| Nyhed

Doktordisputats: Ny tilgang til politisk ledelse i populismens skygge

Ny doktordisputats ’Interactive Political Leadership - The Role of Politicians in the Age of Governance’ fra professor Eva Sørensen beskriver en anderledes tilgang til politisk lederskab, hvor borgere og andre relevante parter i højere grad bliver involveret.
Forside af bogen Interactive Political Leadership
Doktordisputatsen ’Interactive Political Leadership’ er udgivet i bogform på forlaget Oxford University Press.


Gentofte Kommune nedsætter løbende såkaldte opgaveudvalg om konkrete emner, hvor lokalpolitikere og borgere i fællesskab udvikler politikker og strategier i kommunen. I 2020 har kommunen for eksempel nedsat en række udvalg, hvor en gruppe borgere og politikere sammen udvikler forslag til henholdsvis en ny svømmehal, bibliotekernes videreudvikling som lokale kulturhuse og fremtidens boligformer for seniorer.

Opgaveudvalgene i Gentofte Kommune er et af eksemplerne på, hvordan nutidens politikere begynder at udøve en form for ’interaktivt politisk lederskab’, som professor Eva Sørensen fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet har defineret og beskrevet i sin doktordisputats ’Interactive Political Leadership – The Role of Politicians in the Age of Governance’. Eva Sørensen har forsvaret disputatsen dette efterår.

I bogen peger Eva Sørensen på, at relationen mellem politiske eliter og stadigt mere aktive, kritiske og antiautoritære borgere, der ønsker indflydelse mellem valgene, er udfordret i det demokratiske samfund. Mens nogle politikere – dem man ofte kalder populister - angriber andre politikere for at være elitære, så reagerer andre ved at søge en tættere kontakt, dialog og gensidig forståelse med befolkningen og derigennem involvere dem i formuleringen og implementeringen af politiske visioner, strategier og politiske løsninger. Det er det, som Eva Sørensen kalder ’interaktivt politisk lederskab’.

”I et demokrati som vores, hvor borgerne har stor politisk selvtillid, kan der meget let opstå spændinger mellem politikere og borgere, hvis ikke borgerne kommer med ind i det politiske rum, hvor meninger og interesser mødes, og der skal træffes beslutninger på hele samfundets vegne. Det er vigtigt, at borgerinddragelse ikke reduceres til noget med at stille krav, mens den svære opgave, det er at finde løsninger, overlades til stadigt mere pressede politikere,” forklarer Eva Sørensen.

De interaktive politikere har ikke umiddelbart fået så meget medieopmærksomhed, og det kan ifølge Eva Sørensen skyldes, at eksempelvis politikere som den amerikanske præsident Donald Trump tiltrækker sig mere opmærksomhed end de politikere, der indgår i længerevarende samarbejde og dialog med borgerne om politikudvikling. Men det skyldes også, at der ikke har været et sprog for at tale om det ’interaktive politisk lederskab’.

”Det har været et af de centrale formål med doktordisputatsen at udvikle et sådant sprog. Nu kan vi tale om, hvad det er, der er på vej. Vi kan få øje på det, og det kan vise politikere vejen til, hvordan man kan udøve politisk lederskab i et samfund, hvor borgerne kan og vil være meget mere med i demokratiet, end det repræsentative demokrati før har lagt op til, og det kan meget vel være vejen til, at demokratiet bliver stærkere og ikke svagere i de kommende år,” vurderer Eva Sørensen.

Doktordisputatsen ’Interactive Political Leadership’ er udgivet i bogform på forlaget Oxford University Press.

Læs mere om bogen ’Interactive Political Leadership’.

Læs mere om RUC's fag og uddannelser, der beskæftiger sig med politik: 

Bachelor: Politik og Forvaltning

Kandidat: Politik, Politik og Forvaltning, International Public Administration and Politics