| Nyhed

RUC-studerende inspirerer til byudvikling i Sakskøbing

Hvert semester drager grupper af geografistuderende fra RUC på feltbesøg i danske byer og finder ideer til byudvikling. Sakskøbing er en af de byer, der har nydt godt af et besøg, fortæller Guldborgsund Kommunes borgmester John Brædder.
Studerende i Sakskøbing
Mange af de studerendes ideer til byudvikling var gode og kan realiseres for små penge, mener borgmester i Guldborgssund Kommune. Foto: Stephanie Lam.


15 geografistuderende fra RUC har været i Sakskøbing, hvor de har fundet og præsenteret gode ideer til byudvikling i byen, som ligger i Guldborgsund Kommune. Det tre dage lange feltophold er et led i de studerendes bachelorundervisning i metodekurset ’Geografi i praksis’.

”Jeg synes, at mange af de studerendes forslag er rigtig gode. Der var faktisk rigtig mange af ideerne, som kan realiseres for små penge. Så jeg synes, at de studerende har givet os super god inspiration til byfornyelse i Sakskøbing,” lyder det fra borgmester i Guldborgsund Kommune, John Brædder, der bl.a. fremhæver forslag om at vende byen ned mod havnen for at binde by og havn bedre sammen og ekstra skiltning.

De studerende brugte de to første dage på at udforske konkrete problemstillinger, og på tredjedagen fremlagde de deres ideer til byudvikling for en gruppe repræsentanter fra kommunen – heriblandt borgmester John Brædder, der var meget begejstret for konceptet.

”At kombinere uddannelse med noget faktuelt og konkret, som kan bruges ude omkring i Danmark – det synes jeg, er en fantastisk ide,” lyder det fra borgmesteren.

 

John Brædder, borgmester Guldborgsund Kommune
Vandrehjem i Sakskøbing
Denne gang blev kurset afholdt i Sakskøbing. Men det er tidligere blevet afholdt i Skælskør, Nykøbing og Holbæk. Foto: Stephanie Lam.