| Tæt på videnskaben

Rejsen væk fra brug-og-smid-væk-ferie

En del af turismens traditionelle dna er brug-og-smid-væk-kulturen. For når vi er på ferie, skal vi bare slappe af, nyde og forbruge. Eller sådan har det været. Mød professor (MSO) Flemming Sørensen, der forsker i nye veje til at skrue op for mere bæredygtig turisme.
turisme
Vi skal kigge mere på turistens rolle og ansvar og ikke kun på turisme som en industri, siger Flemming Sørensen.


Lad os starte med at tage til Berlin: Når du rejser en weekendtur til Berlin eller en anden destination, er det på papiret mere bæredygtigt at overnatte i lejlighed, som du har lejet via den deleøkonomiske tjeneste Airbnb end på et hotel. Den samlede CO2-udledning ved en Airbnb-overnatning antages nemlig at være mindre.

Men det er et paradoks, forklarer professor (MSO) Flemming Sørensen, der forsker i cirkulær økonomi i turisme.

»Paradokset er, at mulighederne med Airbnb faktisk betyder, at folk rejser mere, og de tager afsted på flere kortere weekendture. De, der udlejer, er også selv mere tilbøjelige til at rejse. Så selvom det på papiret er en mere bæredygtig overnatningsform, giver tendensen faktisk også problemer, fordi den i princippet leder til mere flytrafik og dermed mere forurening,« forklarer Flemming Sørensen.

»Det kan godt være, at vi til daglig er bevidste om at sortere affald og slukke for vandet, når vi børster tænder. Men i ferien kan der være tendens til, at vi antager en uansvarlig praksis og kobler samvittigheden fra

Kort om cirkulær økonomi

Cirkulær økonomi er et økonomisk system, hvor man sigter mod at genbruge ressourcerne og helt undlade at producere affald af hensyn til jordens ressourcer. Den cirkulære økonomi står i modsætning til den traditionelle økonomi, hvor man starter med at udvinde nogle ressourcer, som så ender som affald. Cirkulær økonomi i turisme kan handle om alt fra mere effektiv sortering af affald, at tage tog i stedet for fly til destinationen til at tage cyklen i stedet for bilen, når man er fremme.

Hvad rykker mest - klogere krydstogter eller flere cykelturister?
Der er mange paradokser, når man kigger på turisme gennem cirkulære økonomiske briller. Batter det fx mest at gøre krydstogtsindustrien mere bæredygtig eller at få flere til at tage på langsomme naturferier?

»Der er noget positivt ladet i at tage på ferie i naturen og noget negativt i krydstogtsferie. Men netop fordi krydstogtsturismen står for en stor del af udledningen, så er det måske dér, vi skal sætte ind for at sætte et positivt cirkulært økonomisk turismeaftryk,« siger Flemming Sørensen.
Hvis man får fat om krydstogtsturismen og dens skibe, der transporterer tusindvis af turister hvert år, vil det måske rykke langt mere end at få nogle flere familier til at tage på cykelferie.

»Kan det betale sig at sætte ind for at få et lille antal familier til at tage på naturferie, eller batter det mere, hvis vi får nogle masseturismeformer til at agere på en mere miljømæssig fornuftig måde,« spørger Flemming Sørensen.

cykler