Sådan ændrer kreative aktivister verden

Den vestlige verdens kompleksitet gør, at det synes næsten utopisk, at demonstrationer kan gennemtvinge forandring. Bevægelser i vesten er desuden oppe mod politiske og finansielle systemer, som er så rodfæstede, at de er svære at vælte. Men efter at tidligere protestbevægelser har kæmpet for omfordeling, anerkendelse og repræsentation, er vi nu nået til det, man kan kalde protestens fjerde fase: Refleksion.

»Når man forsøger at udfordre globaliseringen eller det kapitalistiske samfund, er det uklart, hvem modstanderen egentlig er. Det kan i princippet være os selv. Derfor handler protesterne nu om at få almindelige magtesløse borgere til at reflektere over, at verden kan være anderledes,« siger Silas Harrebye, der forsker i forandring og sociale bevægelser på Institut for Samfund og Globalisering.
 

Det umuliges kunst

Et eksempel på det er Occupy Wall Street. Selv om bevægelsen ikke har haft en effekt ved at opnå målene om reformer af det finansielle system og indførelse af Tobin-skat, så har den, som Silas Harrebye siger, haft en affekt. Occupy-bevægelsen har sat fokus på, at middelklassen er eroderet, og at den sociale og økonomiske ulighed er eksploderet.

Med en stærkt mediebevidst æstetik og sloganet ”We are the 99 percent” har Occupy konkretiseret en latent fornemmelse af uretfærdighed og fået aviser og nobelprishædrede økonomer som Joseph Stieglitz og Paul Krugman til at tage bevægelsen alvorligt.

»I Danmark er politikere begyndt at tale om nødvendighedens politik, som udtryk for en politik, der ikke kan være anderledes. Det, som dygtige, kreative aktivister gør, er at stimulere vores politiske fantasi. Man siger, at politik er det muliges kunst, men aktivisterne siger, at vi måske skal tænke på politik som det umuliges kunst,« fortæller Silas Harrebye.

Bevægelserne kan med deres utopiske krav være relativt nemme for skeptikere, politikere og journalister at skyde ned. Ud fra rent rationelle kriterier fører de ikke altid til beviselig forandring. Men mange bevægelser arbejder med ideologiske forandringer, der ikke på samme måde kan måles, fordi de først over tid ændrer måden, hvorpå vi anskuer verden.

»Selv om Occupy ikke har opnået deres mål om reformer af det finansielle system, så kan bevægelsen have skabt en ideologisk forandring i måden, folk tænker, taler, handler og stemmer på. Nogle mener, at Mitt Romney bl.a. tabte til Obama, fordi mange identificerede ham som en del af the one percent. Det er en forandring, der er meget svær at måle. Men uanset om de kreative aktivister anses for at være en forstyrrelse, en demaskering af magten eller ren utopi, så er de med til at udfordre de skarpe skel, der eksisterer mellem civilsamfund, stat og erhvervsliv,« siger Silas Harrebye.
 

Iscenesat oprør

I det hele taget opsummerer Occupy-bevægelsen bedst den moderne, kreative aktivisme. Mens der næppe er tvivl om, at finanskrisen skabte stor frustration, så opstår protestbevægelser ikke bare ud af vrede og indignation. I en verden, hvor alle kæmper om opmærksomhed, er NGO’er og bevægelser blevet dybt professionaliseret. Med slogans som ”Are you ready for a Tahrir moment?”, og det allerede ikoniske billede af en spinkel ballerina på Wall Streets frådende tyr, skabte Occupybevægelsens bagmænd fra magasinet Adbusters en stærk symbolik, der både fungerer i byens rum og på nye sociale medier. Jesus, Gandhi, Luther King, Solvognen, Zapatista-bevægelsen, Anonymous, The Yes Men og John Stuart er eksempler på andre, der bruger eller har brugt kreativ aktivisme til at fange vores opmærksomhed og stille provokerende spørgsmål.

Silas Harrebye pointerer, at de kreative aktivister også kan agere meget professionelt, og at bevægelserne ikke altid opstår så spontant, som mange tror:

»Der er en romantisk forestilling om, at bevægelserne opstår spontant og uden ledere, men reelt er der sket en systematisk professionalisering af aktivister. Derfor ser vi også, at der er nogle få, der fornemmer befolkningens frustration og samtidig har en så dyb forståelse af det politisk-strategiske felt, at de kan orkestrere og iscenesætte bevægelser og på den måde igangsætte forandringsprocesser nedefra,« siger Silas Harrebye.

WE ARE THE 99 PERCENT

Occupy Wall Street populariserede sloganet ’We are the 99 percent’, der henviser til, at den rigeste 1 procent af USA's befolkning ejer en uforholdsmæssig stor andel af rigdommene. I Danmark ejer den rigeste 1 procent 512 milliarder kroner, som er en tredjedel af danskernes samlede formue. På verdensplan ejer den rigeste 1 procent lidt mere – knap 40 procent – af verdens samlede private formue svarende til godt 770 billioner kroner.

TAHRIR MOMENT

Som man kan se ud fra sloganet ’Are you ready for a Tahrir moment?’ er Occupy inspireret af Det Arabiske Forår. Tahrir-pladsen er en stor offentlig plads i Egyptens hovedstad Kairo. Under oprøret i Egypten i 2011 var Tahrir-pladsen det største samlingspunkt for de som demonstrerede mod Hosni Mubaraks styre.