Sociolog: Igennem de senere årtier er der sket en forråelse af gadekulturen

Denne kronik er oprindelig bragt i Politiken den 12. december 2021.

Udgivelsen af min bog ’Veje til respekt’ har ført til offentlig debat. Bogen, som er baseret på 9 års etnografisk feltarbejde blandt unge marginaliserede multietniske mænd på Nørrebro, udgør en detaljeret beskrivelse af deres hverdagsliv på gaden i kraft af nedskrevne observationer samt samtaler og interviews med de pågældende unge.

Derudover forklarer den, hvorfor dette liv på gaden er, som det er, hvorfor det opstår, og hvorfor diverse individer deltager i det.

Især de sidstnævnte aspekter har ledt til debat. Undervejs i debatten er der desværre opstået misforståelser af mine argumenter, da de, der har diskuteret emnet – som de påpeger – ikke har læst min bog, men kun mine udtalelser i medierne. Det har ledt til en række kritikpunkter, jeg vil besvare her.

Jeg er blevet taget til indtægt for at mene, at kriminalitet kun skyldes fattigdom. Dette er ikke korrekt. Som jeg fortæller i interviewet i Politiken, bliver de færreste fattige kriminelle. Så fattigdommen i sig selv kan ikke forklare kriminaliteten. Omvendt ved vi, at de fleste, der begår visse former for kriminalitet, kommer fra en udsat position. Vi bør derfor heller ikke se bort fra fattigdommen, når vi debatterer de problemer, der er forbundet med gadelivet.

Problemet er ikke fattigdom alene, det er derimod – meget simplificeret – at koncentrationen af fattige og ringeagtede individer giver grobund for en bestemt kulturel form: gadekulturen.

Som jeg siger i interviewet til Politiken: Alle har et valg, men risikoen for at træffe forkerte valg er dog større for dem, der bor i et område, hvor der er en koncentration af fattige og ringeagtede, og hvor bestemte sociale processer derfor finder sted.

Disse er hovedsageligt gruppeprocesser, som bl.a. medfører et andet moralsk perspektiv på legitimiteten af kriminalitet. Men alene det, at der er fattigdom, er ikke nok til at forstå gadekulturen. Anerkendelse eller det modsatte, ringeagt, er lige så centralt for at forstå denne kultur og dens opståen; at gadekulturen tilbyder alternative kriterier for anerkendelse eller med gadens ord: respekt – og derfor bliver tiltrækkende for unge, der føler sig ringeagtet i samfundet og i kraft af deres klassebaggrund har sværere ved at vinde anerkendelse og status på samfundets præmisser.

Et eksempel, der kan tydeliggøre de sociale og kulturelle processer, er, hvis et barns forældre ikke har råd til en cykel – hvilket kan gøre sig gældende for mange fattige familier i de udsatte boligområder; at de ikke har råd til en cykel til hvert barn. Barnet kan da muligvis overveje at stjæle en cykel for at få det, som de fleste andre børn i dagens samfund har. Som dette eksempelvis viser, er det ikke ’absolut fattigdom’, som gør sig gældende i udsatte boligområder i det danske velfærdssamfund, det er derimod ’relativ fattigdom’: at der ikke er råd til det, som de fleste i samfundet tager for givet.

Gadekulturen tilbyder alternative kriterier for anerkendelse eller med gadens ord: respekt

Hvis barnet så vælger at stjæle cyklen og er omringet af andre børn fra bedre kår, som har råd til en cykel, vil det sandsynligvis medføre, at disse fordømmer og ekskluderer vedkommende. Hvis barnet derimod er omringet af andre fattige, hvis der er en koncentration af fattige i nabolaget, som heller ikke har en cykel, kan nogle af dem se det som en ’løsning’ for dem også – som masser af kriminologisk forskning viser, er kriminalitet i høj grad socialt tillært. Disse børn kan igennem interaktionerne med hinanden så udvikle et perspektiv på det at stjæle cykler som tilladeligt. Over tid kan de igennem sådanne processer udvikle en hel kultur, hvori delelementer af det omgivende samfund vil blive set som afvigende.

Nye generationer af unge kan blive socialiseret til gadekulturen, bl.a. i kraft af at de får forbilleder i disse områder, bestående af ældre unge, som før har gennemgået de samme processer, og som nu ikke blot har en cykel, men eksempelvis til tider kører rundt i dyre leasede biler og derved fremmaner forestillingen om, at gadelivet kan lede til status og økonomisk succes, kontra ringeagt og fattigdom. Og det er netop det, der er tilfældet blandt de unge mænd på Nørrebro, som jeg har studeret. Koncentrationen af individer med ensartede dårlige kår muliggør dette i kraft af deres interaktion med hinanden, hvor de netop i fællesskab kan etablere perspektiver og forståelser, som kan være i stærk modstrid med resten af samfundets – og, som jeg vil vende tilbage til, deres forældres.

