| Nyhed

RUC på pletten til Digital Tech Summit 2022

Danmarks universiteter står sammen om Nordens største forsknings- og techmesse. Roskilde Universitet står for en række højaktuelle sessioner om bl.a. kunstig intelligens og digitalisering og demokrati.
dts
Sådan så det ud, da Roskilde Universitet deltog i Digital Tech Summit 2021 i Øksnehallen.


Kunstig intelligens, kvantecomputere og maskinlæring er teknologier, der er ved at forandre vores verden og blive den helt store gamechanger for danske virksomheder.

At være førende inden for digitale teknologier siges at blive afgørende for såvel den enkelte virksomhed som Danmarks konkurrenceevne.

Dette er baggrunden for, at alle Danmarks universiteter er gået sammen med IT-Branchen, Dansk IT, DIREC, DI Digital, Dansk Erhverv og Teknologiens Mediehus om at skabe et samlingspunkt for den nyeste forskning og de virksomheder, der driver den digitale udvikling i Danmark og Norden.

Digital Tech Summit 2022 har særligt fokus på opbyggelse af europæisk tech-robusthed – ’Building European Tech Resilience’ – hvordan teknologi kan hjælpe med at løse de store samfundsudfordringer, som Europa står over for i dag; klimakrisen, sundhedsvæsen og sygdomsforebyggelse, produktion, sikkerhed og mange flere.

“Der pågår en markant digital udvikling i hele verden i øjeblikket. Det er vigtigt, at vi som samfund følger med og får øje på potentialerne, men også at vi forstår, hvordan teknologien påvirker mennesker, adfærd, sociale relationer og hele samfundets udviklingsmuligheder. Det er i dette tværfaglige spændingsfelt – som vi er optaget af på Roskilde Universitet – at vi finder både de gode spørgsmål og svar,” siger prorektor Peter Kjær.

Forskere fra Roskilde Universitet står for en række sessioner med eksterne oplæg mv. på Digital Tech Summit. Udover dette deltager RUC Fablab samt en række forskere fra universitetet i andre arrangørers sessioner. 

Konferencen løber af stablen d. 25. og 26. oktober i Bella Center og åbnes af bl.a. Henrik C. Wegener, rektor på Københavns Universitet, og Annemarie Munk Riis, direktør (konstitueret) i Innovationsfonden.

 

Sessioner ved RUC på Digital Tech Summit

  • Resilient digital democracy – What is it? How do we create it? v. professor i kommunikation Sine Just. D. 25 okt. Kl. 11-12.15
     
  • Artificial Intelligence (AI) In Knowledge Services. v. professor (MSO) i erhvervsøkonomi Ada Scupola. D. 26 okt. Kl. 10-11.15
     
  • Advanced diagnostics using Ai in health. v. professor i datalogi Henning Christiansen. D. 26 okt. Kl. 10-11.15
     
  • Understanding health data – Perspectives from epidemiology research. v. postdoc i matematik Rasmus Kristoffer Pedersen. D. 26 okt. Kl. 10-11.15
     
  • Foresight and the future of digitalization. v. Assistant Professor Matthew J. Spaniol. D. 26 okt. Kl. 14-15.15