| Tæt på videnskaben

Replik: Hvad er problemet med computerspilsafhængighed?

Unges passionerede brug af computerspil skaber bekymringer om afhængighed, men tanken om computerspil som en mulig mental lidelse stigmatiserer og må forstås på andre måder.
Postdoc, Anne Brus
Anne Brus er postdoc ved Center for Sundhedsfremmeforskning. Foto: Uffe Weng.


Der sker noget med Victor, når han sidder foran computerskærmen på sit værelse. Når spillet går ’i blodet’ på ham, stråler hans øjne. Han retter sin koncentration mod de små bevægelige figurer på skærmen. Hans fingre bevæger sig sikkert og lynhurtigt på tastaturet, selvom hans blik er rettet stift mod skærmen. Højre hånd skaber små ryk og får computermusen til at arbejde for ham. Mens Victor spiller, taler han til mig i korte sætninger - forklarer mig, hvad der sker i spillet. Pludselig bliver Victors figur i spillet angrebet. For en stund er han tavs, mens han koncentreret forsøger at tage kampen op. Intensiteten stiger, der bliver hamret hårdere på tastaturet. Victor udstøder et vredesråb, bander, kigger ærgerlig og irriteret på mig og siger undskyldende: Ja, altså normalt ville jeg have klaret det, men jeg var vist lidt uopmærksom.

Victor går i niende klasse og er en af de passionerede computerspillere, som jeg har interviewet i forbindelse med min ph.d.-afhandling: ’Kampen om computertiden - om unges højfrekvente og problematiserede brug af computerspil’. Victor spiller for det meste computerspillet ’Runescape’, som er et online computerspil, der globalt har over 200.000 aktive brugere. Victor har venner i både Danmark, England og USA, som han spiller og hygger sig sammen med, bl.a. gennem chatten og den lille ’forretning’ i spillet, hvor han køber og sælger udstyr og navne til andre brugere. Computerspillet er ikke kun en kamp om at være den bedste i spillet. 

Computerspillet er blevet en ungekultur på samme måde, som sport, bøger og musik har været det i mange år, og det er en kultur, der rummer mange andre elementer end bare det at spille.

Ikke anerkendt som fritidsaktivitet

Til trods for computerspillets status som en ungekultur henvender desperate forældre sig i stigende grad til institutioner og organisationer med bekymringer om computerspilsafhængighed. De unge bruger så meget tid på at spille computerspil, at det omfattende computerspilbrug nu bliver sygeliggjort - af forældre, eksperter, ja samfundet som helhed. De unges omfattende brug af computerspil er tilsyneladende ved at nå et punkt, som vi som samfund har svært ved at acceptere. Der er ikke plads til de unge passionerede computerspillere i vores samfund. Jeg anerkender, at de unge kan spille for meget computerspil. Unge kan virkelig nørde med deres computerspil - og i perioder så meget, at nørderiet kan gå ud over deres lektier, deres skolegang og deres nattesøvn. Men ikke alle unge passionerede computerspilbrugere er afhængige.

Jeg kan i princippet godt sætte mig ind i forældres bekymringer. Det er svært som forældre at fornemme, hvad der foregår bag den lukkede dør på soveværelset. Husker sønnen nu at lave lektier? Hvorfor sidder hun hele tiden foran den computerskærm? Bekymringer er vigtige, og de er ofte udtryk for omsorg fra forældrenes side. På den anden side vil forældrene formentlig have en mere anerkendende tilgang til deres børns passionerede spillelyst, hvis tiden bag den lukkede dør bliver brugt til at øve sig på et musikinstrument.

Bekymringer om computerspilsafhængighed handler også om forældres forventninger til, hvad der er vigtigt og rigtigt at beskæftige sig med i fritiden. Computerspil er ikke lige så anerkendt en fritidsaktivitet, som eksempelvis musik er.

Der kan være grund til bekymring, hvis de unges adfærdsændringer er vedvarende, men i den sammenhæng bør det overvejes, om de unges omfattende computerspil handler om almindelige hverdagslivsproblemer - eksempelvis med forældrene, i skolen eller med deres kammerater. 

Diagnoser stigmatiserer 

Jeg er derfor nødt til at understrege, at det ikke er det omfattende computerspil i sig selv, der er problematisk. Koden knækker for mig at se, fordi computerspilsafhængighed bruges til at italesætte noget, der måske i højere grad kan knyttes til en generationskonflikt. Unges omfattende brug af computerspil skaber en række konflikter mellem forældre og unge, og konflikterne accelererer til et punkt, hvor det bliver vanskeligt for de unge og deres forældre at tale sammen. Det er som om, afhængighedskortet bliver trukket for hurtigt op af lommen. Pointen er, at diagnoser også stigmatiserer. Afhængighedsstigmaet klæber sig fast, og det gør de unge skamfulde.

De føler sig skyldige, og afhængigheden bliver en del af de unges identitet. Stemplingen som computerspilsafhængig kan være med til at forværre en i forvejen vanskelig situation for de unge, og det kan være starten på et liv som afviger. 

Vi er nødt til at slippe tankerne om, at computerspil er afhængighedsskabende. Selv forskerne i computerspilsafhængighed har svært ved at blive enige om, hvorvidt det er muligt at blive syg af at spille computerspil. Vi må acceptere, at computerspil er et frirum for unge, det skaber rum for handling, enten alene eller sammen med andre. Computerspil er identitetsskabende, og det skaber sociale fællesskaber, hvor man bliver behandlet med respekt, bliver udfordret, provokeret eller bare får lov til at være i fred. Jeg er derfor overbevist om, at de unge vil fortsætte med at spille computerspil på trods af bekymringer om computerspilsafhængighed.

Drengen, som i denne tekst bliver kaldt ’Victor’, er anonymiseret. Der er tale om et modelfoto, og modellen er ikke tekstens ’Victor’ og har ikke indgået i Anne Brus’ undersøgelse.