| Tæt på videnskaben

Velkommen til Udkants-verden

Fra at være en magtfaktor er Europa i dag på vej til at blive marginaliseret. Især inden for det økonomiske område er globussen vendt på hovedet – og de sidste til at opdage den nye verdensorden er tilsyneladende EU-landene selv, påpeger professor Laurids Sandager Lauridsen.
Laurids Sandager Lauridsen - Rubrik
Foto: Uffe Weng


Professor Laurids Sandager Lauridsen, Institut for Samfund og Globalisering, er ikke bange for at sige det højt, som andre tænker: Nemlig at Europa er godt og grundigt på vej til at blive marginaliseret. Og at vi langt hen ad vejen ligger, som vi selv har redt.

»Vi har en masse kriser i øjeblikket, og de overlapper hinanden: Finanskrise, fødevarekrise, klimakrise og så videre. Kriserne er et symptom på, at noget er i ubalance – og noget er ved at forandre sig. For mens vi snakker kriser, stormer Kina, Indien og Brasilien frem på de økonomiske markeder – ja, selv Afrika er i vækst. Nord-sydmagtbalancen er forrykket. Indien og Kina investerer og køber virksomheder i udlandet. Og den nye økonomiske styrke giver også en ny selvsikkerhed, vi ikke har oplevet før. Men vores verdensbillede her i Europa er bagefter, og vi ved ikke, hvordan vi skal agere, når det, vi altid har kaldt ”Den Tredje Verden”, siger: ”Det og det vil vi ikke gå med til”, som vi eksempelvis så det under COP15 i København forrige år,« forklarer Laurids Lauridsen, der mener, at den europæiske selvopfattelse langt hen ad vejen stadig har rødder tilbage til dengang, hvor de europæiske lande var kolonimagter.

»Vi har jo en opfattelse af, at vi har de rette idéer, og helt op i det her årti tager vi stadig ud i verden og missionerer. Nu er det blot ikke kristendommen men samfundets indretning, vi drager ud i verden med. Vi mener, vi har svaret på, hvad ”god regeringsførelse” er. Samtidig har vi de nye økonomiske magter, der ikke skal ud og ”redde verden” men bare vil vokse. Så spørgsmålet er nok, hvem der kan lære hvem hvad,« påpeger han.

Ingen finanskrise – i Kina
Han peger på de store internationale organisationer, der primært opstod efter Anden Verdenskrig – eksempelvis WTO, Verdensbanken og FN – der har haft meget svært ved at tilpasse sig den nye verdensorden.

»Eksempelvis har Kina kun en beskeden stemmeret i IMF (Den Internationale Valutafond, red.), og Brasiliens stemmevægt er mindre end Belgiens. Det er jo ikke tidssvarende. Så hvis vi ønsker, at de store verdensinstitutioner skal overleve, skal de afspejle det nuværende magtforhold. Og det betyder, at de befolkningsrige nationer som Kina, Indonesien, Indien og Brasilien skal have langt større indflydelse,« forklarer Laurids Sandager Lauridsen.

På det økonomiske område sker udviklingen ikke længere hen over den nordlige del af Atlanterhavet men tværs over Stillehavet.

»Amerikanerne har lagt produktionen ud til Fjernøsten, og Kina har store økonomiske reserver, som det placerer i USA. Man har købt for omkring 1200 mia. US dollars statsobligationer, og herudover i forskellige halvstatslige kreditinstitutioner placeret 4-500 mia. US dollars. Kina gør ikke det her for at give den betrængte amerikanske økonomi kunstigt åndedræt, men fordi det giver Kina magt. Det sætter naturligvis USA i et uvant økonomisk afhængighedsforhold til den gamle røde fjende mod øst. Flere lande tværs over Stillehavet har den slags ordninger, og man skulle så tro, at Valutafonden havde opmærksomheden rettet mod de store ubalancer hen over Stillehavet. Men man holder primært blikket rettet mod Europa lige nu,« forklarer Laurids Sandager Lauridsen.

Historien gentager sig
Der er en skræmmende lighed mellem ”De brølende 20’ere”, der førte frem til det fatale krak på Wall Street og efterfølgende økonomisk depression – og så den overdrevne optimisme i årene efter årtusindskiftet og frem til finanskrisen.

»Forskellen fra da til nu er, at de finansielle koncerner er blevet meget stærke og mere globale og derfor svære at regulere, når det brænder på. Vi betaler prisen for 30 års nyliberal globalisering, hvor vi glemte historien og i stedet satsede på markedskræfternes frie spil. Det har betydet, at finansindustrien er vokset langt ud over, hvad man må kalde sund fornuft. ”Kasino-økonomi” er blevet automatiseret, og nu poster Den Europæiske Centralbank enorme summer i storbankerne, der ellers i realiteten ville være insolvente,« påpeger Laurids Sandager Lauridsen og fortsætter:

»De reguleringer og barrierer, man opsatte efter krigen for at sikre, at det finansielle marked ikke løb løbsk, var ikke så tossede endda. Så ja, vi skal have mere historisk fornemmelse. Og så er det nok på tide, at vores del af verden udvikler et mere realistisk selvbillede. Det er ikke sikkert, det er os, der har svarene på alle verdens kriser og udfordringer. Så det ville nok være sundt, hvis vi lærte lidt ydmyghed, når vi skal finde vores fremtidige plads i globaliseringen.«