Udsatte børn og unge bliver mødt af mistillid og svigt

Mange socialt udsatte børn og unge har en følelse af at blive svigtet og overset af de mennesker, der skal hjælpe dem. De bliver ofte beskyldt for selv at være skyld i deres situation, og lærerne i folkeskolen udpeger dem som den direkte årsag til klassens problemer.

»Børnene siger selv, at de bliver mødt med så meget mistillid af blandt andre lærere, at de ikke længere tror på de voksne,« siger professor ved Institut for Samfund og Globalisering og medlem af Børnerådet Hanne Warming.

I projektet ‘Tillid i socialt arbejde med børn og unge’ dokumenterer hun via observation af børnesager i en række kommuner og interview med børn og socialrådgivere, at mange børn og unge bliver mødt med mistillid, selv om netop tillid er fuldstændig afgørende i arbejdet med udsatte unge.

»Fælles for mange af børnene er, at de især oplever at blive mødt af massiv mistillid i folkeskolen. Mange af børnene føler, at lærerne udpeger dem som årsag til problemer i klasserne, og at de bliver mødt med bedreviden og manglende tro på, at de kan eller vil noget med deres skole og liv. De oplever en generel mistillid til, at de har gode intentioner,« siger Hanne Warming.

Som eksempel på, hvor grelt det kan være, nævner hun en sag, hvor nogle søskende fra en ellers velfungerende familie fik svært ved at koncentrere sig i skolen, efter deres far døde, og deres mor blev syg.

»Men skolens fokus var ikke på, at der var kaos og fortvivlelse derhjemme, men på at børnene var ukoncentrerede og forstyrrede undervisningen,« siger Hanne Warming.

Lærerne har ikke tid

Hanne Warming har siden fortalt om børnenes erfaringer på workshops for lærere, der er særligt engagerede i udsatte børn og unge, og de genkender kritikken.

»Lærerne kan godt se, at de slet ikke møder de her børn og unge på en tillidsorienteret måde. Det, lærerne selv peger på, er, at der er kommet så meget fokus på, at de skal følge læreplaner og nå målene, at der ikke er tid til at fokusere på den enkelte elev.

Generelt var budskabet, at lærerne enormt gerne vil hjælpe de unge, men ikke har mulighed for det,« fortæller Hanne Warming.

Det er langt fra kun i skolen, der er store problemer. Mange af de børn, Hanne Warming har interviewet og fulgt, oplever også at blive eller føle sig svigtet af socialpædagoger og socialrådgivere.

Hanne Warming observerede flere tilfælde, hvor unges sagsbehandlere handlede stik imod den unges ønsker og behov.

I et tilfælde tryglede en pige sin sagsbehandler om at få lov at flytte fra sin alkoholiske og voldelige far til en ungdomsbolig, så hun kunne koncentrere sig om sin skolegang. Men sagsbehandleren afviste med den begrundelse, at pigen skulle gennemføre sin 9. klasse først, og sendte hende til en misbrugskonsulent, selv om hun ikke havde et misbrug. Konsulenten lyttede til pigen og talte hendes sag for sagsbehandleren. Herefter fik pigen en bolig og bestod sin 9. klasse.

»Socialrådgiveren havde meget fokus på, at pigen skulle tage sig sammen og koncentrere sig om skolen. Men det betød, at pigen blev pålagt hele ansvaret for den problematiske skolegang på trods af, at hun kæmpede med svære forhold derhjemme,« siger Hanne Warming.

Fokus på problemer

Generelt undskylder mange fagpersoner forholdene med mangel på tid. Men Hanne Warming oplevede, hvor langt man kan komme med elementær indlevelse.

I en sag kunne hun se en pige synke sammen i stolen, mens hendes mor og kontaktpædagogen på bostedet, hvor hun var anbragt, klandrede hende for, at hun havde slået to drenge, der drillede en mindre dreng. Men så understregede pigens socialrådgiver, at pigen flere gange havde forsøgt med ord, før hun greb til at slå. ’Jeg kan godt se, det var en svær situation for dig, men hvis jeg var den lille dreng, så ville du være min helt, fordi du forsvarede de svage fremfor bare at se til,’ sagde socialrådgiveren.

»Man kunne ligefrem se, hvordan pigen lyste op og voksede, og bagefter oplevede jeg pigen og sagsbehandleren tale sammen om alle pigens oplevelser og bekymringer,« siger Hanne Warming.

Men der er nogle mekanismer i systemet, der kan ødelægge tilliden. Dokumentationskravet betyder, at socialrådgiveren skal notere alt inklusiv ting, som den unge siger i fortrolighed, når tilliden er oprettet. Samtidig bliver socialrådgiverne nødt til at fokusere meget entydigt på den unges problemer, når de indstiller dem til at få bevilget de bedste behandlingstilbud.

»De unge kan opleve et svigt, når de kan læse fortrolige oplysninger i sagsmappen og samtidig føler, at socialrådgiveren kun fokuserer på alt det, der går dårligt,« siger Hanne Warming.

Udover manglende opmærksomhed på, hvor vigtig tillid er, er den største hindring til et tillidsfuldt forhold manglende tid. Derfor er nogle kommuner begyndt at give socialrådgiverne færre sager, så de har bedre tid.

»Det har faktisk vist sig, at de kommuner sparer penge, og det er logisk nok, for hvis en tillidsbaseret tilgang betyder, at de unge ikke kommer ud i kriminalitet eller melder sig helt ud af samfundet, så er det mange penge at spare i sidste ende,« siger Hanne Warming.