| Nyhed

Roskilde Universitet lancerer efterspurgt uddannelse i samfundsjura

Fra efteråret 2023 kan de første studerende tage en ny kandidatuddannelse i samfundsjura på Roskilde Universitet. Uddannelsen fokuserer på samspillet mellem jura og politikudvikling, og det er netop den kombination af kompetencer, som arbejdsgiverne efterspørger.
Kandidatstuderende


Uddannelses- og forskningsministeren har netop godkendt en ny kandidatuddannelse i samfundsjura. Det nye RUC-studie er en tværfaglig uddannelse med en kernefaglighed forankret i jura og politik.

Formålet med studiet er at uddanne kandidater, der kan balancere juridiske og politikudviklende hensyn, og som kan gribe en politisk idé og omsætte den til juridisk holdbar praksis i kommuner, regioner, staten og erhvervslivet.

”Der er rigtig mange eksempler på sager – fx minksagen – hvor løsninger på reelle udfordringer løber ind i problemer, når de skal implementeres, fordi en juridisk procesregel eller paragraf forhindrer løsningen. Dét problem vil samfundsjura gerne adressere ved at uddanne kandidater, som både mestrer juridisk tænkning og på samme tid forstår de policy-processer og -hensyn, som en god løsning er en del af,” forklarer Bodil Damgaard, som er prodekan for uddannelse ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet.

Uddannelsen giver de studerende den nyeste forskningsbaserede viden om, hvordan juridiske, politiske og administrative aktører, processer og institutioner påvirker og håndterer samfundsproblemer, -muligheder, og -rammer.

”Samfundsjurakandidater kan tidligt i en policy-proces påpege juridiske problemer og dermed være med til at finde andre løsninger. På den måde kan de modarbejde den udbredte fordom, at jurister altid er nogen, der siger ’nej’, og dermed blive en konstruktiv partner, der er med til at finde de gode løsninger på problemerne,” siger Bodil Damgaard.

Kompetencer i høj kurs 

Som en del af udviklingen af den nye uddannelse er kommuner, regioner og relevante virksomheder blevet hørt om deres behov. 

”Arbejdsgiverne er begejstrede ved udsigten til at få kandidater med juridiske kompetencer, som også kan tænke organisation og politiske processer. Det er afgørende for dem at få nøglemedarbejdere, som ved, at man skal indtænke jura i starten af en proces,” siger prodekanen.

”Det er vigtigt for os som kommune, at der kommer en uddannelse i samfundsjura, fordi kombinationen af politologi og jura i stadig højere grad er og bliver relevant både for problemløsning, strategiudformning og politisk procesunderstøttelse. Vi skal i højere grad kunne navigere i forskellige lovkomplekser sideløbende med, at vi håndterer politikudvikling i samarbejde med borgere, virksomheder og andre dele af den offentlige sektor i de store problemfelter, vi arbejder med inden for fx sundhed, klima og den grønne omstilling,” siger Erik Kjærgaard Andersen, som er direktør i Holbæk Kommune.

Man kan søge ind på den nye uddannelse den 1. marts 2023, og det første hold kandidater påbegynder studiet til efteråret. For at komme i betragtning skal man have en samfundsvidenskabelig bacheloruddannelse inden for politik, jura, forvaltning, statskundskab eller lignende. Du kan læse mere om kandidatuddannelsen i samfundsjura her.  

Kontaktinformation

Bodil Damgaard, prodekan for uddannelse, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet: 4674 2251 eller bodam@ruc.dk.