Mellemøstforsker viser os fortidens revolutionære

Da den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen den 3. november 1988 blev dræbt af skud foran Købmagergades Postkontor i København, markerede det den dramatiske kulmination på den militante venstrefløjs historie i Danmark. Blekingegadebanden blev synonym med voldelig, revolutionær venstrefløjsaktivisme og kaster stadig den dag i dag mørke skygger over politisk aktivisme på venstrefløjen. Blekingegadebanden er, sammen med organisationer som Bader-Meinhof og de Røde Brigader, rigt og grundigt beskrevet i både litteratur, film og forskning.

Det er gjort pinligt at have været engageret i den palæstinensiske sag dengang, men det er vigtigt og spændende, at nogen nu tør tale om det, så vi forstår, hvad der skete i denne del af vores historie

Men bag de farverige og dramatiske historier om revolutionære terrorbander ligger et bredt og kompliceret spind af danskere, som var endog meget aktive på den internationale venstrefløj, men som var mindre militaristiske - og som endnu aldrig har fået beskrevet deres historie. Den opgave har Sune Haugbølle, professor (MSO) på Roskilde Universitet taget på sig:

»Min forskning viser, at venstrefløjens ideer om internationalt samarbejde og solidaritet ændrede sig gennem deres direkte forbindelser med bevægelser uden for Europa. Vi har været meget fokuseret på radikalisering og de fejltrin, der blev begået. Ved at komme helt tæt på de personlige historier, kan vi også forstå nogle af de overvejelser, som folk havde ved at gå ind i samarbejdet,« siger Sune Haugbølle.

Han har taget afsæt i skriftlige kilder bl.a. via Dansk Solidaritetsbevægelse, israelske efterretningsrapporter, den palæstinensiske, socialistiske organisation Fatah og Folkefronten til Palæstinas Befrielses (PFLP’s) egne arkiver og har desuden talt med adskillige af de hundredevis af danskere, der i 1960’erne og 70’erne tegnede den yderste danske venstrefløj. Mange af dem har ikke tidligere udtalt sig til hverken journalister eller forskere.

Årsagen til deres tavshed skal ifølge Sune Haugbølle til dels findes i bl.a. Blekingegadebanden. Sagen om de mange voldelige og ekstremistiske venstrefløjsaktivister skabte nemlig et stigma, der sidenhen fik mange til at gå meget stille med dørene om deres fortid.

Desuden har mange følt sig skyldige på grund af deres tilhørsforhold, og derfor er der mange, der ikke bryder sig om at tale om det i dag:

»Det er gjort pinligt at have været engageret i den palæstinensiske sag dengang, men det er vigtigt og spændende, at nogen nu tør tale om det, så vi forstår, hvad der skete i denne del af vores historie,« siger Sune Haugbølle.

Og der var meget mere aktivitet end Blekingegadebanden og den maoistiske organisation Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), der udgjorde kernen. Hundredevis af danskere rejste i perioden til Palæstina, Syrien, Irak og Jordan for at mødes med revolutionære grupper som PFLP, og de fik god adgang til toppen af den arabiske venstrefløj.

Vi har været meget fokuseret på radikalisering og de fejltrin, der blev begået. Ved at komme helt tæt på de personlige historier, kan vi også forstå nogle af de overvejelser, som folk havde ved at gå ind i samarbejdet

Mødet fandt også sted i Danmark, hvor palæstinensiske organisationer havde repræsentanter. Mens maoisterne i KAK ikke havde noget problem med at støtte og udføre væbnede aktioner, så sagde langt de fleste solidaritetsfolk fra, når de blev tilbudt væbnet træning, fortæller Sune Haugbølle:

»Den ydre venstrefløj havde en løbende diskussion i 1970’erne af nødvendigheden af revolutionær vold, som for eksempel PFLP’s flykapringer. For Venstresocialisternes vedkommende førte det spørgsmål til intern splittelse, da lederen Preben Wilhjem gjorde op med den militante fraktion Faglig Fællesliste. De samme diskussioner fandt sted i solidaritetsbevægelserne som Palæstinakomiteen«.
Sune Haugbølle fortæller, at det i 1960’erne blev en stor ting for venstrefløjspartier og -bevægelser, at man skulle have internationale komiteer, og det gav et andet udsyn end tidligere:

»Mange blev en del af et netværk af revolutionære socialister, der både var globalt og meget aktivt. Der foregår altså en globalisering af vores politiske kultur gennem dette netværk. Det var en bevægelse, som troede, at man kunne revolutionere vestlige samfund med inspiration fra de antikolonialistiske bevægelser i det globale syd, og hvor man ikke så magthaverne i vesten, og særligt USA, som frihedens beskyttere, men mere så frihed som en proces, hvor man skal frigøre sig fra undertrykkelse - og hvor den kamp også kunne importeres til Danmark,« forklarer Sune Haugbølle og beskriver, hvor uhindret adgang mange af de tilrejsende danskere fik:

»Folk stod pludselig og drak kaffe med Gaddafi eller Saddam Hussein, og her var mange af dem nok lidt blåøjede. Men man var jo glødende antiimperialistisk, og man så zionismen som en grundsten i imperialismen, og derfor blev man også naturlige legekammerater med eksempelvis PFLP,« forklarer Sune Haugbølle.