Replik: Miljøplanlægning mangler fokus på miljøet
I debatten om velfærdsstatens institutioner, kritiseres det ofte, at instrumentalitet og effektivitet er blevet vigtigere end faglighed og kvalitet. Men inden for mit felt, som er miljøplanlægning, er det nyt, at den rolle, som borgerne var tiltænkt i planlægningen, også i høj grad er ramt af fænomenet. Faktisk har borgerdeltagelsen fået en helt anden funktion - nemlig som bidragyder til større økonomisk effektivitet snarere end til et bedre miljø.
Sammen med Helle Nielsen, tidligere ph.d.-studerende på RUC, satte jeg mig for noget tid siden for at undersøge de senere års brug af miljøplanlægningsredskaber. Mere specifikt ville vi undersøge, hvordan borgerdeltagelsen havde påvirket miljøplanlægningen inden for store infrastrukturprojekter som metroens Cityring 2, Hurtigbanen København-Aarhus, etableringen af et atomaffaldsdepot Danmark, fracking og vandplanlægningen. Dette er alle projekter og planlægning, som er kendt for at have vakt stor opmærksomhed i offentligheden og for at have fostret både omfattende og aktiv borgerdeltagelse og alvorlige konflikter. Vores resultater var ikke ligefrem opløftende og levede slet ikke op til de politiske tilkendegivelser om demokratiske og miljømæssige kvalitetsløft gennem borgerdeltagelsen.
Radikal konklusion
To afgørende tendenser skilte sig ud som karakteristiske i disse planprocesser. For det første viste det sig, at borgerdeltagelsen i praksis blev anvendt til at afdække det højest acceptable niveau af miljøpåvirkninger. Den blev altså inddraget i en slags acceptplanlægning i stedet for at bidrage til miljøbeskyttelsesplanlægning. For det andet blev det klart, at borgerdeltagelsen blev forsøgt anvendt som et legitimeringsredskab, et symbol på at alt er i orden, at alle regler og krav er blevet overholdt, ”myndighederne har gjort, hvad de skulle, og derved er miljøet blevet beskyttet”. Men altså på myndighedernes og bygherrens præmisser. Så i stedet for legitimitet har borgerdeltagelsen blot resulteret i legalitet dvs. den formelle lovlighed. Legalitetens forrang kan ligefrem siges at have bevirket et skjold mod egentlige miljøtiltag.
Vi drog den radikale konklusion, at planlægningen med borgerdeltagelse i disse tilfælde ikke er blevet en proces til sikring af miljømæssige værdier og kvaliteter, men i stedet en økonomiseringsproces for både bygherren og de offentlige myndigheder.
Krav om borgerinddragelse med miljøfokus
Borgerdeltagelse som både et demokratisk og kvalitativt løft kom ind i den fysiske planlægning med Planloven af 1973 og senere i EU-direktiverne om forhåndsvurdering af virkningerne på miljøet af visse offentlige og private projekter og planer fra henholdsvis 1985 og 2001. Heri var borgerne eksplicit tiltænkt en aktiv rolle i en dialogisk proces med bygherren og den planlæggende myndighed, hvor sigtepunktet var afprøvningen af en plans eller et projekts mindst skadelige effekt på miljøet eller endda en udførelse, som resulterede i en bedre miljømæssig situation.
Borgerne blev altså bragt på banen for at tilskynde til det bedste udfald for miljøet set fra deres vinkel, ikke billigst muligt for bygherren eller den offentlige myndighed. Men mange års erfaringer med redskabet fortæller altså imidlertid en anden historie.
Kritisk miljøforskning
Hvis billedet med acceptplanlægningen holder – og det er der mange tegn på, at det gør – må det medføre alvorlige overvejelser om kvaliteten af den offentlige planlægning og den miljøforskning, der ligger bag den. For hvis planlægningens mål forskydes fra miljøbeskyttelse til økonomiske effektiviseringer, betyder det jo, at forskningen må fokusere på denne målforskydning
Når det kan komme så langt i den forkerte retning med miljøplanlægningen, hvor det er muligt at anvende miljøforskningens resultater på en utilsigtet måde - eller slet ikke at anvende den - må forskningen påpege og problematisere dette.
Det, jeg ser som en nødvendighed, er en egentlig kritisk tværvidenskabelig miljøforskning, hvor vi også forsker i brugen af vor forskning.
I vores undersøgelse koncentrerede vi os om selve planlægningens forløb. Men bag dette forløb foregår det, som vi kalder definitionskampe, data-forvrængning og direkte udeladelser af tilgængelig viden. Fx ved ikke at inddrage forskningsresultater om støjs påvirkning af mennesker. Eller undlade at miljøkonsekvensvurdere arealplaner, som forskningen ellers har vist vil medføre alvorlige miljøpåvirkninger. Og det er her, vi skal sætte ind. Vi skal forske i den måde, miljøforskningens begreber og resultater anvendes på, den måde de fortolkes og forstås på, den måde de forbindes med andre forståelser af en given situation på. På den måde kan det komme frem, at det, som er tænkt og forstået på en ganske bestemt måde i forskningen, måske slet ikke anvendes og fortolkes sådan, som det egentlig var hensigten.
Dette må en kritisk forskning rette sig imod og bringe for en dag, således at manipulationer, forvanskning og fordrejninger kan fremstå og gøres forståelige, dels for den enkelte borger, men selvfølgelig også for de politikere, som burde have en interesse i at undgå det.