En anden indvending imod min forskning er, at pigerne fra minoriteterne godt kan holde sig fra kriminalitet. Ergo: Problemet har intet med social klasse at gøre. Denne indvending kommer fra kritikere, som baserer deres synspunkt på, at de har boet i et udsat boligområde. Men man får ikke automatisk en særlig viden om gadelivet og tilknyttede problematikker ved at bo i et udsat boligområde. Og selvsagt får man heller ikke automatisk kendskab til den omfattende samfundsvidenskabelige viden, der eksisterer om disse og beslægtede problematikker.

Pigerne fra minoriteterne deltager i gadekulturen. De anvender også vold og har et forbrug af stoffer. På et mere overordnet niveau er piger fra ’ikkevestlige’ minoriteter også kraftigt overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne i forhold til piger fra majoriteten. Men lig pigerne fra majoriteten samt piger i verden generelt er de langt mindre kriminelle end drengene. Der er ikke et særligt etnisk mønster heri. Langt størstedelen af kriminalitet begås af mænd, fordi de faktorer, som har betydning for kriminalitet, i en vis grad er betinget af køn. Eksempelvis den kulturelle opfattelse af, at man bør forsvare, eller hævne, sig med vold, som i højere grad gør sig gældende for mænd, da de ser det som maskulint. Dette gælder ikke kun for de marginaliserede unge mænd fra Nørrebro, men er et centralt element i gadekulturen globalt set, inklusive for unge mænd fra majoriteten. Derfor ser vi en større overrepræsentation af mænd end kvinder fra minoriteterne i kriminalitetsstatistikkerne.

Desværre kan man ikke løse store samfundsmæssige problemer som ’social arv’ blot med lidt opdragelse i hjemmet

Noget andet i samme dur, som har været indvendt mod mine udsagn i medierne, er, at pigerne jo klarer sig bedre i skolen, hvilket nogle mener må skyldes deres opdragelse i hjemmet, som angiveligt skulle mangle for drengene. Desværre kan man ikke løse store samfundsmæssige problemer som ’social arv’ (reproduktion) med blot lidt opdragelse i hjemmet. Der er komplekse årsager til forskellene i pigers og drenges skolesucces – såsom at drengene i skolen kan udvikle en antiskolekultur, hvor det at være imod skolen giver status. Vi ved fra international og national forskning, at dette er et fænomen blandt drenge og sjældent blandt piger fra de laveste sociale klasser, bl.a. fordi det er knyttet til maskulinitetsopfattelser – og vi finder antiskolekulturen blandt vidt forskellige etniske grupper, blandt marginaliserede drenge fra både minoriteterne og majoriteterne.

Dette er dog kun én faktor blandt mange i forhold til forskellene i skolesucces for piger og drenge, og jeg vil her henvise den interesserede læser til ikke blot min egen forskning, men den nationale og internationale forskning, der foreligger om drenges og pigers ageren og succes i skolen.

Noget, der i debatten er blevet indvendt mod min forskning, er, at jeg ikke tager højde for kultur. Men hele genstandsfeltet for min bog er gadekulturen, min doktordisputats hed ’Shababs: Gadekultur …’, og den kortere letlæselige bog ’Veje til respekt’ har undertitlen ’Om gadens liv’, men kunne lige så vel have heddet ’Om gadens kultur’. Det, jeg har studeret, er det levede liv på gaden, de sociale processer, der finder sted især der, og den kultur, som gør sig gældende.

Kultur er helt centralt for at forstå menneskelig handlen, og det er særligt det, jeg har beskæftiget mig med, især fordi den har en massiv betydning for den måde, de unge mænd lever på gaden på.

Eksempelvis er det ikke kun de fattige børn i området, som kan deltage i gadekulturen. Andre børn, børn fra velstillede familier i boligområdet, bliver også tiltrukket af gadelivet, i kraft af den status det kan give blandt de unge. Kulturen kan, desværre, også lede til voldelige kampe mellem grupper, som vil hævde sig i gadens anerkendelses- og statusstruktur. De anerkendelseskriterier, der gælder i miljøet, er et produkt af kulturen – og ikke af fattigdommen eller ringeagten isoleret set. Men som jeg har forsøgt at redegøre for, kan man ikke løsrive kulturen fra de andre forhold, som de unge mænd lever under.

Denne gadekultur har nogle centrale komponenter, bl.a. en særlig vægtning af fællesskab og det kollektive, en legitimering af kriminalitet og en særlig maskulinitet, som vægter voldskompetencer og bl.a. kommer til udtryk i voldelige kampe mellem territorialt baserede grupper. Disse selvsamme træk kan ses i gadekulturen, som eksisterede på Nørrebro, før minoriteterne kom til.

Gadekulturen på Nørrebro i 1950'erne var selvfølgelig ikke den samme som i dag.

