Voksne skal forstå børns leg med teknik

For første gang i historien er der meget stor forskel på det liv, børn møder uden for børnehaver og vuggestuer, og det liv de lever i institutionerne. Overalt er deres almindelige hverdag fyldt med teknologi. Uanset om de går på gaden, kører i bussen eller er hjemme, er der for de flestes vedkommende smartphones, iPads, Nintendomaskiner, computere, kameraer og fjernsyn over det hele.

Men i børnehaverne er der ofte meget lidt forståelse for den informationsteknologi, der fylder børnenes hverdag.

»Der er en diskrepans mellem børnehaverne og den virkelighed, børnene færdes i uden for børnehaverne. Det er et paradoks, fordi den situationsbestemte pædagogik tager udgangspunkt i hverdagssituationer fra børnenes eget liv. Men hele den del af deres liv, der handler om interaktion med teknik, har forældre og pædagoger kun en ringe forståelse af,« siger Niklas Alexander Chimirri fra Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning.

I forbindelse med sin ph.d.-afhandling hvor han undersøger, hvordan børn bruger informationsteknologi sammen ud fra børnenes eget perspektiv, var han på feltarbejde i en børnehave i Berlin. Her så han, hvor stor en rolle teknologi spiller i børnenes fælles liv, og hvor lidt det fylder i børnehaven.

»Pædagogerne er klar over, at fx Nintendo Wii eller DS er en vigtig del af børnenes liv. Men det var et område, som pædagogerne ikke selv anede noget om, ikke interesserede sig for og i nogle tilfælde ligefrem havde et frygtsomt forhold til. Men en del af deres faglighed består i at være på højde med det, som fylder meget i børnenes liv,« siger Niklas Alexander Chimirri.

Han nævner den populære Youtube-video, hvor et godt 1-årigt barn i stadig større forvirring forsøger at få et almindeligt magasin til at reagere som en iPad som et eksempel på, hvor meget teknologi fylder.

»Det interessante er ikke kun, at barnet agerer intuitivt med en iPad, men også at det ikke er vant til at se et helt almindeligt blad. Det viser, hvor meget teknologien fylder,« siger
Niklas Alexander Chimirri.
 

Misforstået Mario Kart

Men på trods af at børn oplever forældre og andre voksne, der konstant oplever verden gennem en skærm, prøver mange forældre at begrænse børnenes brug af samme teknologi. Niklas Alexander Chimirri mener, at forældrene i stedet for at begrænse brugen skal forstå, hvad det er, der fascinerer børnene, og hvilken rolle det spiller i deres liv.

»Der var en far, der var meget bekymret over, at hans dreng så for meget fjernsyn og spillede for meget Nintendo. Han konstruerede en idé om, at det ville give drengen sociale problemer i fremtiden, og derfor satte han grænser og forbød endda drengen at lege med sin bedste ven, der også var meget interesseret i teknologi og spil,« fortæller Niklas Alexander Chimirri.

Men i børnehaven observerede Niklas Alexander Chimirri de to drenge, og han kunne se, at deres lege næsten altid tog udgangspunkt i spillet Mario Kart. Med andre ord forhindrede spillet ikke drengen i socialt samvær, men styrkede det tværtimod. Pædagogerne forstod heller ikke drengenes relation.

»Et centralt element i Mario Kart er, at spillerne giver hinanden en albue i siden for at slå modstanderne ud af kurs. Det gjorde drengene også i deres lege, fordi det var en del af deres fælles referencerammer. Men pædagogerne prøvede ikke at forstå deres leg og kunne ikke genkende den, fordi de ikke havde noget kendskab til Mario Kart. Derfor irettesatte de vennerne for at skubbe til hinanden i stedet for bruge det som udgangspunkt for den situationsbestemte pædagogik,« siger Niklas Alexander Chimirri.

Han argumenterer ikke for, at pædagogerne skal fylde børnehaven med teknologi, men for at det er et vigtigt element af børnenes liv, som det er en faglig pligt at følge med i. En af måderne kan fx være ved, at pædagogerne lærer fra børnene.

»I stedet for at kræve, at voksne bliver eksperter i informationsteknologi, forslår jeg, at de systematisk undersøger teknologierne sammen med børnene. Det kan være en meget social oplevelse at bruge en iPad. Børnene deler den intuitivt og lærer fra hinanden. Hvis de voksne er åbne for at lære fra børnene på samme måde, vil de blive bedre i stand til at forstå og tage udgangspunkt i hverdagssituationer fra børnenes eget liv i deres pædagogik,« siger Niklas Alexander Chimirri.