørgensen.
Nogle begpackers tjener fint på det. De otte deltagere i undersøgelsen tjente i gennemsnit 250 kr. om dagen, mens den, der tjente mest, tjente ca. 1000 kr. hver dag.
Mange var glade for begpackerne
Den anden del af forskergruppens undersøgelse gik ud på at finde ud af, hvordan lokalsamfundet egentlig anskuer begpackere.
»Det er ofte sådan, at dem, som råber højest, løber med opmærksomheden på de sociale medier, så for at nuancere lokalbefolkningens holdning til begpackere, ville vi gerne spørge de mennesker, som interagerer med dem på gaden om, hvad de syntes,« siger Matias Thuen Jørgensen.
Derfor klædte en af forskerne sig ud som begpacker og stillede sig op et sted i Hongkong og spillede ukulele. Det viste sig, at ret mange forbipasserende stoppede op og donerede penge til spillemanden.
»Dem, der gav penge, ville typisk gerne støtte af filantropiske årsager, eller fordi de følte, at de fik noget ud af musikken, så det var en form for bytteforhold, der fandt sted«.
Forskergruppen interviewede også mennesker, som reagerede negativt over for begpackerne:
»Der var flere årsager til, at man ikke ville støtte med penge eller reagerede negativt. Nogle syntes, det var irriterende med musik i gaden, og andre syntes, det var underligt, at der skulle stå en hvid mand og bede om penge,« fortæller Matias Thuen Jørgensen.
Medier reproducerer en unuanceret virkelighed
Matias Thuen Jørgensen var overrasket over flere af de ting, han og forskerkollegerne fandt frem til i deres undersøgelse.
»Det kom bag på mig, at der er så mange, som ikke passer ind i det narrativ, som blev fremstillet«, siger han.
»Jeg synes, det er et eksempel på, hvordan sociale medier kan være med til at udbrede en misforståelse om nogle grupperinger. Hvis nogen tager et billede af en begpacker og deler det på et socialt medie med en negativ kommentar knyttet til, kan det hurtigt stikke af. Når et pseudomedie tager historien op og deler den, så vokser den kritiske masse sig på et tidspunkt så stor, at den seriøse del af pressen begynder at beskrive et fænomen, som ikke er undersøgt«.
Selvom der er tale om et mindre studie, hvis resultater skal testes yderligere, hvis man vil gå mere i dybden, er Matias Thuen Jørgensen ikke i tvivl om projektets relevans:
»Overordnet set fortæller vores forskning, at turisme og turister er heterogene og kan være mange ting. Det handler ikke bare om charterture og softice, men relaterer sig også til selv-aktualisering og i visse tilfælde til alvorlige problemer såsom fordrivelse og rodløshed,« siger han.
Projektet trækker også tråde til både postkolonielle sår og til racedebatten, påpeger Matias Thuen Jørgensen:
»Hvide drager ofte fordel af deres hudfarve i Asien. Dette kan i sig selv være med til at provokere, når man ser de normalt privilegerede hvide bede de ikke-privilegerede lokale om penge«.
Undersøgelsen er omtalt i tidskriftartiklen ’Encountering begpackers’ i Tourism Recreation Research.
Udgivet i Rubrik #15, 2019
Nyt projekt på vej
Snart går Matias Thuen Jørgensen i gang med en undersøgelse af udviklingen af nye bagagepolitikker hos flyselskaberne. En gammel diskussion om, hvorvidt flybilletter bør prissættes efter den samlede vægt pr. passager inkl. bagage har nemlig fået ny næring, nu hvor den globale opvarmning står så højt på dagsordenen. Flere flyselskaber overvejer derfor efter sigende at inddrage udledningen af CO2 som et argument for at prisdifferentiere billetter efter vægt.