Replik: Har hjerneforskerne slukket for straffesystemet?

Et samfund som det danske priser sig selv for at være moderne og progressivt. Vi sætter en ære i at beskytte individers rettigheder og fremme deres velfærd. Men der er ét område, hvor det er alment accepteret, at staten skader mennesker ved at frarøve dem deres frihed imod deres vilje: det strafferetlige system.

Som samfund har vi brug for en overbevisende begrundelse til at retfærdiggøre, at vi straffer forbrydere. De seneste årtier har både forskningen og politikere fokuseret på idéen om, at forbrydere fortjener at blive straffet, fordi de er skyldige i at have begået en forbrydelse. Den mindst kontroversielle udgave af synspunktet er, lidt forenklet, at vi har meget stærke grunde til ikke at skade uskyldige mennesker, men at disse grunde enten forsvinder eller bliver svækket, når vedkommende begår en forbrydelse. Og det kan da også umiddelbart lyde rimeligt, at man fortjener at miste den beskyttelse, som uskyldige mennesker nyder, hvis man begår et mord, en voldtægt eller et røveri.

Men faktisk har der i samme periode været en livlig debat, hvor prominente filosoffer har argumenteret for, at selv hvis sådan en fortjeneste findes, så er det tvivlsomt, om mennesker kan opfylde de betingelser, der skal til for at kunne fortjene noget. For spørgsmålet er, om vi overhovedet har en fri vilje.

Overraskende resultater

Et klassisk argument er, at for at fortjene noget, hvad enten det er en straf eller en belønning, skal man frit have valgt at udføre den handling, som gør en fortjent til straffen eller belønningen.

Hvis for eksempel min arm rammer en anden person i hovedet, så fortjener jeg måske nok at blive skældt ud og måske endda straffet, hvis jeg gjorde det med vilje. Men hvis det skete, fordi jeg fik en pludselig muskelkrampe, og jeg derfor ikke havde kontrol over bevægelsen, så fortjener jeg næppe skældud eller straf.

Næste skridt i argumentet er at vise, at vi rent faktisk ikke har den form for fri vilje, som netop skal til for, at man kan gøre sig fortjent til noget. Det er indlysende ikke så let, for det mener de fleste af os nok i udgangspunktet, at vi har. Vi oplever dagligt, at vi træffer en lang række bevidste beslutninger: Hvilket tøj skal jeg tage på denne morgen? Skal jeg købe sød- eller letmælk? Er det en god idé at sælge min bolig nu? Men det er her, at hjerneforskningen kommer ind i billedet.

Den amerikanske psykolog Benjamin Libet foretog i 1980’erne en række forsøg for at fastslå, hvilken rolle den bevidste vilje spiller, når vi udfører en handling. I det oprindelige forsøg blev forsøgspersoner bedt om at foretage en frivillig bevægelse med hånden på et tidspunkt, som de selv valgte.

Samtidig blev spændingen i den del af hjernen, som er involveret i frivillige muskelbevægelser, målt og registreret. Og ved at sammenligne tidspunkterne for, hvornår forsøgspersonerne besluttede sig for at bevæge hånden med, hvornår deres hjerne gik i gang med at forberede bevægelsen, kunne Libet konstatere, hvad der kom først: viljen eller neuronerne i hjernen.

Resultatet var overraskende. Forsøgspersonens beslutning om at bevæge hånden blev i gennemsnit truffet 1/10 sekund, før bevægelsen blev sat i gang, men hjernen gjorde allerede klar til bevægelsen mellem 3/10 og 6/10 sekunder før bevægelsen. Det vil sige et kvart til et halvt sekund før den bevidste beslutning.

Mere moderne forsøg har tydeliggjort processerne og bekræftet Libets resultater, og en del hjerneforskere drager derfor den oplagte konklusion: Vores bevidste vilje styrer ingenting.

Ifølge disse forskere så er der, hvis man overhovedet stadig kan tale om beslutninger, tale om, at de træffes af de ubevidste neurale processer i hjernen længe inden, viljen kommer på banen. Men vi er sådan skruet sammen, at vi narrer os selv til at tro, at den bevidste vilje styrer, hvad vi gør.

Argumentet er logisk gyldigt

Hvis hjerneforskningens konklusion holder vand, så skærer den durk igennem den traditionelle filosofiske debat og kan få enorme konsekvenser for straffesystemet. Som jeg skitserede til at begynde med, så er det et meget udbredt synspunkt, at samfundet har meget stærke grunde til ikke at skade mennesker, men at disse stærke grunde kan forsvinde eller blive svækket, hvis en person fortjener det, fordi vedkommende har gjort sig skyldig i en forbrydelse.

Det samlede argument er så, at vi kun kan tillade os at straffe en person, hvis personen fortjener det, fordi vedkommende har begået en forbrydelse. Og at man kun kan fortjene noget for en handling, for eksempel det at begå en forbrydelse, hvis man har udført handlingen med sin frie vilje. Men da ingen nogensinde vælger noget frit, så fortjener ingen nogensinde noget.

Konklusionen må derfor være, at vi aldrig kan tillade os at straffe nogen som helst.

Argumentet er logisk gyldigt, så hvis præmisserne ellers er sande, så er konklusionen korrekt. Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan angribe argumentet, for hver af de første præmisser kan betvivles, og der er en livlig debat i den filosofiske litteratur.

Nytteetikere kritiserer den første præmis for at stille et forkert krav til, hvornår straf kan tillades. Såkaldte kompatibilister hævder, at man godt kan fortjene noget, selv hvis man ikke har den form for fri vilje, som Libet forsøgte at angribe. Endelig har en række bevidsthedsfilosoffer kritiseret fortolkningen af forsøgenes resultater og betvivlet, om de faktisk viser, at personer ikke har en fri vilje.

Derfor er det måske nok, hjerneforskningens resultater til trods, for tidligt at slukke for straffesystemet. Men det er på høje tid at kigge dets begrundelse efter i sømmene. Heldigvis er det et spændende projekt at deltage i, fordi debatten er levende og tværfaglig, og fordi problemet er konkret og vigtigt.