Taler skaber lederskab
Der er ingen stammen, tvivl, flakkende blikke, begejstrede fagter eller gejst i nyhedsbreve. Der er ingen befriende latter eller nærvær i Facebookgrupper.
Der er ingen fornemmelse af at skabe noget, gøre noget eller kæmpe for noget sammen med andre i den seneste intramail. Der er kun beskeder, information og budskaber.
»Der er med god grund meget fokus på sociale medier og elektronisk kommunikation, for de kan rigtig meget. Men man skal passe på, man ikke glemmer et af de vigtigste ledelsesredskaber undervejs,« siger lektor i retorisk kommunikation på RUC, Jonas Gabrielsen.
Han er aktuel med bogen ’Ledere, der taler – taler, der leder’, der viser, hvordan ledelsestaler kan forandre, inspirere og påvirke kulturen i virksomheder og organisationer.
»Talen kræver, at vi er sammen og kan mærke hinanden, og det er måske lige præcis den følelse, vi mangler i den moderne verden, hvor vi hver især sidder i vores eget lille kommunikative rum. Når en leder taler til medarbejdere, mellemledere, aktionærer eller bestyrelsesmedlemmer, så opstår en samhørighed, som ikke findes i det månedlige nyhedsbrev eller på Facebook,« siger Jonas Gabrielsen.
Seismograf over virksomheden
Mens det herskende mantra er, at ledelse er kommunikation, så afdækker bogen en anden påstand; nemlig at ledertaler giver lederskab. Som det hedder i bogen, er talen ’ledelseskommunikationens Rolls Royce’. De største taler har skabt præsidenter og samlet nationer, og hver eneste dag fungerer lederes taler som en seismograf over tidsånden eller virksomheders og organisationers tilstand.
»Når en leder træder frem og taler, forholder man sig til den, der taler. Vi kan se, hvem der leder organisationen, og den synlighed er noget af det, der er allermest efterspurgt. Folk vil se deres ledere, de vil vide, hvad de står for, og hvem de er. I modsætning til tekst, så handler talen ikke kun om budskaber, den handler også om det menneske, der holder talen,« siger Jonas Gabrielsen.
Men i dag er især danske politikere så medietrænede, at den nerve, der kan være i en tale, går tabt i poleret overflade uden sprækker til mennesket bag. Vi får intet indblik i personen Helle Thorning Schmidt, når hun holder en tale, og derfor kan vi heller ikke aflæse nationens tilstand i hendes ord og mimik.
»Generelt forstår danske politikere ikke, hvad talen er. Vi kan sjældent mærke dem. De optræder skråsikkert og uden tvivl. De tror, det handler om at fremføre de vigtigste budskaber. Men det gør det ikke. Det handler om at skabe fællesskab, at få os til at føle, vi er på vej et sted hen, at skabe en stemning og en sindstilstand. Talen er ikke en kanal for et budskab, det er et rum, hvor vi er sammen. Politikerne må gerne være sårbare, de må gerne reflektere, de må gerne anerkende modstandernes synspunkter eller argumentere mod dem, og som minimum skal de møde dem, de taler til, der, hvor de er,« siger Jonas Gabrielsen.
Forstå modtageren
For at kunne skabe følelsen af fællesskab, kræver det, at taleren har en indgående forståelse af de mennesker vedkommende taler til. I bogen fortæller erhvervsmanden Ulrik Bülow om, hvordan han bl.a. med vidt forskellige tilgange til taler ændrede først Matas og siden Egmont-koncernen. Begge steder satte han sig grundigt ind i, hvilke mennesker han havde med at gøre. Da han blev direktør bestod Matas af 120 vidt forskellige butikker med forskellige navne. Det afgørende for Bülow var at få de egenrådige butiksindehavere med på strategien om at skifte navn til Matas og modernisere butikkerne. Det krævede, at de havde tillid til ledelsen. Så i stedet for udelukkende at fremhæve strategiens fordele i sine taler, imødekom han eksplicit butiksejernes modvilje mod centralisering. Dermed tog talerne udgangspunkt i en forståelse og anerkendelse af deres skepsis.
I Egmont brugte han forskellige strategier. Den meget veluddannede bestyrelse opfattede simple løsninger som utroværdigt. Bülow sikrede opbakning til sin relativt enkle strategi ved at fremstille den som overordentlig kompleks. I forhold til de enkelte forlagsdirektører var det afgørende at vedvarende italesætte, at der ikke er nogen modsætning mellem økonomi og litterær kvalitet, men at økonomi tværtimod er kvalitetens forudsætning.
Talen skaber kulturen
Pointen er, at han målrettede talerne til de vidt forskellige organisationer, medarbejdere og bestyrelser, og i den proces fik et langt større indblik i både organisationen og sine egne forretningsplaner.
»Taleren skal ikke fortælle, hvad vedkommende tænker, men fortælle mig som tilhører, hvorfor jeg skal tænke på det, han tænker. Enhver tale skal kunne mærkes nedefra selv om den bliver holdt oppefra. Taleren skal, som i Ulrik Bülows eksempler, sende elevatoren ned og hive folk med op,« siger Jonas Gabrielsen.
Lederen skal også gøre sig klart, at en tale ikke kun findes i det øjeblik, den bliver holdt, men sætter sig spor langt ind i virksomheden i lang tid fremover.
»Talen skal både være tilpasset det rum og de mennesker, man taler til, men samtidig skal den fungere uden for rummet, når medarbejderne mødes i frokostpausen. Det lederen taler om, er det som medarbejderne vil opfatte som vigtigt. Talen skaber en kultur i organisationen, og derfor skal den ikke kun tilpasses den konkrete medarbejdergruppe, man taler til, den skal også tilpasses de grundlæggende antagelser, man søger at fremme,« forklarer Jonas Gabrielsen.
DEN GODE LEDERTALE
Den gode ledertale er ifølge Jonas Gabrielsen konkret og tager bestik af situationen. Den gode tale bygger også lederen op. Man kan med en ledertale sige meget om diverse forhold, men man siger hermed også meget om sig selv som leder. Ledertalen skaber også refleksion i lederen. Det er de samme greb, der sætter os i stand til at afklare vores tanker og overbevise andre om deres rigtighed. Dermed gør den gode ledertale lederen mere bevidst om organisation, midler og mål.