| Nyhed

RUC-forsker udpeget til det nationale stresspanel

Lektor Trine Wulf-Andersen er en af 11 eksperter, som regeringen har udpeget til at øge bevidstheden om, hvad stress er og finde løsningsforslag til håndtering af stress.
Trine Wulf-Andersen2
Der er brug for en bredere dialog om stress i uddannelsessystemet, mener lektor Trine Wulf-Andersen.

 

Regeringen ønsker at sætte fokus på stress, som den anser som et alvorligt samfundsproblem, og derfor har regeringen nedsat et nationalt stresspanel, som skal skabe dialog om emnet og komme med bud på løsninger.

Panelet består af 11 eksperter, som repræsenterer forskellige aspekter af stressområdet. Herunder Trine Wulf-Andersen fra Institut for Mennesker & Teknologi på Roskilde Universitet.

”Det er vigtigt at gå ind i dette arbejde og bidrage til at kvalificere det – i mit tilfælde fra et human- og samfundsvidenskabeligt udgangspunkt,” siger Trine Wulf-Andersen.

 ”Alt for mange unge, herunder studerende hos os selv på universiteterne, oplever at være stressede. Det samme gælder mange af de medarbejdere i forskellige organisationer, som skulle hjælpe de unge. Vi har brug for mere nuanceret viden om, hvilke konkrete faktorer, der har betydning for stress og psykisk helse. Og vi har brug for en bredere dialog, eksempelvis i uddannelsessystemet, om, hvordan vi forstår, møder, skaber og afhjælper stress,” lyder det fra Trine Wulf-Andersen.

Stresspanelet består af sociolog Anette Prehn, speciallæge i psykiatri, hjerneforsker og foredragsholder Peter Lund Madsen, administrerende direktør i Hartmanns Anne-Mette Ravn, læge og forfatter Imran Rashid, speciallæge i psykiatri Marianne Breds Geoffroy, direktør for Studenterrådgivningen Thomas Braun, administrerende direktør i entreprenørvirksomheden ’B. Nygaard Sørensen’, Mikkel Baastrup, frivilligkoordinator i Det Sociale Netværk, Sara Wessmann Olsen, dansk operasanger Peter Lodal og lektor Trine Wulf-Andersen.

Læs også: 5,1 millioner kroner til projekt om studieliv og psykosociale problemer
 

Mere information:

For yderligere information kontakt lektor Trine Wulf-Andersen, wulf@ruc.dk