Professor Lone Simonsen modtager ærefuld pris
Professor Lone Simonsen har ydet en særlig indsats for at ruste samfundet til bedre at kunne forebygge og kontrollere kommende epidemier. Det modtager hun nu Fritz Kauffmann-prisen på 200.000 kroner for.
Prisen bliver uddelt af Fritz Kauffmanns Forskningsfond, og med prisen ønsker fondens bestyrelse at anerkende Lone Simonsens store indsats for at styrke det tværfaglige samarbejde på tværs af institutioner.
"Jeg er utrolig beæret over at modtage den fornemme Fritz Kauffmann-pris, som er en flot anerkendelse af mit og mit centers arbejde med pandemiforskning. Jeg ønsker at styrke det interdisciplinære samarbejde på tværs af forskningsgrupper, universiteter og institutioner, for kun sammen kan vi forstå fx COVID-19 og historiske pandemiers impact og signaturer til bunds. Og dermed forberede os på fremtidens pandemier," siger professor Lone Simonsen fra Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet og leder af grundforskningscentret PandemiX.
Formålet med prisen er at påskønne en forskningsindsats inden for mikrobiologi, og den er opkaldt efter professor, dr.med. Fritz Kauffmann, der i en årrække var ansat på Statens Serum Institut.
Årets pris bliver overrakt på Statens Serum Institut torsdag den 21. september.
Læs mere:
Åbning af nyt grundforskningscenter: Skal gøre os klogere på fremtidens pandemier
Nyt grundforskningscenter skal gøre os klogere på fremtidens pandemier