Replik: De næsten synlige mænd

Den måske mest berømte mandeforsker i verdenen – australske Raewyn Connell – har hævdet, at »the project of transforming masculinity has almost no political weight«.

En fri og frisk oversættelse til dansk kunne lyde nogenlunde sådan: »Der er ingen politikere, der interesserer sig en døjt for maskulinitet og mænds ligestillingsproblematikker«.

Men passer det?

Er det stadigvæk sådan, at mænds sociale køn ikke står højt på den politiske dagsorden, og at det samtidig er svært at skabe en ligestillingspolitik med mænd som aktive aktører, medmindre det handler om samværssager efter skilsmisser?

Overordnet set er betingelserne for mænds levevilkår kommet mere i søgelyset, og ligestillingspolitikken i Danmark er blevet bedre til at kanalisere økonomiske midler over til de områder, som har specielt med mænds ligestillingsproblematikker at gøre. Det kommer bl.a. til udtryk ved etableringen af professionelle krisecentre til mænd, behandlingstilbud til voldsudøvende mænd og kampagner rettet mod mænds sundhed, ligesom mænds samværsrettigheder til deres børn er blevet styrket gennem forældreansvarsloven fra 2007.
 

Opgør med mænd som det usynlige køn

Hvis man kigger videre på de forskellige politikområder, kan man flere steder se, at der er sket et markant opgør med forestillingen om mænd som værende det usynlige køn. Der er fx nu et markant fokus på området køn og uddannelse, og i særdeleshed på unge mænd som har svært ved at gennemføre uddannelser. Diskurser om ’tabermænd’ og 'mænd i krise' har også vundet indpas, og der har været stor opmærksomhed på livsbetingelserne for mænd i udkantsdanmark, singlemænd samt udsatte mænd med kort uddannelse.

Dette skyldes, at mænd med meget lav indkomst og kort uddannelse oftere får et liv som singler og lever kortere tid end andre mænd.

Det mest konkrete ligestillingspolitiske budskab til mænd har historisk set været budskabet om, at mænd skulle engagere sig i deres faderskab, og emnet har forandret sig fra at være ’no politics’ til at være ’high politics’. Flere politiske partier kræver nu øremærkede barselsperioder til mænd, og ligestillingspolitik finder nu sted i et af Folketingets stående udvalg. Men det er interessant og trist, at initiativet om øremærkede barselsperioder til mænd ikke blev realiseret af den nuværende regering, hvilket vidner om den tøven, der stadig eksisterer mht. at lovgive om ligestilling.

På trods af denne inerti er mænd som fædre et område, hvor der er sket en stor positiv forandring af mænds konkrete handlinger. Selvom mænd stadigvæk i stor stil prioriterer deres karriere højt, så har mange mænd udviklet et meget intimt og ansvarsfuldt forhold til deres børn. En nylig undersøgelse fra DJØF viste i forlængelse heraf, at mænd nu ligesom kvinder påpeger, at den potentielle ubalance mellem arbejde- og privatliv er den hyppigste grund til, at de ikke ønsker at være leder.
 

Mænds mørke sider

Hvis vi kigger på de mørke sider af mænds liv, har emner som vold og voldtægt i stor udstrækning været præget af en systematisk nedtoning. Selvom mænds vold mod kvinder inden for de sidste 10-15 år er blevet et mere synligt samfundsproblem, forstår de fleste mennesker ofte volden som skæbnefortællinger, der er tilknyttet meget socialt belastede individer. Dette skyldes bl.a. en række fordomme om, at kvinder, som udsættes for vold i hjemmet, selv er ude om det, at manden, som udfører volden hverken kan, vil eller bør hjælpes, at familien er hellig og boligen ukrænkelig. Dette afstedkommer, at der ikke i stor udstrækning rettes opmærksomhed mod de socialiseringsprocesser, som ofte er roden til nogle mænds aggressive adfærd. Kønnet er således ofte usynligt, når der begås forbrydelser – og det er problematisk. Når man på BT og Ekstra Bladets spisesedler kan læse om de såkaldte 'familietragedier’, som oftest handler om, at en mand fx har slået sin partner, børn og måske sig selv ihjel, så glemmer vi at fokusere på, hvorfor det næsten kun er mænd, som begår disse handlinger.

Konge-eksemplet par excellence på, hvor svært det er at sætte fokus på mænd som køn, udspiller sig dog ikke inden for voldsområdet, men derimod inden for prostitutionsområdet. Diskussionen om prostitution handler sjældent om mænds seksualitet, og mænds ret til at købe sex bliver ikke udfordret i synderlig grad. Dette til trods for, at det er vigtigt at fremhæve, at prostitution er et ligestillingsproblem, fordi mænds seksualitet i stor udstrækning er eksistensbetingelsen for prostitution.

Mænd som sexkunder kan dog til dels stadigvæk i Danmark opfattes som en slags ikke-legitimt terræn at bevæge sig ind på. En bastion, som ikke skal falde eller udfordres for meget.

Sammenfattende om mænd og ligestilling kan man sige, at der trods forandringer stadigvæk er relativ tavst inden for visse politikområder. Modstanden mod at problematisere det mandlige køn stikker naturligvis ikke så dybt, som den har gjort, men der er stadigvæk en tøven, når det gælder om at udfordre mænds mest rodfæstede samfundsmæssige privilegie: tilladelsen til at købe sex.