RUC-alumne: “At lykkes sammen med andre er noget af det mest motiverende”

Kristina Malther tager imod i sit lyse kontor i København K med udsigt over Kongens Have. Her er hun direktør i Open – et kommunikations- og konsulentbureau, som hjælper store danske og udenlandske virksomheder med at kommunikere forandringer internt og støtte op om den digitale transformation.
Kristina fortæller, at idéen med overhovedet at lave et firma opstod ud af et RUC-projekt:
”Jeg læste kommunikation på overbygningen, og kom med i en gruppe, hvor vores projekt gik ud på at formidle kultur med levende billeder på internettet – noget, der ikke var set meget af omkring årtusindskiftet."
Som en del af RUC-projektet lavede Kristina og hendes medstuderende oplevelses-website, som blev til i samarbejde med både PR-virksomheder og sponsorer.
"At opleve, at vi faktisk kunne skabe noget nyt, der ikke var set før og kunne bruges ’ude i virkeligheden’, var enormt motiverende for både mig og de andre”, fortæller Kristina.
"Når jeg selv skal sige det, blev det ret godt. Vi fik da også 13 for det til eksamen. Men én ting var den gode karakter, noget andet var, at vi fik mange kontakter ude i den virkelige verden", siger Kristina.
Kærlighed til gruppearbejde ved først blik
Her stopper vi lige op i fortællingen om Open Communication og skruer tiden lidt tilbage. Her møder vi Kristina, der som nybagt student tog til London for at arbejde. Her fik hun smag for det internationale.
”Da jeg kom hjem, kiggede jeg mig derfor om efter en uddannelse med et internationalt snit. Jeg fandt hurtigt ud af, at den internationale basisuddannelse på RUC på det tidspunkt var en af de eneste uddannelser i Danmark, som udelukkende foregik på engelsk. Samtidig lå det sådan et sted mellem humaniora og samfundsfag, og det var lige noget for mig”, fortæller Kristina, der efter basisuddannelsen valgte at læse kommunikation og psykologi.
Lige fra første dag af studietiden på RUC elskede Kristina den gruppe- og projektorienterede studieform.
”Man sætter 8-9 personer sammen, som skal finde ud af at skabe et stykke akademisk arbejde ud af ingenting, og vel at mærke få det færdigt i løbet af nogle ganske få måneder. Du kan kun gøre det godt, hvis du formår at bruge alle i gruppen på den rigtige måde og udnytter hinandens fordele.
"Når der kommer noget ud af det, der sker mellem mennesker i en gruppe - det var en måde, jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide at arbejde på. At lykkes sammen med andre er noget af det allermest motiverende for mig”, fortæller Kristina.
Tog RUC-metode med
Den var således også den metode Kristina og de andre stiftere tog med over i det firma, de startede dengang i 2003. Og her mere end 20 år senere, hvor firmaet har udvidet med afdelinger i Cape Town og mange internationale kunder, gennemsyrer arbejdsmetoden stadig stort set alle projekter i Open.
Akkurat som på RUC, skal Kristina og hendes kolleger også næsten altid opfinde noget, der ikke er der i forvejen – f.eks. værktøjer og handlinger til at føre en ny strategi ud internt i en virksomhed. Kristina fortæller, at når Open får en ny opgave, bliver den offentliggjort på en intern Teams-kanal. Så kan alle medarbejdere byde ind med præcis deres faglighed og interesse. Ud fra budene sammensættes projektgruppen.
”Vi har brug for at kunne spille på mange strenge. Der skal være nogen, der forstår sig på det visuelle, det digitale, strategi, virksomhedsforståelse og så videre. Det skal så kombineres til en løsning”, forklarer Kristina.
Ifølge hende prioriterer Open også, at alle er med fra start, og at alle kan komme med idéer.
”Ofte sidder vi også alle i møder sammen med kunden. Vi har en tro på, at det er der, det originale bliver skabt, når vi kan samle de forskellige fagligheder og få dem til at arbejde sammen - akkurat som vi oplevede, at det var på RUC. Nogle kunder synes, at det er lidt uvant at skulle møde så mange af os. Men fordi det er en del af vores DNA, glemmer vi nogle gange at forklare til kunderne, at det er sådan vi arbejder”.
RUC gjorde mig til iværksætter
Kristina fortæller, at RUC har været med til at gøre hende til entreprenør.
”Når man hele tiden skal skabe noget selv og handle på egen hånd uden instruktion, får man lyst til selv at sætte gang i noget mere. Og så er evnen til at kunne samarbejde og få noget til at ske sammen med andre også en vigtig del af det at være entreprenør. Før jeg startede på RUC, var der slet ikke nogen selvstændig gemt i mig, men den fik min uddannelse på RUC virkelig vækket”, siger Kristina.
Hun ser også Open fortsætte arbejdsmetoderne om fem år.
”Jeg tror aldrig, at vores RUC-inspirerede arbejdsmetoder har været mere relevante, end de er lige nu. Vores arbejdsliv bliver mere og mere digitalt, og det gør, at vi kan arbejde anderledes end den kendte otte til fire model. Samtidig kommer AI også til at fylde mere. Vi vil gerne være med til at hjælpe virksomheder og deres ansatte med at finde sig til rette i det nye landskab, og det gør vi bedst muligt ved selv at være agile, og ved at vise, at samarbejde på tværs af fagligheder virker”, slutter Kristina.