Projekt- og specialesamarbejde - nyt perspektiv på virksomhedens problemstilling
Hvad er et projekt- eller specialesamarbejde?
De studerendes semesterprojekt er udgangspunktet for samarbejdet. Sammen med de(n) studerende formulerer I en problemstilling med udgangspunkt i jeres praksis. De(n) studerende udarbejder en forskningsbaseret analyse med udgangspunkt i jeres problemstilling. Aftal med de studerende, at I får resultaterne leveret i et format, som giver mening for jer. I leverer til gengæld de relevante ressourcer, empirisk grundlag og professionel feedback på deres arbejde
Samarbejdet foregår oftest med en gruppe studerende. I enkelte tilfælde (ofte specialet) arbejder en studerende alene på projektet.
Varighed: Samarbejdet forløber normalt over 3-6 måneder, men varierer fra uddannelse til uddannelse.
Hvad får jeres virksomhed ud af samarbejdet?
- I får en gennemarbejdet, akademisk og kritisk analyse af jeres udfordring.
- I får mulighed for se potentielle medarbejdere an og blive klogere på konkrete fagområder
- I øger de studerendes kendskab til jeres virksomhed og arbejdsområder
Hvad kræver samarbejdet af jer?
1) Formulér et oplæg til samarbejde
- Samarbejdet etableres med udgangspunkt i de(n) studerendes uddannelse og skal derfor leve op til akademiske standarder på den pågældende uddannelse. Det er op til de studerende at sikre relevansen, men vær opmærksom på at de studerende kan justere projektopslaget.
- Projektet kan være med udgangspunkt i en konkret udfordring, som de studerende kan formulere et akademisk problem ud fra.
- Det kan også være et mere åbent oplæg til dialog, hvor I præsenterer jeres virksomhed og forretningsområder og inviterer de studerende til at komme med ideer til projekter, som I kan samarbejde om.
- Oplægget uploades i Roskilde Universitets Job- og projektportal, men du er velkommen til at kontakte os på samarbejde@ruc.dk, hvis du har brug for sparring på din problemstilling, inden du lægger opslaget op.
Deadline: Vil du samarbejde med en gruppe studerende i foråret, skal vi have dit oplæg et sted mellem november og januar. Drejer det sig om et samarbejde i efteråret skal vi have det mellem juni og august.
2) Investér jeres tid
I skal bruge noget tid og, efter aftale, give de studerende adgang til relevant data, interviewpersoner mv. Nogle virksomheder stiller også kontorfaciliteter til rådighed. I bestemmer selv omfanget af jeres deltagelse.
3) Forventningsafstem inden I går i gang
De bedste samarbejder starter med en ordentlig forventningsafstemning, om hvad der skal foregå samt hvornår. Derfor anbefaler vi, at I formulerer en aftale om udveksling af viden mellem de studerende og jeres virksomhed, inden I går i gang med samarbejdet. I er interesserede i at få en belyst en problemstilling i et forskningsprojekt, men I foretrækker måske at få leveret resultatet i et andet og mere operationelt format. De studerende er interesserede i at få adgang til empiri og i at få jeres professionelle feedback på deres arbejde. Sæt derfor ord på, hvordan resultater og inputs skal overleveres i løbet af og som afslutning på samarbejdsperioden.