Forskningsgruppe > Molecular and Medical Biology > Nyhed

Podcasts sætter fokus på udvikling af nye genteknologiske metoder

Professor i medicinalbiologi Jesper Troelsen og ph.d.-studerende Johanne Davidsen fra Roskilde Universitet medvirker i de to seneste episoder af ’Naturligvis - en podcast om naturvidenskab’.
Hovedtelefoner på gul baggrund. Foto: Unsplash.
To forskere fra Institut for Naturvidenskab og Miljø medvirker i podcasten Naturligvis. Foto: Unsplash.


På Institut for Naturvidenskab og Miljø forsker Jesper Troelsen og Johanne Davidsen begge i tarmceller og de molekylærbiologiske mekanismer bag tyktarmkræft. I to episoder af podcasten Naturligvis sætter forskerne fokus på PRIITE (Precise Integration of Inducible Transcriptional Elements) - én af seneste metodiske landvindinger inden for genteknologi. 

Lyt med her: 
Episode 1: PRIITE – genernes tænd og sluk knap
Episode 2: PRIITE en eksemplarisk metode?

Gener kan styres præcist
PRIITE kan præcist kontrollere aktiviteten af et gen, der er blevet manipuleret. Det er en forudsætning for, at redigerede gener kan bruges til sygdomsbehandling. For hvis gen-redigeringsteknikker skal anvendes til behandling af sygdomme, er det afgørende, at aktiviteten af de redigerede gener kan styres præcist. Hidtil har netop det været en stor udfordring blandt forskerne i laboratorierne, da der populært sagt opstår “utætheder”, så de manipulerede gener lækker. Det betyder, at generne er mere eller mindre aktive end ønsket, når man forsøger at regulere deres aktivitet. Det begrænser den kliniske anvendelse, når teknologien skal anvendes til gavn for patienter.
 
PRIITE-metoden har også ført til opdagelsen af, hvordan det særlige protein CDX2 styrer modningen af normale tarmceller. Ved tarmkræft nedregulerer vores immunforsvar desværre CDX2-proteinet i tarmcancercellerne, og det kan få tarmkræften til at sprede sig.