| Tæt på videnskaben

Hvide begpackere tigger også af nød

Kaukasiske begpackers beskrives i syd- og østasiatiske medier som privilegerede samfundsnassere. Men en ny undersøgelse viser, at de rejsende er en heterogen gruppe, som tjener penge på gaden af både lyst og af nød.
Begpacker skilt
En begpackers skilt med følgende tekst: »Hej. Jeg er... fra Rusland. Jeg rejser i Asien i 12 måneder, Hong Kong er et meget unikt sted, men leveomkostningerne er meget høje. Jeg har ikke længere rejsepenge til at fortsætte min rejse. Håber du kan hjælpe«. Privatfoto.


De fleste ved, hvad en backpacker er, men har du hørt om en begpacker?

En begpacker er en person, typisk af kaukasisk oprindelse, som rejser rundt i Østasien og finansierer sin tur ved enten at tigge, bede om donationer for gadeoptrædener eller ved at sælge souvenirs, postkort eller andet nips på gaden.

Udstødt i medierne
Sammen med tre andre forskere har turismeforsker og adjunkt på RUC Matias Thuen Jørgensen undersøgt, hvorfor disse begpackers er blevet lagt for had af den lokale offentlighed i Hongkong.

»Det er svært at forstå, hvor stort et issue dette er i Hong Kong og i hele Øst- og Sydasien, når man sidder i Danmark. Men det er et meget stort debatemne. Narrativet i medierne var - og er - at der finder en form for rekolonisering sted, hvor rige, hvide vesteuropæere kommer til Asien og bruger det som deres eksotiske legeplads, og at de nu oven i købet også vil have de i gåseøjne fattige asiatere til at betale for deres rejser,« siger Matias Thuen Jørgensen.

»Vores projekt sætter ansigt på en gruppe, som er stærkt omtalt, men som ellers ikke havde en stemme i debatten,« forklarer han.

»I medierne var der ikke nogen sondring mellem dem, som tigger, og dem, som spiller musik eller sælger ting. Det gennemgående er, at det er folk udefra, som bruger begpacking til at finansiere deres rejse på – og det er der, den potentielle problemstilling opstår, fordi rejseri anses som luksus«.

Det at rejse rundt i verden og løbende tjene til dagen og vejen er ifølge Matias Thuen Jørgensen hverken et nyt eller et geografisk indskrænket fænomen. Det nye er, at rejseformen er mere organiseret i dag, fordi begpackere mødes i diverse online-fora og udveksler tips og søger information.

Narrativet holdt ikke
På grund af de negative skriverier troede forskergruppen, at deres undersøgelse ville handle om, hvorfor en hvid middelklasse var begyndt at tage til Østen for at lade en mindrebemidlet lokalbefolkning betale for deres selvrealiseringsprojekter.

Virkeligheden viste sig dog at være en anden:

»Alle de begpackers, vi interviewede, og langt de fleste af dem, som vi snakkede med, men som ikke ønskede at medvirke i vores undersøgelse, viste sig i en vis udstrækning at tigge om penge eller donationer, fordi de var nødt til det,« siger Matias Thuen Jørgensen.

Forskergruppen talte med i alt ca. 20 begpackere og otte af dem foretog de reelle interviews med. Ud af de otte var der fire, som tjente penge ved det, der på engelsk hedder ’busking’ – altså at spille guitar, lave teater eller performance art for så til gengæld at modtage donationer fra forbipasserende. To af begpackerne solgte forskellige ting, mens de sidste to blot tiggede om penge.

Begpackere fra tidligere sovjetlande
Over halvdelen af de begpackers, som forskerne var i berøring med, var fra tidligere sovjetlande, hvilket overraskede Matias Thuen Jørgensen.

»Vi interviewede nogle fra Rusland og et par fra Ukraine, som ikke kunne komme hjem af sikkerhedsmæssige årsager – de var i princippet flygtninge. Efter de var taget af sted, opstod der konflikter i hjemlandet, der gjorde, at de reelt ikke kunne tage hjem,« siger han.

Forskergruppen kunne dermed konkludere, at begpackere er en noget mere heterogen gruppe, end det bliver fremlagt i den offentlige debat. Der er et overlap mellem dem, som vil opleve, dem, for hvem det er en livsstil og dem, som gør det af nødvendighed.

»Vi havde forventet de to første, men ikke så meget det sidste element, som spillede ind i vores undersøgelse. De gør det af nødvendighed, fordi de ikke kan vende hjem og ikke få visum i et andet europæisk land – så de fordriver i stedet for deres tid andre steder,« siger Matias Thuen Jørgensen.

Nogle begpackers tjener fint på det. De otte deltagere i undersøgelsen tjente i gennemsnit 250 kr. om dagen, mens den, der tjente mest, tjente ca. 1000 kr. hver dag.

 

Begpacker
Matias Thuen Jørgensens forskerkollega, som udfører begpacker-eksperimentet på forskellige lokationer i Hong Kong. Privatfoto.