Rektor: Nye kandidatuddannelser skal være både relevante og tilgængelige for flere
Indlægget har været bragt i Altinget 2. juni 2025.
Regeringens ønske om at få flere unge hurtigere ud på arbejdsmarkedet har ført til lanceringen af nye ét-årige kandidatuddannelser.
Det er et markant skifte i vores uddannelsessystem – og som universiteter må vi forholde os nysgerrigt og ansvarligt til, hvordan disse nye formater kan bruges meningsfuldt.
Men det er ikke nok at diskutere, om de ét-årige uddannelser virker. Vi bør også spørge: For hvem virker de – og hvordan skaber vi reelt værdi for både de studerende og samfundet?
Ét-årige kandidatuddannelser kan være en god løsning for visse studerende – eksempelvis den ambitiøse og fokuserede unge, der ønsker et ekstra intensivt forløb og en hurtig overgang til et fuldtids akademikerjob – med adgang til gratis efter- og videreuddannelse, eller til dem som af personlige eller økonomiske grunde har brug for en mere fleksibel model.
Men det sidste betyder ikke, at de etårige kandidatuddannelser kommer til at løse problemet med social skævhed i universitetsuddannelser.
Hvis vi vil styrke social mobilitet, må vi huske, at mange unge slet ikke når frem til kandidatuddannelsen – fordi barriererne opstår langt tidligere i uddannelsessystemet, og her er problemet fortsat at der sker en frasortering af unge uden akademisk bagage.
På universiteterne har vi arbejdet målrettet med at identificere, hvilke fagligheder der egner sig til det ét-årige format.
På Roskilde Universitet har vi valgt fagområder med en tydelig erhvervsrelevans og hurtig udvikling på arbejdsmarkedet, som for eksempel business og teknisk orienterede retninger.
Her giver det mening, at de studerende hurtigt kommer ud og afprøver deres kompetencer i praksis – og efter noget tid i job kan vende tilbage og opkvalificere sig gennem efteruddannelse.
Denne model – med 75 ECTS i det første år og mulighed for at supplere med et efteruddannelsesforløb på 45 ECTS – giver samlet set den samme volumen som en traditionel toårig kandidatuddannelse.
Men med den fordel, at den studerende kan forme sin videre kvalificering på baggrund af konkrete erfaringer fra arbejdslivet.
Derimod giver det ikke mening at presse alle fagligheder ind i samme skabelon.
Klassiske og dybdegående discipliner som historie, miljøvidenskab eller samfundsøkonomi kræver et andet læringsforløb, hvor fordybelsen over tid er en afgørende del af kompetenceopbygningen.
For at de ét-årige kandidater skal lykkes, kræver det også tætte samarbejder med de arbejdspladser, som de studerende bevæger sig ud i.
De skal kunne komme direkte i job, hvilket kræver kontakt inden sidste eksamen, og arbejdspladsen skal som udgangspunkt være interesseret i at give plads til efter- og videreuddannelse på universitetet efter nogle år.
På universiteterne udvikler man i den forbindelse erhvervskandidatuddannelser med et tydeligt erhvervssigte og en struktur, der muliggør direkte kobling mellem studium og praksis.
Her arbejder vi blandt andet med hospitaler, offentlige institutioner og store virksomheder som samarbejdspartnere.
På Roskilde Universitet går vi også nye veje, når det handler om at udvikle faglige profiler, der appellerer til studerende med forskellige baggrunde.
Et eksempel er vores nye kandidatuddannelse i samfundsjura, som kombinerer juridisk indsigt med samfundsforståelse.
Det er en uddannelse, der rækker ud til dem, der måske ikke ser sig selv som ”klassiske jurister”, men som kan balancere jura og politikudvikling; en brobygger, som kan gribe en politisk idé og omsætte den til juridisk holdbar praksis i kommuner, regioner, staten og erhvervslivet.
Det handler ikke bare om fart og fleksibilitet.
Det handler om at gentænke universitetsuddannelser, så de bliver relevante og tilgængelige for flere – uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Ét-årige kandidatuddannelser kan være et spændende redskab i den udvikling, hvis de designes rigtigt og fagligt ansvarligt.