| Tæt på videnskaben

Replik: »Adoption af befrugtede æg er sund fornuft«

Par og enlige kvinder, der ikke kan få børn på almindelig vis, skal have mulighed for at adoptere embryoner – befrugtede æg. Det mener en ph.d.-studerende i praktisk filosofi ved Roskilde Universitet.


Infertilitet rammer 15-20 procent af danskerne med store omkostninger for samfundet og den enkelte: For samfundet betyder det faldende befolkningstal og dermed faldende arbejdsstyrke, som på sigt betyder fald i velstand.

For den enkelte er infertilitet ofte forbundet med afsavn og sorg. Heldigvis kan forskellige fertilitetsbehandlinger hjælpe en stor del af dem til at blive forældre. Således hjælpes knap 10 procent af en årgang til verden via fertilitetsbehandlinger. Det er til gavn for samfundet og til glæde for de, der opnår et forældreskab, og for de børn, der kommer til verden som ønskebørn. Men faktisk kunne der gøres endnu mere. Det mener jeg, vi bør gøre ved at legalisere adoption af befrugtede æg – embryoner.

Tusindvis af æg går tabt
Efter et par eller en enlig har opnået forældreskab via fertilitetsbehandling, er der ofte overskydende embryoner. De kan nedfryses i op til to år med henblik på endnu en graviditet.

Efter 2 år, eller hvis kvinden ikke ønsker flere børn, destrueres embryonerne. Herved går tusindvis af embryoner, der kunne være blevet til børn, tabt. Det er et enormt ressourcespild, som kunne have hjulpet mange til forældreskab. Men det udelukker dansk lovgivning, som foreskriver, at kun kvinder, der enten selv, eller hvis partner, kan levere kønsceller til embryonet, tilbydes fertilitetsbehandling.

Der er dog mindst 3 argumenter for, at den praksis bør ændres.

Et argument er, at en legalisering af embryonadoption vil betyde en mere fornuftig ressourcebrug. Skabelsen af embryoner er ressourcekrævende, og destruktionen af de overskydende er et enormt, unødvendigt ressourcespild, eftersom embryonerne er ønsket af andre, som ikke kan hjælpes ved andre fertilitetsbehandlingsformer. Ved at tillade embryoadoption kan flere hjælpes til at blive forældre til børn, der i den grad er ønskede. Vi vil ikke alene kunne hjælpe infertile kvinder samt heteroseksuelle og lesbiske par, hvor begge er infertile, men også kvinder, der må afbryde en fertilitetsbehandling, der øger ægproduktionen, pga. bivirkninger. Den skade, de kvinder og par oplever, vil kunne afhjælpes, ligesom det vil give mere velfærd, idet disse mennesker kan få mulighed for at stifte familie, hvilket af FN betegnes som en menneskeret.

Ydermere vil embryoadoptioner fremme muligheden, for par og enlige kvinder med alvorlige, arvelige sygdomme i kønscellerne, for at blive forældre til raske børn, hvis vi implementerer udenlandsk praksis om, at kun raske, sygdomsscreenede embryoner adoptionsgodkendes.

Et sidste argument for embryoadoptioner er, at det har visse fordele sammenlignet med traditionel adoption, eftersom embryoadoptionen giver en følelsesmæssig kontrakt til barnet fra begyndelsen af dets liv gennem graviditeten, fødslen og amningen. Når en kvinde er villig til at investere så stor en del af sit liv på at give et embryon liv, synes det absurd, at vi ikke hjælper hende på lige fod med andre kvinder, der har behov for fertilitetsbehandling.

Der er altså gode grunde til at legalisere embryoadoption, men der findes også argumenter imod dette. De væsentligste af dem vil jeg præsentere og udfordre i det følgende.

Ingen rettighedproblemer
En gruppe modargumenter fokuserer på rettighedsproblemer omkring retten til barnet og barnets ret. Her fremføres, at vi bør afvise embryoadoption, da det er uklart, hvem der har juridisk ret til barnet: donorerne, som oprindeligt fik skabt embryonet eller modtagerne af embryonet? Denne indvending kan dog afvises, da den kan overkommes ved, at vi skelner mellem biologiske og sociale forældre, hvor vi kan tildele de sociale forældre rettighederne til barnet, ligesom ved traditionel adoption.

En anden del af rettighedsargumentet fremfører, at vi bør afslå embryoadoption, da det krænker børns ret til at kende deres ophav. Men også denne kritik fremstår problematisk, eftersom vi accepterer en krænkelse af retten i andre, sammenlignelige sager såsom traditionelle adoptioner samt anonym æg- og sæddonation. Desuden synes det klart, at hvis alternativet til krænkelsen er ikke-eksistens, så er det mere værdifuldt at eksistere uden at kende sit ophav. Desuden tyder intet på, at donorbørn og adoptivbørn har dårligere liv sammenlignet med andre børn trods denne krænkelse.

Overflødiggør ikke adoption
Et andet modargument går på, at verdens mange eksisterende forældreløse overflødiggør embryoadoptioner, og at en legalisering vil have negative konsekvenser for disse forældreløse børn, eftersom færre vil adoptere traditionelt, hvis de i stedet kan vælge embryoadoption.

Men vi har ingen grund til at forvente, at embryoadoptioner vil fjerne behovet for traditionelle adoptioner. For det første kan embryoadoption ikke hjælpe alle til forældreskab.

Teknikken vil fx ikke kunne hjælpe kvinder, som ikke kan bære en graviditet. For det andet er ventelisterne for personer, der ønsker at adoptere, meget, meget lange, og intet tyder på, at embryoadoptioner har gjort ventelisterne kortere, hvis vi fx kigger på USA, hvor embryonadoption er tilladt. Der er altså ingen grund til at afvise embryoadoptioner ud fra en bekymring om færre traditionelle adoptioner.

Selv hvis vi anerkendte den præmis, at en legalisering af embryoadoptioner vil mindske antallet af traditionelle adoptioner, ville dette ikke være tilstrækkeligt til fortsat at afvise
embryoadoptioner, da argumentet strider mod vores generelle praksis på fertilitetsområdet.

Her hjælper vi allerede en lang række par og enlige kvinder til at blive gravide via fertilitetsbehandling, hvor vi enten anvender sæd fra en partner eller en donor. Dette på trods af, at disse par for så vidt lige så godt kunne adoptere.

Men fordi vi anerkender folks ønske om at blive forældre ved fødslen, tilbydes de fertilitetsbehandling.

Eftersom det er uklart, hvori der består en moralsk relevant forskel mellem par, hvor kun den ene er infertil, og par, hvor begge er infertile, er dette modargument heller ikke nok til, at vi bør afvise embryoadoption.

Jeg har nu givet en række argumenter for en legalisering af embryoadoption og vist, at indvendingerne imod fremstår som utilstrækkelige. Derfor mener jeg, vi bør se på tiltag, der legaliserer embryoadoption.