 Dermed ikke sagt, at gadekulturen på Nørrebro i 1950’erne eller for den sags skyld i 1900 var den samme som i dag. Selvfølgelig ikke. Igennem de senere årtier er der sket en forråelse. Denne udvikling skal ses i sammenhæng med den afindustrialisering, der har fundet sted i mange vestlige samfund, som gør det sværere for ufaglærte unge mænd at finde et arbejde.

Det gør deltagelsen i gadekulturen mere langvarig – hvorimod det før i højere grad var et teenagefænomen, der ophørte, når man blev voksen og trådte ind i fabrikkerne – og gør også gadens økonomi bedre organiseret og mere central i kraft af arbejdsløsheden.

Siden 1950’erne er der desuden opstået et langt større stofforbrug i samfundet; gadens økonomi indeholder nu til dags også narkosalg og dermed større potentielle økonomiske gevinster og deraf afledte voldelige kampe.

Man kan ikke forstå denne kultur, hvis man blot ser det som et særligt etnisk fænomen. Så vil man have meget svært ved at forklare, hvorfor vidt forskellige etniske grupper rundtomkring i verden udvikler en så ensartet subkultur. Det er påfaldende, hvor meget af det, jeg beskriver i min bog, som også kan ses i så forskelligartede grupper som f.eks. marginaliserede unge i Sydafrika, marginaliserede afroamerikanere, latinoer og asiater i USA – og ’hvide’ marginaliserede majoritetsunge i Europa.

Dertil kommer også, at den gadekultur, jeg beskriver, er i stærk modstrid med disse unges familiers normer og værdier. Det er dermed ikke en kulturel transmission af værdier og normer fra forældrene, som forårsager gadekulturen – i denne sammenhæng er det også værd at nævne, at de ’ikkevestlige’ mandlige ’efterkommere’ ikke kun har en væsentlig højere kriminalitetsindeks end ’danske’ mænd, men også et væsentligt højere indeks end ’ikkevestlige’ mandlige ’indvandrere’, også når man kontrollerer dataene for aldersforskelle (hvilket dog ikke skal læses, som at kriminalitet blandt efterkommer-mændene er udbredt; de af dem, som fik flest domme i 2019, var de 20-24-årige, hvoraf 5 procent fik en dom). Jeg beskæftiger mig altså også her med de unges kulturelle baggrund i min bog.

I forskningsøjemed kan man ikke forlade sig på antagelser, men er nødt til at granske fænomenerne.

Under mine feltstudier fandt jeg ud af, at de unge skjuler deres gadeliv for forældrene, bl.a. fordi gadelivets problematiske aspekter, f.eks. kriminalitet og stofforbrug, fordømmes af forældrene, som på dette punkt har samme synspunkter som de fleste andre i samfundet. En indvending derimod i debatten har været, at forældrene jo vil høre om det, når de bliver informeret derom af offentlige institutioner. Hvortil svaret er: Ja. Det beskriver jeg også i min bog – samt hvad det kan føre til. Men for mange kan der gå flere år, før de bliver informeret, da deres sønners illegale handlinger i mellemtiden ikke bliver opdaget.

En tredje indvending, der har været mod min forskning, er, at det statusmønster, jeg ser på gaden, nødvendigvis er forårsaget af drengenes liv i hjemmet, hvor der er vold. Man kan have mange antagelser og forestillinger om dette miljø og dets årsagssammenhænge. F.eks. viser en ny rapport fra Danmarks Videnscenter for Integration ikke ’kun’, at de fleste tror, at integrations- og andre problemer blandt minoriteterne er betydeligt større, end de faktuelt er, men at denne fejlopfattelse også gør sig gældende blandt minoritetsborgere, som på visse punkter endda fejlvurderer problemernes omfang i endnu større grad end majoritetsborgere.

I forskningsøjemed kan man ikke forlade sig på antagelser, men er nødt til at granske fænomenerne. Jeg havde selv en antagelse om, at en del af gadekulturens form måtte skyldes æresforståelser, som kunne gøre sig gældende i de unge mænds forældres hjemlande. Det viste sig dog ikke at holde stik.

Det er korrekt, at der kan forekomme vold i hjemmet, hvilket jeg også beskriver i min bog, ligesom jeg inddrager international og national forskning om bl.a. voldens effekter. Jeg kan på den baggrund og på baggrund af min samlede forskning konkludere, at hverken deltagelsen i eller udviklingen af gadekulturen er særligt forårsaget af vold i hjemmet.

Alt dette sagt med forbehold for, at det bliver simplificeret, og at vigtige nuancer går tabt, når jeg skal formidle overordnede pointer fra 9 års feltstudier i én artikel i avisen. Jeg håber, at interesserede læsere og kritikere vil læse bogen. En af de vigtigste pointer, man vil kunne tage med derfra, er, at virkeligheden ofte er mere kompleks og nuanceret, end vi går rundt og tror.