Kulturmødet med jævnaldrende danskere giver bedre integration
Billeder af store grupper af mennesker, der vandrer langs de danske motorveje, fyldte meget i medierne i efteråret 2015.Menneskeflokkene var flygtninge – ofte fra Syrien – som havde forladt et krigshærget hjemland og var kommet til Europa i en søgen efter fred.
En del flygtninge var på vej videre til Sverige, mens andre blev i Danmark under det, som er blevet kaldt flygtningekrisen i Danmark. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har eksempelvis registreret 8.608 asylansøgere fra Syrien i 2015.
Når flygtninge søger asyl i Danmark og bliver fordelt til kommunerne, bliver de mødt med en formel plan fra myndighedernes side, og den modtagende kommune skal tilbyde flygtningene et integrationsprogram, som består af danskuddannelse og beskæftigelsesrettede tilbud.
Men der er også en alternativ fremgangsmåde end den formelle uddannelse, og det er en mere uformel indsats, som har det med at blive overset af de danske myndigheder, viser forskning fra professor (mso) Michelle Pace fra Roskilde Universitet.
Flygtningestrømme er et af hendes forskningsområder, og hun har siden september 2016 arbejdet på et projekt om, hvordan uddannelse i en bred forstand kan fremme demokratiske principper og styrke social stabilitet og sammenhængskraft i blandt andet Danmark. Projektet blev finansieret af Fund for Academic Cooperation and Exchange between Denmark and the Arab World (FACE), som hører under Udenrigsministeriets Dansk-Arabiske Partnerskabsprogram.
Disse mennesker har ikke den luksus at kunne planlægge deres fremtid
I den forbindelse har hun fulgt og interviewet en række uledsagede unge syriske flygtninge, som er kommet til Danmark som teenagere i efteråret 2015, og et fællestræk er, at de mere uformelle forbindelser til det danske samfund er ønsket og har en gavnlig effekt. De uformelle aktiviteter kan være sport, fællesspisning eller kulturbegivenheder.
»En af de ting, vi fandt ud af i forhold til de unge flygtninge, var, at den bedste måde at lære et sprog og en kultur på, er ved at mødes og være sammen med folk på sin egen alder. Flygtningene respekterer, at de er omgivet af lærere, pædagoger, psykologer og andet fagpersonale, men de savnede at blive integreret med folk på deres egen alder,« fortæller Michelle Pace.
Michelle Pace har arbejdet sammen med seks kommuner i Danmark blandt andet i forbindelse med en felttur til Libanon for at se, hvordan et land, der har modtaget et stort antal flygtninge fra Syrien, håndterer det. I det aktuelle projekt har hun arbejdet tæt sammen med Roskilde Kommune, hvor de interviewede flygtninge er bosat.
Dans bragte flygtninge og danskere sammen
Når Michelle Pace fremhæver fordelene ved uformel uddannelse på vejen mod integration, skal det ikke ses som et enten eller i forholdet mellem uformelle og formelle tiltag som eksempelvis sprogundervisning.
»Man går helt sikkert glip af meget, hvis man ikke kan dansk, for dansk er vigtigt. Men det er nødt til at være en kombination, så vi er nødt til at også at forstå karakteren af hverdagslivet for disse mennesker,” forklarer hun.
Den uformelle uddannelse, som har været central i Michelle Paces forskningsprojekt, kan have flere forskellige former og har ofte haft forbindelse til kultur. Hun har blandt andet observeret mødet mellem unge flygtninge og jævnaldrende danskere i en fredagscafé, hvor de unge mennesker kunne mødes om eksempelvis film- og madoplevelser på tværs af nationaliteter.
En anden uformel uddannelsesaktivitet, som Michelle Pace observerede, var en danseworkshop med unge flygtninge og danskere, som endte med en opvisning ved den årlige Lysfest i Roskilde.
»Jeg observerede træningen. Koreograferne satte alle de unge i en cirkel, og i begyndelsen stod deltagerne ved siden af dem, de var trygge ved, men i løbet af ugen blandede de unge sig i forhold til nationaliteter og køn,« fortæller Michelle Pace.
Træningen kulminerede ved selve lysfesten, hvor de unge mennesker skulle lave en fælles opvisning i Sankt Ibs Kirke i Roskilde.
»Koreograferne havde planlagt denne opvisning, men de havde ikke lagt planer for, hvad der skulle ske bagefter. Efter den fælles opvisning kunne publikum, som primært var fra Roskilde og omegn, ikke holde op med at klappe. De var meget bevægede, flere græd, og andre krammede de unge,« siger Michelle Pace.
Kun en midlertidig integration
En flygtnings hverdagsliv er forbundet med usikkerhed om fremtiden.
»Et af de problemer, jeg har talt med disse unge mennesker om, er, at når de har tilladelse til at blive i nogle få år, så spørger de: ”Hvis jeg ikke ved, hvad der kommer til at ske efter to eller fem år, hvorfor skal jeg så investere mig fuldt ud i at lære dansk ordentligt.” Så det er en vanskelig situation,« siger Michelle Pace og fortsætter:
»Disse mennesker har ikke den luksus at kunne planlægge deres fremtid, så det er måske ikke så overraskende, at mere uformelle aktiviteter giver dem mere energi, for de finder mennesker i disse uformelle netværk, der oprigtigt ønsker at hjælpe dem. Problemet her i Danmark er, at hvis man får opholdstilladelse i to år, så har man kun en midlertidig integration. De fortæller mig, at alt i deres liv er midlertidigt,« lyder det fra forskeren.
Michelle Paces forskning viser, at de uformelle aktiviteter giver noget andet end de mere formelle indsatser.
»Sådanne tiltag bør tænkes ind i de danske integrationsprogrammer, fordi det giver et mødested for forståelse mellem unge flygtninge og jævnaldrende danskere, der på den måde lærer at sætte sig i den andens sted,« understreger Michelle Pace.
Hun er – sammen med postdoc Somdeep Sen – redaktør og forfatter til bogen ’Syrian Refugee Children in the Middle East and Europe – Integrating the Young and Exiled’, som er udkommet på forlaget Routledge i 2018.
Michelle Pace er professor (mso) på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv. Hun underviser blandt andet på International Bachelor in Social Sciences, i International Studies og Global Studies.
Udgivet i Rubrik #13, 2018.
