Roskilde Universitet indgår strategisk partnerskabsaftale med Open
Gennem flere års samarbejde om studenterprojekter, entreprenørskab og forskningsaktiviteter formaliserer Roskilde Universitet og kommunikations- og konsulentvirksomheden Open deres relation ved at indgå en strategisk partnerskabsaftale.
Roskilde Universitet ønsker at arbejde tæt sammen med virksomheder, der deler universitetets fokus på tværfagligt samarbejde og virkelighedsnære problemstillinger. Open har gennem mange år arbejdet med praksisnær vidensudvikling, organisationsforandringer og strategisk kommunikation.
"Når forskning, uddannelse og praksis mødes i stærke partnerskaber, skaber vi værdi for både studerende, virksomheder og samfund. Samarbejdet med Open vil bl.a. styrke vores blik for fremtidens kompetencebehov i en tid, hvor AI og teknologi forandrer måden, vi arbejder og lærer på," siger Roskilde Universitets universitetsdirektør Henrik Zobbe.
Open ser partnerskabet som en mulighed for både at styrke relationen til universitetet og bidrage til udviklingen af fremtidens kompetencer. Open udsprang i sin tid af et studenterprojekt på Roskilde Universitet.
"RUC har en helt særlig betydning for mig og for Open. Det var her, idéen til Open opstod for mere end 20 år siden, men det interessante ved partnerskabet handler mindst lige så meget om fremtiden. I takt med at teknologi og AI overtager flere opgaver, bliver evnen til at samarbejde på tværs, navigere i det, der ikke har et oplagt svar, og omsætte forskellige perspektiver til noget, der virker i praksis, kun vigtigere. Det er kompetencer, som ligger dybt i RUC’s måde at arbejde på, og som vi også har bygget Open på. Derfor føles det her partnerskab både meget naturligt og meget relevant," siger Kristina Malther, CEO i Open.
Partnerskabet i praksis
Parterne vil løbende drøfte og identificere områder, hvor et tættere samarbejde kan skabe værdi for studerende, forskere og erhvervsliv.
Partnerskabet kan bl.a. komme til udtryk gennem samarbejde mellem Open og studerende, gæsteforelæsninger, bidrag til undervisnings- og studiemiljøer, deltagelse i aftager- og rådgivningspaneler og praksisnære forskningssamarbejder.
Derudover vil Open kunne bidrage med perspektiver på kunstig intelligens i relation til uddannelse og fremtidens kompetencebehov.
Open arbejder bl.a. med strategisk intern kommunikation, forandringsledelse og digital transformation. Virksomheden hjælper internationale organisationer med at omsætte komplekse forandringer til meningsfuld kommunikation for medarbejdere – f.eks. ved implementering af nye strategier, værktøjer eller teknologier.
Den strategiske partnerskabsaftale løber i første omgang til august 2029.