Tale til de nye studerende: "Der er brug for jer - I er fremtiden"
Velkommen til Roskilde Universitet.
Jeg er fantastisk glad for at kunne byde jer alle sammen velkommen i dag.
Det er altid en festdag, når vi starter det nye akademiske år – og campus fyldes af glade, forventningsfulde og spændte mennesker.
I dag er en ganske særlig dag. For i dag markerer en ny start i jeres liv.
Det er en ny start, som for hver af jer vil lede jer i vidt forskellige retninger.
Men det, der er fælles for de mange forskellige retninger er, at de vil blive formet af det helt særlige, at I nu er på et universitet. Og selvfølgelig af, at I er på Roskilde Universitet.
Et universitet er en helt særlig uddannelsesinstitution, fordi vi kræver at undervisningen skal være forsknings-baseret – den skal bygge på forskningen inden for de områder, I skal arbejde med, og I skal møde dygtige forskere som selv bidrager til at udvikle den viden, som I bliver undervist i.
Og I skal lære selv at tilegne jer viden ved at anvende videnskabelige metoder, videnskabelige teorier og principper. I skal ikke bare suge viden til jer, men også lære at udfordre den eksisterende viden – på en videnskabelig måde.
På RUC mener vi dette helt bogstaveligt: Derfor kommer I alle til at arbejde med projekter, hvor I undersøger selvvalgte problemer gennem en forskningsproces.
På den måde bliver I ikke bare gæster eller ’kunder’ men en aktiv del af universitetet og de værdier, som universitetet står for.
De år, der ligger foran jer, er spændende og vigtige – nogen af jer tænker måske også, at det hele virker overvældende og en anelse skræmmende.
I kommer til at udvikle jer både personligt og fagligt.
Vi kommer til at give vigtige faglige kompetencer, men I vil få særlige kompetencer i projektarbejde og projektstyring - og vigtige samarbejdskompetencer. Samarbejdet vil udvikle og kvalificere jeres projekter i fælles diskussioner – og samtidigt skabe rammer for individuelle bidrag til projekt. Samarbejdet er et vigtigt håndværk, til tider et svært håndværk, men det kan læres og udvikles.
Det betyder også at de vigtigste mennesker i jeres studieliv, er de andre mennesker der sidder her i rummet. Vær nysgerrig over for alle dine medstuderende, også for dem, der ikke ligner dig selv. Nogle bliver jeres bedste samarbejdspartnere nu eller senere, nogle bliver jeres gode venner og fortrolige, og nogen bliver måske bare en del af jeres fremtidige netværk. Hvem ved - måske sidder jeres kommende chef, yndlingskollega, eller nye bedste ven lige ved siden af jer her i salen.
Vær ambitiøse, men giv også jer selv – og hinanden - plads til at begå fejl undervejs. Vi lever i en tid hvor alle taler om at træffe de helt rigtige valg. I kommer til at træffe tonsvis af valg i de kommende år, og nogen af dem vil være forkerte. Men nogle gange lærer man altså mere af sine små og store fejl end af de lette succeser.
Jeres uddannelse skal udvikle jer og gøre jer klar til at godt arbejdsliv, men det betyder ikke at studieliv og arbejdsliv er to helt forskellige verdener. I kommer ikke til at leve i en boble. Undervejs kommer de fleste af jer ud i arbejdslivet – i studiejobs, i praktik eller i frivilligt arbejde, og mange af jer vil komme ud i virksomheder og organisationer som del af projektarbejde og kurser. Vi er et universitet i virkeligheden.
Og husk samtidigt at de næste fem år næppe er sidste gang i jeres liv, I kommer til at sidde på skolebænken og dygtiggøre jer. Så det I tager med jer fra universitetet er ikke bare en masse viden og færdigheder; det er forhåbentlig også en grundlæggende nysgerrighed, åbenhed og vilje til at lære, uanset hvor I befinder jer.
Læs også: Studiestart: Fællesskab, samarbejde og Cartoons foran stationen
I disse år er vi mere end nogensinde før afhængige af forskningsbaseret viden og højtuddannede medarbejdere. Derfor er universiteterne nøglen til løsningen af mange af de problemer, vi står overfor i dag: Den grønne omstilling, globale og regionale sikkerhedstrusler, økonomisk og social ulighed, de store sundhedsudfordringer…
Derfor er universiteterne også kommet mere i offentlighedens søgelys. Der er mere opbakning end nogensinde før; men også mere kritik end nogensinde før. I kommer til at høre begge dele i de kommende år: Store forventninger, store ord og store muligheder men også skepsis og kritik.
Det er en verden, vi skal manøvrere i sammen. Det er jeg sikker på at vi kan!
Og husk: Der er brug for jer - I er fremtiden – og det er vores opgave at tage vare på den fremtid i de kommende år.
From the bottom of my heart. Fra en der selv – for 38 år siden var lige der hvor I nu er: På universitetet, på RUC, på vej.
Velkommen!